Om  
Lars Seier Christensen

Lars Seier forlader Saxo Banks direktion

Ved årsskiftet overlader Lars Seier Christensen direktørposten til medstifteren Kim Fournais. Selv vil han efter eget udsagn "fortsætte og udvide sit arbejde for frihed". 

Minna Møbjerg Stevnhoved

Bankdirektør og grundlægger Lars Seier Christensen fratræder ved årsskiftet topposten i Saxo Bank og sætter således punktum for 20 års engagement i bankens direktion. 

Posten som administrerende direktør har han hidtil delt med medstifteren Kim Fournais.

Fra 2016 vil Fournais således sidde alene i toppen og sammen med finansdirektør Steen Blaafalk og driftsdirektør Søren Kyhl udgøre direktionen.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Fortsætter som storaktionær
Sammen med Marc Hauschildt stiftede Seier og Fournais i 1992 forløberen Midas Fondsmæglerselskab, der i 2001 skiftede navn til Saxo Bank, da selskabet opnåede bankstatus.

I dag sidder Lars Seier som storaktionær i banken med hele 26 % af aktierne. Trods sin udtræden af direktionen, vil han således fortsat have stærkt tilknytning til banken.

Om sin beslutning udtaler han:

”Jeg har i noget tid ønsket at træde tilbage i en anden rolle, og jeg mener, at tidspunktet nu er det rigtige. Jeg slipper derfor tøjlerne som direktør med en tro på, at virksomheden fortsat vil vokse, og det har jeg som aktionær også stor interesse i. Jeg har fuld tillid til, at Kim Fournais sammen med ledelsesteamet kan drive banken i en profitabel retning.”

Også Kim Fournais er positiv:

”Lars og jeg har haft et stærkt makkerskab, siden vi investererede i virksomheden i 1992, og vi fortsætter samarbejdet som aktionærer i Saxo Bank. Der er fuld tillid til strategien om, at forretningen skal vokse både i det private og institutionelle segment samt ikke mindst om at udvikle den bedste teknologi til at understøtte vores globale udbud af finansielle produkter,” udtaler han ifølge Finans.dk. 

Schweizerfranc og børsnotering
Der er således fortsat optimisme i banken trods nyheden om Seiers fratrædelse. Den kommer i øvrigt i kølvandet på en turbulent tid for banken, der blev udløst af schweizerfrancens frisættelse, og som i halvårsregnskabet kom til udtryk i form af et knap 600 millioner kroners underskud.

Netop af samme årsag er beslutningen angiveligt ikke kommet tidligere, da Seier ikke ønskede at fratræde under den igangværende krise. Omvendt ønsker banken at få direktionsændringerne ud af verden inden en forestående børsnotering, hvilket altså forklarer timingen.

Det fremgår af en intern mail til Saxo Banks ansatte.

Her gør han sig desuden nogle tanker om sin fremtid, hvor det blandt andet kommer frem, at han "ønsker at fortsætte og udvide sit arbejde i mange forskellige kontekster. Friheden er truet mange steder, og der er mere end nogensinde brug for at løse de mange udfordringer, vi møder, globalt og lokalt," lyder det endvidere. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Seier Christensen

Formand, Concordium Foundation, adm. direktør, Seier Capital
student (N. Zahles Skole 1981)

0:000:00