Lidt for langt mellem søpapegøjerne i ny bog om dronningen

Det kommende år vil byde på to store 50 års-jubilæer: Først dronningens jubilæum som regent, dernæst Danmarks jubilæum som medlem af EF og EU.

Danskerne har altså haft et halvt århundrede til at vænne sig til begge dele. Og mens det europæiske tilhørsforhold fortsat deler vandene, så er Dronning Margrethe II ikke på nogen måde til diskussion. Danskerne har i meget stor enighed taget hende til sig, både som monark og menneske.

Derfor er det også svært at skrive en 400 sider lang portrætbog af dronningen – for med al respekt for de personlige udfordringer, hun har mødt og håndteret, så er der ikke noget stort drama at skrive op imod. Historien er – heldigvis – ingen tragedie, men nærmere det modsatte.

En familie med 1.000 års historie

Thomas Larsen har fundet et begavet greb til sin jubilæumsbog, der ligger klar i tide til både jubilæet og den store julehandel. Grebet er at interviewe en stribe af de mennesker, der på forskellige måder kender og har været tæt på majestæten.

Historien er – heldigvis – ingen tragedie, men nærmere det modsatte

I fem afsnit møder vi jubilaren gennem kunsten og troen, gennem det politiske, gennem det royale, gennem venskaberne og til sidst gennem en samtale med dronningen selv.

Det fungerer især godt i bogens første halvdel, hvor folk som teaterchef Kasper Holten, biskop Erik Norman Svendsen, geolog Minik Rosing og den færøske kunstner Tróndur Patterson formidler deres personlige oplevelser med en entusiasme, der smitter og gør bogen læsværdig.

Det er jo fundamentalt fascinerende grænsende til det uforståelige, at den danske kongefamilie kan spore sine aner tilbage til Gorm den Gamle og de vikinger, der for mere end 1.000 år siden satte runer i en sten ved Jelling.

Dronningen ville have søpapegøjer

Kongehusets forhold til både kirken og kunsten er også på spil i samtalen med kunstneren Bjørn Nørgaard, der jo står bag de gobeliner, som hænger på Christiansborg og var en gave ved dronningens 50-års fødselsdag i 1990.

Han fik senere også opgaven med at skabe et gravmæle til dronningen og prins Henrik, der dog senere besluttede, at han ville begraves et andet sted. Fortællingen om gravmælet og Nørgaards overvejelser om glas som symbol på transparens og evigheden bringer os tættere på såvel kunstneren som dronningen.

Bjørn Nørgaard fortæller til gengæld, at hverken dronningen eller prinsen virkede imponerede, da de første gang så deres eget portræt på Nørgaards gobeliner.

”Ja, hundene ligner da meget godt,” udbrød dronningen, mens prins Henrik kort efter betragtede det og sagde: ”Professor Nørgaard, man kan jo ikke sige, at De prøver at gøre os flatterende”. Og så tog han på jagt.

Nørgaard beretter også, at dronningen fik foretaget en lille ændring i kunstværket. I den gobelin, der symboliserer fremtiden, havde Nørgaard skabt en slags Noahs Ark med en masse dyrepar som en henvisning til debatten om miljø og klimaforandringer. Der var blandt andet to pingviner. Dronningen spurgte høfligt, om ikke pingvinerne kunne skiftes ud med søpapegøjer, sådan at Færøerne kom med, og sådan blev det.

Kunsten at forklare dronningen

Senere i bogen bliver der længere mellem søpapegøjerne. Samtalerne begynder at balancere på kanten af velmenende høfligheder uden den store offentlige interesse. Det gælder især i de tre interviews med kongelige fra Holland, Norge og Sverige samt i samtalerne med dronningens private veninder gennem mange år.

Her skal man nære en meget dyb interesse for kongehuset for at holde interessen vakt gennem alle superlativerne og forsikringerne om, at også Frederik, Mary og alle de andre vil tjene nationen og gøre os alle stolte.

Det er også her, Thomas Larsens svaghed som skribent kommer til at skinne igennem – nemlig hans hang til at sætte sine hovedpersoner op på en piedestal. Selv den mindste svaghed skal fremstilles som en styrke, og samtidig begynder Larsen at skrive som om, hovedpersonen talte ud gennem hans fingre. Forfatterens trang til hele tiden at forklare og forsvare hovedpersonen ender med ikke at gøre dronningen nogen tjenester. Hun forklarer så udmærket sig selv.

Det ændrer ikke ved, at man bliver klogere af at læse bogen, som også er hjulpet af en meget flot billedside trykt i høj kvalitet.

Stærkest står fotograf Jan Grarups forsideportræt taget med et såkaldt wetplate-kamera. Portrættet er smukt og fascinerende i sine skyggefulde gråtoner – det har lige præcis masser af den kant, som den til tider lovlig glatte tekst savner (se billedet herunder).