Lisbeth Knudsen: To våben bekæmper forureningen af vores nyhedsstrøm

KOMMENTAR: Kampen mod forureningen af vores informationsmiljø med misinformation og disinformation må føres med to slags våben. Det ene våben har vi talt rigtig meget om; det andet våben taler vi alt for lidt om, skriver Lisbeth Knudsen.

Det ene våben, der kan bekæmpe forureningen af vores informationsmiljø, er at bekæmpe kilderne til forureningen ved at afdække, udstille og få korrigeret misinformationen og bekæmpe dem, der bevidst vil vildlede, manipulere og undergrave vores demokratiske værdier ved at plante løgn og falske historier, manipulerede videoer eller billeder i det offentlige rum på de digitale platforme.

Brugen af det våben har vi talt rigtigt meget om siden det amerikanske præsidentvalg i 2016 og techgiganternes efterfølgende tab af uskyld i forhold til beskyttelse af persondata og kontrol med indhold på deres platforme.

På en konference afholdt af Europa-Parlamentets kontor i København forleden om netop det problem med forureningen af informationsmiljøet op til det kommende EP-valg i maj 2019, sammenlignede professor Vincent F. Hendricks, Københavns Universitet, kampen om det forurenede informationsmiljø med kampen mod klimaforandringerne og grænseoverskridende epidemier.

Og han har ret i at give tilstanden i informationsmiljøet de proportioner, fordi den form for forurening har potentialet til at undergrave vores demokratiske institutioner, destabilisere samfundets autoriteter, polarisere vores fællesskaber og opildne til had og konflikter. Se blot på, hvad der sker i USA under midtvejsvalget lige nu.

Faktatjek-organisationer som www.TjekDet.dk, der er en del af Mandag Morgen i Danmark, kan gøre en indsats mod misinformation og disinformation, men vi kan ikke gøre det alene.

Ligesom medierne har brug for at øge tilliden hos borgerne, så har politikerne det også. Så de skulle nok tænke over, om de selv i valgkampens hede kommer til at skære et hjørne og bidrage til misinformation eller bevidst disinformation.

Og de bør ligesom andre meningsdannere i Danmark tænke over at gå op imod disinformations-kampagner på de sociale medier, selv om det er tidskrævende og ofte utaknemmeligt, fordi tonen er beskidt og enøjet.

Vi siger ofte, at vi ikke vil have lovgivning, der begrænser ytringsfriheden i Danmark. Men så må vi selv sørge for i fællesskab at rydde op, når løgnehistorier kører uimodsagt rundt i viralspiralerne på de sociale medier og deles af flere tusinde danskere.

Oprustning af journalistikken
Men jeg nævnte to våben. Det andet taler vi mindre om. Faktisk alt for lidt.

Det er behovet for oprustningen og opstramningen af den professionelle journalistik. De professionelle – eller såkaldt etablerede medier – må tage sig sammen og opruste på kvalitet og demokratisk nytteværdi.

Opruste på ikke bare at pege kritiske fingre ad andre, men også selv medvirke til løsninger. Opruste på ikke kun at se de negative vinkler på samfundet, selv om det offentlige rum lige nu flyder over med svindelsager, hvidvask, it-skandaler og skattesnyd, men også at vise de gode eksempler på ting, der lykkes.

Relevans og troværdighed er fremtidens hårde valuta for de professionelle medier. Uafhængighed, ordentlighed, vedholdenhed og mod er de bedste midler til at genvinde tilliden hos befolkningen og respekten som nødvendige autoriteter i samfundet.

Ingen er fejlfri. Alle kan komme til at begå en fejl – også inden for journalistikken. Spørgsmålet er, om fejlene er udtryk for sjusk, dårlig og mangelfuld research, misforståelser eller bevidst skarpvinkling og udeladelse af nuancer, der burde med.

Brugerne derude køber ikke ind på, at en undskyldning for sjusket eller dårlig journalistik er kravet om høj hastighed i nyhedsformidlingen i dag. At konkurrencesituationen tilsiger hellere først end sidst med breaking news, ligegyldigt om tingene er ordentligt undersøgt.

At forretningsmodellen på grund af manglende annoncer er kommercielt afhængig af såkaldte clickbaits – det vil sige sensationelle overskrifter og halvkvædede viser – der så lokker husarerne ind i massevis til noget, der viser sig reelt at være mindre interessant eller handle om en opskruet vinkel.

Når vi kigger ind på det danske nyhedsbillede fra Mandag Morgens faktatjek-site www.Tjekdet.dk, så er det desværre ikke sådan, at vi ser, at danske medier helt rammer toppen af kvalitetslisten hver dag, selv om der laves meget fremragende journalistik.

Der er en hel del stof, som bare glider igennem. Der kan godt strammes op, og der kan helt klart vises mere åbenhed og transparens omkring de svære valg og nuancer, der altid er i nyhedsjournalistikken. Og de fejl, der begås, kan erkendes og rettes hurtigere. Den digitale journalistik, hvor forkerte fakta altid bare lige hurtigt kan rettes, når der er nogen, der klager, kan give en dovenskab i præcisionen, som trods alt var farligere, når noget stod på tryk for eftertiden og ikke lige kunne opdateres i samme ombæring.

Det internationale nyhedsbureau Reuters' chef i Danmark, Jacob Grønholt-Pedersen, sagde det meget forsigtigt og neddæmpet på den før omtalte konference om EP-valget og misinformation, at han og hans kolleger ikke så sjældent støder på eksempler på sjusk og fejl under screeningen af de danske medier for interessante nyheder, der sendes videre ud i verden.

Grænseoverskridende journalistik
Når vi taler kvalitetsjournalistik, så må man midt i appellen om opstramning nævne, at der er en positiv tendens i sigte. Lige som finanskrisen var det, så er klimaforandringerne, migrantproblemerne og techgiganternes magt over vores liv globale og verdensomspændende udfordringer for stater og regeringer.

Det er skattesvindel, kreativ skatteplanlægning, hvidvask og anden økonomisk kriminalitet også. Ligesom terror, narkohandel og menneskesmugling. Det er så store og altomfattende problemstillinger, at vi heldigvis ser flere og flere eksempler på, at medier og journalister på tværs af landegrænser og mediehuse går sammen om bearbejdningen af gigantiske mængder af data og afsløringen af skurkene, hvor end de befinder sig. Der er en voksende erkendelse i medierne af, at vi ikke løser vores opgave som samfundets vagthund, hvis vi ikke samler kræfterne og arbejder sammen på trods af forskellige udgangspunkter.

Senest nu med sagen kaldet CumEx-files om svindlen med udbytteskat for antagelig 410 milliarder kroner, som blev afsløret af et internationalt netværk af 19 medier i 12 lande med Politiken og DR som de danske partnere og den tyske organisation Correctiv som omdrejningspunkt.

WikiLeaks med den stærkt ideologiske Julian Assange i spidsen var pioneren, der disruptede journalistikken med sin fribytterorganisation uden medieansvar og med den ubetingede åbenhed som evangelium, der indsamlede og lækkede millioner af fortrolige data til hele verden. Men selv Assange fandt ud af, at han ikke fik gennemslagskraft uden et samarbejde med de professionelle medier.

Det var derfor WikiLeaks, der bragte New York Times, The Guardian og Der Spiegel sammen i 2010 om offentliggørelsen af "The Afghan War Diaries" – det første eksempel på større og grænseoverskridende lækage-journalistik.

Seneste meget omtalte lækage fra WikiLeaks var i marts 2016, hvor organisationen under den amerikanske præsidentvalgkamp offentliggjorde 30.000 e-mails og vedhæftede bilag eller 50.547 sider dokumenter sendt til og fra Hillary Clinton, mens hun var amerikansk udenrigsminister. En sag, der i den grad satte sit præg på den amerikanske valgkamp i Trumps favør.

Efter WikiLeaks' initiativ til at bringe store mediehuse sammen på tværs af grænserne begyndte de førende medier selv at indse, at et internationalt journalistisk samarbejde var nødvendigt. Den traditionelle journalistiske logik, som bygger på myten om den enlige helte-journalist, der arbejder på egen hånd og holder på sit scoop, indtil det kan åbenbares for alle i et enkelt medie, fungerer ikke længere i det nye medielandskab. Her er kulegravende journalistik ofte med enorme datamængder noget, der kræver nye kompetencer og mange ressourcer.

Efter WikiLeaks' første store afsløringer fulgte som nogle af de største eksempler på grænseoverskridende internationalt journalistisk samarbejde: Cablegate, LuxLeaks, Edward Snowdens lækager, Panama Papers og Paradise Papers. Med til listen hører også her på det seneste The Russian Laundromat-projektet, som Berlingskes afdækning af hvidvask-sagen i Danske Banks estiske filial er en del. Projektet er koordineret af OCCRP – Organized Crime and Corruption Reporting Project.

Panama Papers-sagen alene var den største lækage i datajournalistikkens historie med 11,5 millioner dokumenter, som blev lækket til den tyske avis Süddeutsche Zeitung. Afdækningen skete i et samarbejde mellem 300-400 journalister involveret fra godt 100 forskellige medier i 83 lande og koordineret af The International Consortium of Investigative Journalists. Så sent som her i juni 2018 publicerede partnerne friske historier fra en ny lækage på 1,2 millioner filer.

Adgangen til langt flere data end tidligere, store data-lækager og det økonomiske og kompetencemæssige pres på medierne har skabt et grænseoverskridende journalistisk samarbejde om afsløringen af kæmpe internationale skandaler. Et samarbejde, som heldigvis også har omfattet danske mediehuse i forskellige konstellationer.

Og et samarbejde, som næppe var blevet til noget, hvis ikke den type af højprofilerede, kulegravende projekter, som måske tager mange måneders eller års forarbejde, ved en fælles publicering i mange lande har en kæmpestor branding-effekt og gennemslagskraft for de deltagende medier.

Mere og mere af den stærke kvalitetsjournalistik kommer til at handle om grænseoverskridende emner på erhvervsområdet, skatteområdet, klimaområdet, energiforsyningen, datasikkerhed, cyberkrig, kriminalitet, flygtninge- og migrantproblemer. Det er også områder, hvor det enkelte mediehus har svært ved at have den meget specifikke kompetence, der skal til, for at afdække alle relevante problemstillinger og følge alle spor.

Det er interessant at se, at det nye såkaldte cross border-journalistik ikke kun er et europæisk eller amerikansk fænomen, men også et fænomen mellem afrikanske, sydamerikanske og asiatiske medier, der hjælper hinanden med at afdække ting, som det måske kan være risikabelt for det enkelte medie selv at løfte.

Konklusion: Der er brug for en opstramning af den daglige journalistik, som måske udgør 90-95 procent af indholdet. Og så tilskynde til ikke bare mere internationalt samarbejde, men også samarbejde mellem danske medier om dækningen af store og ressourcekrævende opgaver. Der er intet, der tyder på, at det skulle skade det enkelte medies prestige eller branding at samarbejde med andre i stedet for selv at løbe alting i mål.

Interessante links til internationale journalistiske samarbejdsprojekter:

Laundromat

Migrant Files

Panama Papers

Paradise Papers

Snowden Files

Wikileaks Iraq Files

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget.

Forrige artikel Professor: Københavnerne har landets dårligste sundhedsvæsen Professor: Københavnerne har landets dårligste sundhedsvæsen Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: MeToo må ikke blive kønskampens Killing Fields Jens Chr. Grøndahl: MeToo må ikke blive kønskampens Killing Fields
  • Anmeld

    Christian V

    Fra væsentlighed til spam

    og fra oplyst enevælde til oplyst enfoldighed.

    Fra skoler til journalistik har konkurrencen om den begrænsede menneskelige båndbredde for længst overskredet, hvor byte vores forstørrede primathjerner kan tage ind og bearbejde. Det ses alle steder hver dag (for dem der stadig kan "se");
    Børn og voksne med hovederne i mobilerne, sko og selvoptagede mennesker foran døre, så andre ikke kan komme ind eller ud, indkøbsvogne m.m. parkeres i supermarkedernes snævre gange, så ingen kan komme forbi, folk der taler i munden på hinanden uden at lytte - og tusindvis af lignende eksempler. Derfor benytter virksomheder, politikere, debattører og medier sig altid af at appellere til følelserne, for som Piet Hein skrev:'

    At appellere til fornuften
    er verdens største slag i luften.

  • Anmeld

    Christian V

    Principperne på den liberale altertavle

    er hverken guddommelige eller evigt gyldige.

    Vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i vores voksende viden om den menneskelige hjerne og videnskab, når vi skal designe samfund, medier og andre rum for mennesker - og ikke på basis af ideologiske holdninger og principper, der altid vil være forældet, fordi de blot er forhistoriske modellerede forestillinger.

    Det skal starte i uddannelsessektoren ellers uddannes de samme Tordenskjolds soldater og det absurde amatørteater fortsætter:

    https://www.information.dk/debat/leder/2018/10/nedbryder-universiteternes-autoritet-naar-moral-vigtigere-videnskabelig-metode?lst_dbt

    Ellers får vi endnu engang Venstres ideologiske opgør (som i SKAT) via ideologiske salami-tilskæringer, indtil det gamle ”ekspertvælde” også er blevet "liberaliseret".

  • Anmeld

    Steen Ole Rasmussen · Cand. phil.

    Lisbeth Knudsens budskab

    skæmmes af den position, som hun indtager i mediebilledet.

    Et eks.; Siden Fogh kom til i starten af 00´erne, har man i de medier, som hun har arbejdet for, arbejdet og argumenteret for de reformer, som har ført til ødelæggelsen af det danske skattevæsen.

    Under dække af forsøg på at spare og effektivisere skatteligningen har man med fuldt overlæg stresset skat, sparet og omstruktureret skatteligningen i en uendelighed, så skat.dk er endt der, hvor vi er i dag.

    Lisbeth Knudsen påstår, at hun har læst i en rapport, at det var overmod og tyrkertro i administrative lag bag tiltagene, der førte til miseren!

    Det er hendes eget spæde forsøg på at bortforklare, hvad vi med et halvt øje kan se, var selve meningen med alle spare- og effektiviseringsøvelserne.

    Skatteligningen skulle ødelægges, fordi det var den hurtigste vej til minimalstaten, den tilstand, hvor hendes såkaldte vindere på det fri marked kunne diktere udviklingen.

    Den manglende kontrol med finanssektoren, skabelsen af bobleøkonomiens tomme markedsværdier med markedsendogene penge, https://www.google.dk/search?source=hp&ei=OG_cW4eHNMGQsgGszYuADQ&q=endogene+penge&oq=endogene+penge&gs_l=psy-ab.3..33i22i29i30k1.1480.3417.0.4226.15.14.0.0.0.0.285.1936.0j8j3.11.0....0...1c.1.64.psy-ab..4.11.1932.0..0j35i39k1j0i131k1j0i67k1j0i10k1j0i22i30k1j0i22i10i30k1.0.vSdUCqz5w_o
    udsalget af offentlige aktiver, stiltiende accept af Luxembougfinten (faktuel skattefritagelse af investorer og internationale selskabers kapitalindkomst), osv. handler om det, som Lisbeth Knudsen arbejder for.

    Hun er budskabet.

    Hun har ikke flere budskaber, for hun står i vejen for alt, hvad hun siger.

    Sådan er det, når man ikke længere kan sige noget, uden selv at fylde for meget i opmærksomhedsfeltet.







  • Anmeld

    T R · Debattør

    Super interessant indlæg...

    Det sjove er at jeg for ikke så mange dage netop så et foredrag af Vincent Hendricks om fænomenet Fake News som man kan se her:

    https://www.youtube.com/watch?v=TjfKxZ5oQ3g

    Meget tankevækkende og interessant om den tid vi lever i lige netop nu som om noget handler om information og opmærksomhed Hendricks påpeger i hans forskning der i den grad er styrende for både økonomien og politikken idag og vil være det i fremtiden.

    Det er spørgsmålet om Truth News som fænomen kommer ind som det voksne pædagogiske modpol til Fake News om ikke så mange år - det tror jeg kun er et spørgsmål om tid.

  • Anmeld

    Ib Christensen · fhv. MEP & MF

    UKRITISK EU-JOURNALISTIK

    "Der er en hel del stof, der bare glider igennem." Det tør siges. Den danske EU-journalistik er - i modsætning til f.eks. den britiske - totalt og aldeles ukritisk. Det er rent mikrofonholderi, benovet og slesk.

  • Anmeld

    Kim Nielsen

    T. P

    Den 29/ 3 nærmere sig huertigt det er fame uhyggeligt du ikke ?

  • Anmeld

    Kim Nielsen

    Udemokratiske tendenser

    Der er Pro EU tilhænger som fremsætter uholdbar og villedende udtalelser det skete op til afstemningen om afskaffelse af retsforbeholdet og erstatte det med en tilvalgsordningen
    Det skete bårde før og især efter folkeafstemningen i Storbritannien og DDR enmarkant skævdeling af Pro tilhængere i medierne og i DR, der ellers er underlagt et krav om alsidighed og saglighed.
    I øjeblikket er der et lovforslag om at borgeren kan risikere at blive straffet for påvirkningsvirksomhed, hvis vedkomme skriver negativ historie om NATO eller EU, og det tilfældig flugter med udenlansk efterretningstjeneste bias.
    Det kan være firløberen for kriminalisering af f.eks. kritisere en borgerlig regering eller om ud i fremtiden kalder Adolf Hitler for et fjols eller krigsforbrydere.
    Jeg kan godt se at det er et effektiv middel at skræmme borgere fra at sige noget der f.eks. ikke er fordelagtigt for EU
    Hvor dommereforening og en række af dem, der er blevet hørt om lovforslaget har kritiserede det for ikke at være tydelig og være meget bredt i sin gerningsbeskrivelse, så er journalisten standen så godt som fraværende
    Man skulle tro at forudsætning for en kritisk journalistik var et værn om ytringsfriheden og ikke et forsøg på at lukke munden på dem, der ikke er varm tilhængere af EU.
    Den opfattelse Ib Christisten giver af journalister er nok meget dækkende hos et flertal i befolkningen,
    Derfor virker det besynderligt hvor tavse journalister er mht. et straffelovforslag der kun kan opfattes som om at lægge låg for kritik af bl.a. EU, eller som EU parlementet ville forbyde nazisme i alle medlemslandene.
    Jeg er ikke tilhængere af nazisme, men når man først kan forbyde et parti, så er det ikke svært at forbyde andre, ligesom man kan føje andre ting på listen, om holdningsmæssige udsagn, der kan risikere at medføre en straf
    Man skulle tro på, at en veluddannede journalistisk stand kunne spotte fake news - problemet et bare at selv detektor kan være med til at sprede fake nevøs