Loft: Hvad vinder Skat ved en ny omstrukturering?

Af Peter Loft
Rådgiver og tidligere departementschef i Skatteministeriet

Det politiske pendul svinger i øjeblikket fra sammenlægninger og dannelse af store, tværgående styrelser til opdelinger i flere mindre og specialiserede styrelser.

Ord i det politiske vokabularium som stordriftsfordele, synergieffekter og helhedsorganisation skal erstattes – det bliver spændende at se med hvad.

Motivation for opsplitning er uklar
Udflytningen af de statslige styrelser har i et vist omfang nødvendiggjort en fysisk opsplitning af eksisterende styrelser; men langt mere vidtgående var sidste års opdeling af den ellers nyligt udvidede Sundhedsstyrelse i fire mindre styrelser, og nu følger så Skat efter med en opdeling i fem, muligvis flere nye styrelser.

Samme tendens til desintegration ses, når departementerne gradvist distancerer sig fra styrelsernes driftsopgaver. Man taler nu ligefrem – vistnok i strid med ministeransvarsloven – om armslængde mellem styrelse og departement.

Mens den hidtidige tendens til at samle flere styrelser under ét som regel havde en økonomisk begrundelse, er det mere uklart, hvad der er begrundelsen for nu at opdele dem i flere mindre enheder.

Man taler nu ligefrem – vistnok i strid med ministeransvarsloven – om armslængde mellem styrelse og departement.

Peter Loft
Tidligere departementschef i Skatteministeriet

En klarere arbejdsfordeling?
Både i 1990, da man fusionerede det statslige skattevæsen med toldvæsenet, og i 2005, da Told og Skat blev sammenlagt med de kommunale skatteadministrationer, var den væsentligste begrundelse ønsket om besparelser og effektiviseringer.

I den nyligt udsendte redningsplan for Skat angives som begrundelse for opsplitningen, at ”det er nødvendigt at skabe nye organisatoriske rammer, der både kan sikre en styrket, fokuseret driftsledelse og mindske kompleksiteten, således at der bliver mere fokus på kerneopgaven”.

Senere siges det, at skabelsen af mindre og specialiserede styrelser vil ”styrke fagligheden (…), give større ledelsesmæssigt fokus, forbedre mulighederne for effektiv styring og samtidig give en mere klar arbejdsfordeling i forhold til de enkelte områder”.

Derfor etableres der foreløbig tre nye specialiserede styrelser samt en udviklingsstyrelse, som har til opgave at drive opbygningen af det nye skattevæsen og løse koncernfælles opgaver.

Hvor man altså hidtil havde et overordnet departement, en told- og skattedirektør og et antal fagdirektører med ansvar for hver sit fagområde, etableres der nu en konstruktion med en styrelse, der har det overordnede ansvar for at drive og udvikle den samlede organisation, og et antal specialiserede styrelser til at udføre den konkrete driftsopgave.

Vil omstruktureringen skabe ro?
Det er ikke indlysende, at en skarp adskillelse mellem et departement, der fastlægger de lovgivningsmæssige rammer; en overordnet styrelse, der fastlægger de generelle retningslinjer for administrationen, og et antal styrelser, der varetager den konkrete drift, tilvejebringer et klarere ansvar, en mere effektiv styring og en enklere arbejdsfordeling.

Opgaverne er nu spredt mellem seks forskellige enheder på tre niveauer med hver deres selvstændige ledelse, men med stor indbyrdes afhængighed.

Hertil kommer, at Skats geografiafhængige opgaver – for eksempel skatte-, afgifts og toldkontrol samt i et vist omfang inddrivelse – stadig skal løses fra regionale centre, der altså skal betjene flere uafhængige styrelser, lige som virksomhederne formentlig vil blive udsat for ikke koordinerede kontrolindsatser fra de enkelte styrelser.

Tilsyneladende har omstruktureringen på Sundhedsministeriets område skabt ro.

Det bliver spændende at se, om det samme er tilfældet, når endnu en stor omstrukturering på Skatteministeriets område om et par år er på plads.