Lars Tvede: Paradise Papers er en lille mus – se for helvede på elefanterne!

KOMMENTAR: Mens sensationslystne journalister graver efter skandaler i Paradise Papers, overser de den virkelige skandale: Staternes enormt ødelæggende beskatningsstrukturer og skattebegunstigelsen af en af de mest uetiske investeringsformer i verden – statsgæld. Vi taler billioner, skriver Lars Tvede.

Nu skete det igen: Et stort læk om skattely; millioner af dokumenter med detaljer om bankkonti og investeringer; leaket i form af de såkaldte Paradise Papers. En sensationslysten presse er selvsagt på jagt efter skummelheder, og dem er der selvsagt nogle af blandt millioner af dokumenter. Det er i sig selv ok.

Mindre ok er det imidlertid, når man finder noget, der faktisk er lovligt, logisk og normalt, men som man alligevel bruger til lidt voksenmobning – a lá: ”Det er måske ikke decideret ulovligt, men… ”-mobning. Sådan var i hvert fald det, jeg så BBC her til morgen.

Håbet er selvsagt, at der til trods for, at det faktisk var normalt og lovligt alligevel hænger lidt snavs ved de nævnte navne. For hvad ved Hr. og Fru England eller Danmark om internationale skatteregler og finansmarkeder? Forhåbentlig lidt nok til, at man slippe af sted med at antyde, at højadelen, rockstjernerne og de andre, der skal ned med nakken, har gjort noget, der lugter af forkert. Selvom det ikke er helt, øh, sandt. Faktisk slet ikke sandt.

Den slags medieadfærd er efter min mening umoralsk, og når det drejer sig om public service direkte kvalmende.

Okay, men det er selvsagt også umoralsk at snyde i skat, tænker jeg. Det er dog ikke alle, der tænker det samme, for nogle mener faktisk, at beskatning ganske enkelt og helt principielt er Al Capone-agtigt tyveri og derfor er umoralsk – eller beskyttelsespenge, som den slags kaldes. Mogens Glistrup fremførte eksempelvis ofte dette synspunkt, hvilket gav 15,9 procent af stemmerne.

Personligt anskuer jeg ikke beskatning som principielt umoralsk, og jeg har afleveret et pænt, tocifret millionbeløb med ro i sjælen. Men der findes masser af konkrete eksempler på dybt umoralske skatter. Nazisterne konfiskerede eksempelvis jødernes formuer – 100 procent formueskat fra en bestemt gruppe.

Kære læser, er vi enige i, at nationalsocialisternes jødeskat var umoralsk? Det er vi nok, så nu åbner ballet. I 1976 klagede børnebogsforfatteren Astrid Lindgren over, at hun betalte 102 procent i marginalskat. Det benægtede regeringen, men en undersøgelse viste, at hun havde ret.

Så var det umoralsk at opkræve 102 procent marginalskat af en børnebogsforfatter? Mon ikke de fleste vil sige ja til det? Jeg synes, det stinker af Al Capone.

Jeg tror, vi allerede nu er på omgangshøjde med, at skat godt kan være umoralsk, men lad os rode lidt mere i sumpen. Demokraterne i USA introducerede i 2009 et skattesystem kaldet FATCA til at opkræve skat fra udlandsamerikanere. Administrativt er FATCA et fucking nightmare, for nu at sige det på originalsproget, og ud over de amerikanske myndigheders enorme omkostninger derved, har godt 100.000 udenlandske finansielle institutioner hver måttet afsætte personale og konsulentomkostninger til at tage sig af FATCA-administration. Ellers fik de USA på nakken, hvilket ikke er sjovt, hvis man eksempelvis er en bank.

Et team fra skatteeksperterne Altenburger, Ernst & Young og Baker & McKenzie har estimeret, at administrationsomkostningerne til FATCA svarer til … hold fast … Brasiliens BNP. Jeps, og denne administration koster verden mellem 1.200 og 2.500 gange så meget som det beløb, FATCA faktisk opkræver i skat. Samtidig udgør FATCA en enorm frustration i millioner af menneskers dagligdag (og min: det amerikanske skattevæsen postulerede i tre år totalt ubegrundet, at jeg boede i USA. Kostede mig cirka 100.000 frank i sagsomkostninger).

Er FATCA umoralsk? Efter min mening er det statssponsorerede beskyttelsespenge at tvinge hele verden til at brænde Brasiliens BNP af på stort set nothing.

Er det umoralsk, hvis man beskatter sin egen civilisation til undergang? Jeg spørger, fordi historiebøgerne har mange beretninger om civilisationer og økonomier, der blev ødelagt af overbeskatning. Et eksempel af de større er Romerriget, der i de sene faser havde så høje skatter på landbrugsproduktion, at bønder flygtede fra deres marker, hvilket førte til hungersnød. Riget reagerede så ved at indføre stavnsbånd, brændemærkning og beskatning af jord, uanset om den blev dyrket.

Så er det umoralsk at beskatte et samfund til hungersnød og brændemærkning? Ja, det synes jeg egentlig, og fænomenet var nok stærkt medvirkende til imperiets kollaps.

Er det umoralsk at have skatter, der er så høje, at det begrænser det langsigtede provenu? Jeg spørger, fordi dette er et udbredt fænomen. Faktisk viste et stort internationalt studie, at 10 procentpoint lavere skatte- eller udgiftstryk i velstående lande var associeret med 0,5-1 procentpoint højere økonomisk vækst årligt. Læg mærke til ”årligt”. Det hober sig altså op. Hvis du ikke tror på det, så tag en tur til Singapore, der var halvt så rigt som Danmark, da jeg var lille, men nu cirka dobbelt så rigt som Danmark. Altså en enorm dynamisk effekt på bare to-tre generationer. Renters renter kan blive til en del.

Men for visse skatter ses effekten allerede på kort sigt. Et eksempel: I 1921 var marginalskatten i USA 73 procent for folk, der tjente over 100.000 dollar. Jeps, 73 procent. Tilsammen opkrævede staten i det år godt 700 millioner dollar i indkomstskat, hvoraf 30 procent kom fra disse rige. I 1929 sænkede de den til 24 procent, hvorefter skatteprovenuet steg til over en milliard dollar samtidig med, at de riges andel af betalingerne voksede til 65 procent. En langt lavere skatteprocent gav altså langt højere provenu.

Mellem 1980 og 1988 blev skatteprovenuet fra de rigeste amerikanere mere end tredoblet efter, at man havde sænket marginalskatten fra 70 til 28 procent. Altså en effekt meget lignende det, man oplevede i 1920'erne. Da den amerikanske stat Maryland i 2007 modsat besluttede at hæve topskatten fra 2008 for at øge indtægterne fra de rige med 106 millioner, faldt denne i stedet med 22 procent, hvilket førte til et tab på 257 millioner dollar.

Man ser det samme igen og igen. I 2010 hævede Storbritanniens premierminister Gordon Brown topskatten i England fra 40 til 50 procent. Året efter faldt antallet af registrerede skatteydere med indtægter på over en million fra over 16.000 til blot 6.000 – et endnu større fald end i Maryland. Da den følgende konservativt ledede regering sænkede topskatten til 45 procent, steg antallet af topskattepligtige straks til 10.000. Reelt blev forøgelsen af topskatten altså som andre steder en gigantisk underskudsforretning for landet

Noget tilsvarende er set utallige andre steder gennem historien, og det udspiller sig for øjnene af os verden over i dag.

Så er det moralsk at opkræve de høje skatter, hvis denne strategi reducerer provenuet?

Her deles vandene nok, og på den ene side har vi venstrepopulisterne, som mener, at indkomstudligning er vigtigere end middelklassens og de svagestes velbefindende. Og på den anden side blandt andre mig. Jeg mener, at skattetryk, der reducerer det langsigtede provenu, er umoralsk.

Jeg har i de sidste 23 år boet i Schweiz, som nogle danskere kalder et ”skattely”. Inden jeg går videre her vil jeg lige starte med at sige, at Schweiz faktisk opkræver lige så meget i skat per indbygger som Danmark, så i den forstand er det ikke et skattely.

Schweiz opkræver blot beløbet med markant lavere skattesatser; primært fordi lønninger og formuer er betydeligt højere end i Danmark, hvilket igen i høj grad skyldes de lave skatter. Men også fordi schweizerne snyder meget mindre i skat end danskerne. Faktisk gælder det internationalt, at desto lavere skattesatser, desto mindre skattesnyd.  


Den blå graf viser væksten i det danske skattetryk fra 1870 til i dag, sammenlignet med det nutidige skattetryk i henholdsvis Singapore og Schweiz.

Når det er sagt, er skattetrykket, altså skat i forhold til BNP, en del lavere i Schweiz end i Danmark. Men hvor lavt er det egentlig? Det er som det var i Danmark under Jens Otto Krag.

Efter Krags tid hævede Danmark skattesatserne og det overordnede skattetryk markant, hvorfor det nu er et af verdens højeste. Anker Jørgensen spillede en stor rolle i dette eksperiment.

Så set fra et dansk synspunkt kan hele resten af verden vel betegnes som forskellige grader af underlige skattely. Men set fra eksempelvis Jens Otto Krag-økonomien Schweiz, er det faktisk det danske skattetryk, som er verdens højeste, der er underligt. Schweizerne falder i svime, når man fortæller dem om det. Flere gange sidder de helt stille, når jeg har forklaret det. Så er der en, der siger ”brutal!”, hvilket på tysk ikke overraskende betyder ”brutalt”. Og så skriger de af grin.

Er et brutalt skattetryk blot latterligt, eller er det ligefrem umoralsk?

Det er klart (for mig), at der skal opkræves skat for at sikre en række fælles funktioner i et samfund. Funktioner, der er socialt POSITIVE.

Imidlertid har skatteopkrævning også en lang række socialt NEGATIVE effekter. Her er min liste, som jeg i øvrigt har dokumenteret i mine bøger:

1. Skader primært de kreative erhverv.
2. Ødelægger arbejdsdeling og produktive job.
3. Giver mere skattesnyd og kriminalitet.
4. Giver mere socialbedrageri.
5. Giver mere hjerneflugt.
6. Giver faldende arbejdsmoral.
7. Giver reduceret fysisk mobilitet.
8. Giver uproduktiv opsparing. 
9. Dræber innovation.
10. Modvirker jobmæssig mobilitet.
11. Giver enorme administrationsomkostninger.
12. Favoriserer uproduktive investeringer over produktive.

Mit synspunkt er, at mange vestlige nationer, herunder Danmark, har et skatteniveau, der nu er så højt, at de langsigtede NEGATIVE sociale effekter er blevet overvældende og totalt undergravende. Og det finder jeg umoralsk. Umoralsk, fordi det fungerer som personlige toldmure om hver eneste borger og dermed ødelægger sammenhængskraften, ødelægger produktive job, straffer initiativ og udskydelse af forbrug, undergraver innovation og velstandsvækst og fører til forøget kriminalitet og socialbedrageri med mere. Brandbeskatning undergraver med andre ord vestens kultur og økonomi.

Lad mig slutte, hvor jeg startede, nemlig med skattely. For imens journalisterne roder i dokumenter fra tropeøerne, overser de elefanterne i rummet. Bortset fra The Economist har jeg ikke set et eneste mainstream-medie dykke ned i den gigantiske FATCA-skandale, og jeg tillader mig at formode, at det skyldes en tvangstanke om, at skat altid er moralsk.  Men de overser også det største skattely, menneskeheden nogensinde har skabt: Staternes skattely for sig selv.

Grunden til, at eksempelvis den engelske kongefamilie har penge i skattely er, ifølge de oplysninger, jeg har set, at de har investeret i kapitalfonde, der lå der. Og årsagen til, at investeringsfonde ofte er i skattely er, at de ønsker at skåne deres investorer for TRE fulde skattelag, nemlig: 1). Virksomhedernes selskabsskat, 2). fondenes selskabsskat og 3). investorernes skat. Med tre fulde skattelag står fordel ikke mål med risiko, og investeringsprocessen går i stå. Af samme årsag tillader alle vestlige nationer en selskabsstruktur for ejendomme kaldet REITs, hvor netop fonden er skattefri, som om den lå i et skattely.

Det kunne medierne, eller i det mindste public service-medierne for helvede, da godt lige informere om, synes jeg. Public service skal da ikke være populisme.

Men tænk lige over følgende: Der er kun ET(!) skattelag, hvis man alternativt anbringer sine penge i statsobligationer, dvs. medvirker til uproduktiv gældsætning af kommende generationer.

Hvorfor er statsgæld så skattebegunstiget? Fordi staten lovgiver om sine egne finansielle transaktioner. ”Øh, skal vi ikke lige skattebegunstige folk, der investerer i os?” Jo, det skal man åbenbart, når man nu kan.

Jeg finder det personligt dybt umoralsk, at man således skattemæssigt begunstiger statsligt overforbrug og gældsætning af de ufødte i forhold til investering i fremtidens vækst og velstand. Den konstante udstedelse af statsgæld er destruktivt, umoralsk, men næsten risikofrit for investorerne – og skattebegunstiget. Investering i erhvervslivet er omvendt og risikabelt, men fremmer vækst og velstand. Og det bliver brandbeskattet.

Hvor mange obligationer har staterne udstedt inden for deres skattely? Sådan cirka 60.000 milliarder dollar i skattebegunstigede gældspapirer. Tænk lige over det. Der har I jeres elefant, kære journalister. En skandale til 60 billioner dollar.

-----------------

Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter, finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Fl. Chr. Nielsen: Hvad nu hvis Danmark blev besat af en muslimsk hær? Fl. Chr. Nielsen: Hvad nu hvis Danmark blev besat af en muslimsk hær? Næste artikel Anna Libak: Trump er kommet for at blive Anna Libak: Trump er kommet for at blive
Det danske paradoks: Vi glemte demokratiet i socialøkonomien

Det danske paradoks: Vi glemte demokratiet i socialøkonomien

SOCIAL ØKONOMI: For 150 år siden var Danmark en socialøkonomisk supersprinter. Vi stiftede kooperativer, andelsvirksomheder og forbrugerejede butikker, indtil det hele blev så selvfølgeligt, at vi glemte det, konkluderer ny forskning fra CBS. Nu genbesøger erhvervsdemokrater deres fortid.