Lisbeth Knudsen om 2019: Kompasnålen skal stå på tillid – i politik og erhvervsliv

KOMMENTAR: 2018 har kostet erhvervslivet og det politiske liv dyrt i tilliden fra borgerne. Det kommende år byder blandt andet på valg i Danmark – og som det ser ud nu, er spillet helt åbent, skriver Lisbeth Knudsen.

Lige om lidt skifter vi årstal efter et 2018, der på alt for mange områder ramte bunden.

I erhvervslivet – både det hjemlige og det globale – kom hvidvaskskandaler i finanssektoren og hos store revisorer og advokatfirmaer, kæmpebonusser til fratrådte topledere, et skidt eksempel på behandling af billig, importeret arbejdskraft i transportsektoren og skødesløs eller kynisk, kommerciel omgang med data hos de store techgiganter til at præge billedet.

Den offentlige sektor kan også være med i form af udbytteskatteskandalen, det fortsatte it-sammenbrud hos Skat og danskernes gæld til det offentlige, som vokser og vokser i milliardklassen hver måned, bedragerisagen fra Socialstyrelsen med satspuljemidlerne og danmarkshistoriens største bestikkelsessag, hvor syv tidligere chefer hos it-leverandøren Atea og Region Sjælland blev idømt fængselsstraffe, og Atea fik en millionbøde på 10 millioner kroner.

Også i politik ramte vi bunden i 2018. Med en amerikansk præsident, der set fra et europæisk perspektiv omgås sin Twitter-konto med alt for stor lemfældighed, mens han skælder ud på USA's venner i Nato, ser stort på årtiers møjsommelige opbygning af en international verdensorden, der bygger på handelsaftaler, klimaaftaler, nedrustningsaftaler og andre multilaterale aftaler, og trækker amerikanske tropper hjem fra Syrien uden at rådføre sig med sine alliancepartnere. En beslutning, der kan få dramatiske konsekvenser for hele mellemøstregionen og sende nye flygtningestrømme mod Europa i 2019.

Med et Storbritannien i kaos og usikkerhed om fremtiden få måneder før et planlagt farvel til EU. Med et EU under indre pres fra lande som Ungarn og Polen, som ikke respekterer de liberale demokratiske frihedsværdier, som EU bygger på. Med et Tyskland på vej til et lederskifte efter mange år med Merkel ved roret, et Italien i budgetkrig med EU, og et Frankrig udfordret af indre splittelse om nødvendige reformer. Og med et EU også på vej til et lederskifte i toppen af Det Europæiske Råd og Europa-Kommissionen og et europaparlamentsvalg i maj.

På den danske politiske scene står 2019 på valgår. Både i rød og blå blok viste 2018 alt andet end sammenhold og opbakning til en fælles statsministerkandidat. I blå blok vil Dansk Folkeparti måske langt om længe byde ind på at tage regeringsansvar, men så skal Liberal Alliance ud af vagten, må man forstå, og partiet Nye Borgerlige stiller så ufravigelige krav for at støtte en borgerlig statsminister, at det kan forpurre Lars Løkke Rasmussens chancer for overhovedet at fortsætte.

I rød blok har Mette Frederiksen og Socialdemokratiet hugget den mangeårige tætte forbindelse til Radikale over og bebuder en enegang efter statsministerposten, men en rød regering kommer til at leve livet farligt på skiftende flertal i Folketinget og besværlige løsgående partnere både hos Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale.

For både erhvervslivet og det politiske liv kommer 2019 til at handle om at vinde tillid. Finanssektoren og rådgiverne i store revisions- og advokatfirmaer har et langvarigt genopbygningsarbejde foran sig efter hvidvaskskandale, udbytteskatteskandale og rådgivning om skattely-ordninger for de kendte og de rige. En grådighedskultur, som får almindelige mennesker til at føle afmagt og vrede, også fordi det politiske system ikke har været i stand til at opdage det og gøre noget ved det.

Techgiganter som Facebook, Twitter og Google mistede i den grad i 2018 tillid og troværdighed hos brugerne, som efter begejstringen over alle de gratis serviceydelser firmaerne tilbyder, nu er vågnet op til en ny bevidsthed om selskabernes kommercielle anvendelse af data, manglende kontrol med spredningen af falske nyheder, brugen af uigennemsigtige algoritmer og den intense overvågning af vores adfærd på nettet til reklameformål.

Med Danske Bank som tydeligt eksempel er der en samfundskontrakt, der er blevet brudt med hvidvaskskandalen i den estiske filial, og der er mere regulering af bankerne på vej, og en større etisk og moralsk oprydningsproces forestår under en ny ledelse i banken.

De største danske virksomheder har siden 2016 været omfattet af en pligt til at lave en årlig CSR-rapportering – også kaldet corporate social responsibility-rapportering. Her skal de redegøre for deres arbejde med samfundsansvaret i forhold til emner som miljø, klima, sociale forhold, menneskerettigheder, antikorruption og bestikkelse.

Fra 1. januar udvides den ordning til at omfatte alle virksomheder med mellem 250 og 500 ansatte og med omsætning og balance på et trecifret millionbeløb. Herudover arbejder en del virksomheder med FN's verdensmål og mulighederne for at gøre bidrag til dem til et konkurrenceparameter på verdensmarkederne.

Flere og flere topledere i erhvervslivet taler om samfundskontrakten og det ansvar for at opføre sig ordentligt, som følger med at være en del af et velfungerende samfund, der stiller gratis uddannelse, veluddannet arbejdskraft, både børnehaver og skoler, infrastruktur og et socialt sikkerhedsnet til rådighed. Men mange virksomheder har også fundet ud af, at den unge generation af medarbejdere, der er på vej ud i virksomhederne, stiller nogle krav til, at virksomhederne har et formål ud over at tjene penge, og at de opfører sig ordentligt som en del af samfundet.

Den moralske huskekage fra 2018 gælder også de internationale techgiganter, som kunne bade i de allerskarpeste og bedste unge talenter til spændende og innovative jobs i superkreative arbejdsmiljøer, og en sympatisk dagsorden, der hed at bringe hele verden sammen og skabe de bedste muligheder for kommunikation mellem mennesker og på tværs af grænser. Også her er selvfølelsen og arbejdsklimaet ramt af nedturen og eftertanken oven på dataskandaler, fake news, ny lovgivning og regulering i flere lande, stærkt afslørende høringer i Kongressen i USA og Europa-Parlamentet og truslen om milliardbøder fra Europa-Kommissionen for overtrædelse af konkurrencereglerne.

Tilliden til politikerne og demokratiets evne til at håndtere og handle på store udfordringer fik for alvor et skub nedad med finanskrisen i 2008. Og siden er det faldet yderligere år for år. Erhvervsskandalerne, klimaudfordringen, utrygheden ved indvandringen, en voksende fornemmelse af social ulighed, bekymring for teknologiudviklingen, og om jobbet også er der i fremtiden, samt generelt manglende fremtidshåb er en farlig politisk cocktail for vores liberale demokratier i 2019, og lunten er antændt til den populisme og polarisering også i vores europæiske del af verden, som vi har set i USA.

Den danske valgkamp kommer også til at handle om tillid.

Hvem, tror vi som vælgere, har de bedste forudsætninger for at holde styr på indvandringen, få gjort noget ved manglerne i vores sundhedsvæsen, give et troværdigt bud på den grønne omstilling og få velfærdssamfundet til at hænge sammen med stadig flere ældre og et uddannelsessystem, som trænger til en gennemgribende revision? Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen?

Og hvem af dem kan troværdigt samle et flertal for en forsvarlig økonomisk politik? Har de og de øvrige partier troværdige, visionære og kloge svar på de udfordringer, som rammer vælgernes dagligdag?

Vi tænder ikke på partiprogrammer og store ideologier længere. Vi tænder på mennesker og deres empati, forståelse og indlevelsesevne, deres værdier og deres troværdighed.

Spillet er helt åbent, og valget bliver vanvittigt spændende og sikkert afgjort på marginaler. Allerede nu er det politiske spil sorteper for længst begyndt, så man under valgkampen kan udråbe skurkene hos de andre og fremhæve egne heltegerninger. Det er bare så trivielt.

Opspillet til valgkampen har alle ingredienserne til, at det bliver en beskidt og tæt affære. Og man må bare håbe, at statsministeren ikke trækker det alt for længe med at udskrive valget her efter nytår, for indtil det har fundet sted, bliver der ikke lavet meget fornuftigt i Folketinget.

Man kan gætte meget om 2019 på forhånd, men en ting er helt sikker: Det bliver både herhjemme og internationalt et vanvittigt spændende år.

Godt nytår!

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Johanne Dalgaard: Et varsel om undergang for venstrefløjen i Europa Johanne Dalgaard: Et varsel om undergang for venstrefløjen i Europa Næste artikel Skov-Jakobsen: Lad os få modet fra 1989 tilbage Skov-Jakobsen: Lad os få modet fra 1989 tilbage