Kommentar af 
Lars Olsen

Lars Olsen: Kære borgerlige, hvis I vil have flere ejerboliger, så hjælp dog kommunerne

Storbyerne har både brug for almene boliger og flere ejerboliger, der er til at betale. Det kræver regulering af markedskræfterne, skriver Lars Olsen.

"Københavns socialdemokratiske styre har i de seneste årtier i ekstrem grad overladt byudviklingen til markedskræfterne. Resultatet er en hovedstad, hvor boligpriserne eksploderer, og stadig mere bliver lukket land for almindelige indkomster," skriver Lars Olsen.
"Københavns socialdemokratiske styre har i de seneste årtier i ekstrem grad overladt byudviklingen til markedskræfterne. Resultatet er en hovedstad, hvor boligpriserne eksploderer, og stadig mere bliver lukket land for almindelige indkomster," skriver Lars Olsen.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Lars Olsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringens udspil om 22.000 nye almene boliger har taget den borgerlige opposition med bukserne nede.

Betalbare boliger er afgørende for almindelige danskere. Kig blot på sommerens meningsmåling: 69 procent af københavnerne frygter, at de selv eller nogen, som de holder af, tvinges til at flytte fra byen på grund af stigende boligpriser.

På Christiansborg er Venstre, Konservative og Liberal Alliance helt oppe i det ideologiske felt, det samme er lederskribenterne på de borgerlige aviser. Tættere på virkeligheden er der heldigvis mere besindige borgerlige kræfter.

Frederiksbergs konservative borgmester, Simon Aggesen, mener, at de borgerlige på Christiansborg er kommet "helt galt afsted" i debatten, og erhvervsorganisationen DI København ser også positive takter i regeringens udspil.

Virksomhederne oplever, at de dyre boliger i hovedstaden gør det sværere at rekruttere til stillinger med almindelige lønninger. Det samme oplever kommunerne ved rekruttering af pædagoger med videre.

Berlingske offentliggjorde tidligere på ugen en ny kortlægning fra DI.

Der bor i København færre butiksansatte, sosu'er og pædagoger end i de fleste andre kommuner, simpelthen fordi de ikke har råd til at anskaffe sig en bolig. Resultatet er, at nogle må pendle rigtig langt på arbejde – eller vælger et job tættere på deres bopæl.

Det antages ofte, at markedet nærmest per automatik varetager forbrugernes interesser, men det holder ikke på et boligmarked domineret af store institutionelle investorer

Lars Olsen
Kommentarskribent

Hertil kommer de langsigtede følger for hovedstaden, som vi kortlægger i bogen 'Rige børn leger bedst'. Mange kvarterer domineres i dag af højere middelklasse og universitetsstuderende – København er blevet "akademiseret", som det udtrykkes i en analyse fra Økonomiforvaltningen.

Det giver let et skævt billede. Hovedstadens meningsdannere og beslutningstagere mister fornemmelsen for den brede arbejder- og middelklasse.

Københavns socialdemokratiske styre har i de seneste årtier i ekstrem grad overladt byudviklingen til markedskræfterne. Tusindvis af ældre lejligheder er moderniseret og omdannet til dyre ejer- og andelsboliger, samtidig med at borgerlige regeringer liberaliserede andelsboligerne.

Det offentlige selskab By & Havn har solgt grunde til højestbydende uden skelen til byens sociale geografi. Resultatet er en hovedstad, hvor boligpriserne eksploderer, og stadig mere bliver lukket land for almindelige indkomster.

Alligevel kører borgerlige christiansborgpolitikere og lederskribenter en firkantet ideologisk kampagne:

Mange danskere vil gerne eje deres egen bolig, ergo skal der ikke bygges flere almene lejeboliger, lyder det. En argumentation, der passer til ideologiserede lederskribenter og superliberalister som Liberal Alliance, men forekommer løjerligt kontrafaktisk hos store ansvarlige partier som Venstre og Konservative.

Som den mere virkelighedsnære borgmester på Frederiksberg påpeger: Vi kan ikke bygge os ud af hovedstadens prisboble på ejerboliger.

Hvis Berlingskes lederskribenter slog op i deres egen avis, kunne de i august læse en analyse fra Realkredit Danmark. For at købe en familiebolig i København på 140 kvadratmeter kræves en familieindkomst på 131.000 kroner – om måneden. Selv hvis familierne skruer sig ned på lidt mindre plads, er der stadig langt til de typiske familieindkomster for politibetjente og pædagoger.

Problemet er, at der opføres for meget eksklusivt privat udlejningsbyggeri

Lars Olsen
Kommentarskribent

I store dele af hovedstaden er ejerboligerne slet og ret så dyre, at almene lejeboliger er det realistiske boligtilbud til lav- og mellemindkomster.

Samtidig holder modstillingen mellem ejerboliger og almene lejeboliger ikke i virkelighedens verden.

Landets næststørste kommune, Aarhus, har netop gennemført en omfattende kortlægning af fremtidens boligmønstre og behov. Ved første øjekast ser den borgerlige kampagne ud til at have en pointe:

Aarhus har langt flere almene boliger end København, der er også bygget flere i de senere år, og der mangler betalbare ejerboliger til børnefamilierne, som forventes at drive meget af det næste tiårs befolkningsudvikling.

Problemet er imidlertid ikke, at der bygges for meget alment, de almene boliger sikrer ifølge analysen en mangfoldig by – problemet er, at der opføres for meget eksklusivt privat udlejningsbyggeri.

Dyre udlejningslejligheder efterspørges ikke af børnefamilierne i samme grad som parcel- og rækkehuse, men de passer til forretningsmodellerne hos store investorer som eksempelvis pensionskasser og investeringsselskaber.

Det antages ofte, at markedet nærmest per automatik varetager forbrugernes interesser, men det holder ikke på et boligmarked domineret af store institutionelle investorer.

Derfor presser Aarhus, med KL-formand og borgmester Jacob Bundsgaard (S) i spidsen, på for en ændring af planloven.

Kommunerne skal ikke kun kunne forlange 33 procent almene boliger, sådan som regeringen foreslår, men også, at en vis andel af boligerne er ejerboliger – rækkehuse, parcelhuse og lignende. Kommunerne har slet og ret brug for stærkere redskaber for at sikre alsidige boligtilbud – og dermed socialt blandede byer.

Med de seneste dages debat går jeg ud fra, at de borgerlige er med på at give kommunerne flere muskler på dette område. For selvfølgelig er almene lejeboliger ikke den eneste løsning på de opdelte byer, udenfor de allerdyreste områder er betalbare rækkehuse og parcelhuse vigtige i den pakke af tiltag, der kan skaffe plads til almindelige indkomster.

Vi skal have flere betalbare boliger – almene boliger, ejerboliger og gerne en ny type andelslejligheder. Men: Det kræver mindre marked og mere offentlig regulering.

Virkeligheden passer ikke altid i de ideologiske skemaer – og heldigvis for dét.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00