Lektor: Skænderiet mellem Zimmermann og Vad vidner om meget mere end et personopgør

Folketingssalen er blevet et cirkus

Jeg vil undlade at gå i detaljer med skænderiet, da de implicerede parter efterfølgende selv har erkendt, at det ikke var Folketinget værdigt.

Men jeg vil dog sige, at det hverken er første eller sidste gang, at en verbal slåskamp af den karakter udkæmpes fra folketingssalens talerstol.

Det ved jeg blandt andet, fordi jeg som forsker selv har brugt halvandet år på at observere politikernes arbejde i praksis, og fordi en række strukturelle vilkår desværre ansporer den form for personfikseret mundhuggeri.

I min nye bog 'Afmagtens Centrum' dokumenterer jeg en række af de faktorer, som danner grundlag for sådanne episoder.

Personopgøret mellem Zimmermann og Vad blev angiveligt så "dødubehageligt" for skoleklassen, at deres lærer følte sig nødsaget til at eskortere dem ud.

Emil Husted
Lektor, CBS

En af årsagerne er, at debatter i folketingssalen i mange tilfælde udspiller sig til ære for politikernes følgere på sociale medier. Der er naturligvis folk, der ligesom 9.C fra Nakskov tager sig tid til at overvære debatterne fra tilhørerpladserne, og andre følger rent faktisk med live via Folketingets TV.

Langt størstedelen af de danskere, som til dagligt eksponeres for debatterne i salen, gør det dog via korte velkoreograferede videoklip på sociale medier.

Her klipper de politiske partiers kommunikationsfolk videoerne ned til få sekunder og vinkler dem således, at de får deres egne politikere til at fremstå yderst fornuftige, mens modparten fremstår enten inkompetent eller uansvarlig – og helst begge dele.

Dette gør naturligt nok mange af debatterne i folketingssalen til et teater, hvis primære formål er at mobilisere politisk opbakning igennem forargelse og forbløffelse.

Derfor er mange af de folketingsmedlemmer, som jeg via mit feltarbejde har talt med, heller ikke blege for at kalde folketingssalen for et "cirkus", et "show" eller et "ritual" uden politisk substans, hvor ingen synes interesseret i reel demokratisk dialog.

Magten siver ud

Det betyder selvsagt ikke, at der ikke vedtages vigtig politik i folketingssalen – for det gør der. Det betyder bare, at debatterne i salen i mange tilfælde ikke har konsekvenser for denne politik.

Men der er givetvis en anden og mere tungtvejende årsag til manglen på politisk substans i folketingssalens debatter.

Siden 1990'erne er den politiske magt nemlig langsomt, men sikkert sivet ud af Christiansborg og over i ministerierne.

Det skyldes flere forskellige ting, men den primære årsag er givetvis stigningen i såkaldt "aftaleparlamentarisme", hvilket kort fortalt er en proces, hvor lovforslag forhandles på ministerkontorene (i stedet for i Folketinget) og fastlægges i politiske forlig eller "aftaler" i stedet for at blive debatteret åbent i folketingssalen og i Folketingets udvalg.

Når et lovforslag fremlægges i folketingssalen, er der med andre ord ikke meget at forhandle om, hvilket selvsagt gør debatterne både irrelevante og uinteressante, medmindre de forvandles til click-værdige slagsmål om vælgernes gunst.

Udhulingen af lovgivningsprocessen og afmonteringen af Folketingets politiske magt peger på et akut demokratisk problem.

Én ting er, at mange af vores folkevalgte (fra både oppositionen og regeringen) oplever at være uden reel politisk indflydelse, fordi de ikke sidder med i politiske forlig eller ikke har mulighed for at påvirke de politiske aftaler på anden vis, men noget andet er, at Folketinget ikke længere har rum og anledninger, hvor ægte demokratisk dialog kan udspille sig.

Vi er nødt til at genopfinde den politiske samtale på Christiansborg. Ikke for politikernes skyld, ikke for skoleelevernes skyld, men for vores allesammens skyld.

Emil Husted
Lektor, CBS

Personangreb og mundhuggeri

Der er efterhånden ganske få steder og ganske få tidspunkter, hvor politikerne kan sætte sig ned og tale lovforslag igennem på et oplyst grundlag uden at skulle bekymre sig om "dødubehagelige" personangreb eller rituelt mundhuggeri.

Hvis demokrati er noget, der bedrives med "ordet" frem for med "sværdet", som den danske teolog Hal Koch engang proklamerede, så er vi nødt til at genopfinde den politiske samtale i vores nationale parlament.

Vi er nødt til at gentænke ikke bare lovgivningsprocessen, men også politikernes mulighed for at komme til orde og bidrage realpolitisk.

Demokratiet – forstået som en opbyggelig proces, hvor det bedste argument skaber forudsætninger for politisk samarbejde og dialog om fælles interesser – taber, hvis vi accepterer, at 9.C's oplevelser i folketingssalen er en fast bestanddel af livet i demokratiets højborg.

Vi er således nødt til at genopfinde den politiske samtale på Christiansborg. Ikke for politikernes skyld, ikke for skoleelevernes skyld, men for vores allesammens skyld.