Lizette Risgaard
Morten Skov Christiansen
Peter FroulundLizette Risgaard mister stribevis af topposter efter FH-exit

Talerøret for 1,3 millioner danske lønmodtagere, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), skifter ud på en række nøglepositioner i toppen af samfundet.
Lizette Risgaard har som formand for FH siddet i bestyrelsen for blandt andet pensionskæmpen ATP, Arbejdernes Landsbank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Men hun står nu til at miste flere af sine mindst 18 eksterne tillidshverv. Det bekræfter FH overfor Altinget.
Det sker, efter at Lizette Risgaard for halvanden uge siden trak sig oven på afsløringer i Berlingske og Ekstra Bladet af upassende adfærd overfor unge mænd.
”Set i lyset af Lizette Risgaards tilbagetræden som FH-formand er det videre forløb for tilhørende bestyrelsesposter sat i værk. Umiddelbart overtager Morten Skov Christiansen, fungerende formand for FH, flere af posterne, men det er endnu ikke endeligt afklaret i forhold til alle bestyrelser,” lyder det i et skriftligt svar fra FH.
Lizette Risgaard er i skrivende stund også bestyrelsesformand i LD Fonde, der har ansvaret for en formue på 50 milliarder kroner i form af Lønmodtagernes Dyrtidsmidler og Lønmodtagernes Feriemidler.
Sidder på FH’s mandat
I tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd oplyser formand Michael Rosholm, til daglig økonomiprofessor på Aarhus Universitet, at bestyrelsen skal tage stilling, når den mødes igen i næste måned.
”Det er som udgangspunkt FH’s forperson, som sidder i bestyrelsen,” skriver han i en sms.
Morten Skov Christiansen, der normalt er næstformand i FH, er udpeget som fungerende formand, indtil FH senere i år skal vælge en ny formand ved en ekstraordinær kongres.
Hos Arbejdernes Landsbank lyder det fra branding- og kommunikationsdirektør Peter Froulund, at ”Lizette Risgaard sidder i vores bestyrelse på FH’s mandat”.
Også hos ATP henviser presseafdelingen til FH. FH svarer imidlertid ikke specifikt på, hvilke af de mange eksterne poster, Lizette Risgaard står til at miste.
Også med i lønstrukturkomité
Indtil videre sidder Lizette Risgaard også i Nationalbankens repræsentantskab, i bestyrelsen for fagbevægelsens medieselskab A-Pressen og i Ulandssekretariatets bestyrelse.
Dertil kommer flere tillidshverv i både nordisk, europæisk og international fagbevægelse. Her arbejder FH sammen med søsterorganisationer i andre lande.
Altinget har spurgt Lizette Risgaard, hvilke poster hun har i sinde at forlade, og hvilke poster hun eventuelt vil søge at holde fast i. Hun er ikke vendt tilbage.
Lizette Risgaard er også medlem af Lønstrukturkomitéen, der inden sommerferien skal offentliggøre en længe ventet rapport om lønnen for offentligt ansatte. Også her sidder Risgaard, ifølge en oversigt fra komitéen, som formand for FH.
- A-Pressen A/S, bestyrelsen
- Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og Lønmodtagernes Garantifond (LG)
- Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD)
- Det økonomiske råd
- Overenskomstnævnet af 1939
- AE, bestyrelse og repræsentantskab
- Højstrupfonden
- Arbejdsretten – ordinær dommer
- EFS Eksekutivkomité
- NFS’ bestyrelse
- IFS vicepræsident
- IFS’ General Council
- Ulandssekretariatets bestyrelse
- DUI Leg og Virke – Børn hjælper børn Fonden
- Fonden LO-skolen (bestyrelse, repræsentantskab)
- Højstrupgård A/S
- Arbejdernes Landsbank (bestyrelse, repræsentantskab)
- Nationalbankens Repræsentantskab
Omtalte personer

Lizette Risgaard
Bestyrelsesmedlem, Faglig medarbejder, 3F Mølleåen, fhv. formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)

Morten Skov Christiansen
Formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation

Peter Froulund
Afgående direktør, Danmarks Ishockey Union (01/04/2026), presse- og kommunikationsdirektør, Merkur Andelskasse
- SF nægter at kaste lys over millionaftale om stemmehandel med S og Alternativet
- Støjbergs nye ordfører langer ud efter landbruget: "Selv om dyr skal på tallerkenen, skal de have et godt liv"
- Redaktør: V og K har med et læk understreget den største knast i forhandlingerne
- Ti kommuner huser over halvdelen af de unge mænd fra muslimske lande
- Helle Ib: Lars Løkkes ord udstiller, hvad der er i vente. Det kommer til at gøre ondt på S og venstrefløjen


































