Om  
Elisa Hansen

Lokalformand forlader DF efter asylstrid

Topstyring og manglende opbakning fra partiets hovedkvarter på Christiansborg samt dårligt partisamarbejde i byrådet får nu Dansk Folkepartis lokalformand på Langeland til at melde sig ud af partiet.

Line Jenvall

Elisa Hansen, medlem af Langeland Kommunalbestyrelse og indtil torsdag lokalformand for Dansk Folkeparti på Langeland, har fået nok af topstyring og uløste interne uenigheder. 

Derfor har hun meldt sig helt ud af partiet, skriver Fyens Stiftstidende.

Ifølge avisen kan Elisa Hansen fortælle, at det er kommunens asylpolitik og især driften af asylcentrene på Langeland og nabokommunerne, der har fået partisamarbejdet til at gå i hårdknude.

"Vi har 700 asylansøgere på Langeland, og det er vi nødt til, hvis pengene skal slå til. For mig er det et spørgsmål om at bevare Langeland som en selvstændig kommune. Partiet mener, at det er forkert, at vi driver asylcentre både lokalt og i andre kommuner, men der går jeg måske mere ind og ser på kommunens husholdningsbudget," forklarer Elisa Hansen til Fyens Stiftstidende.

Udmeldingen sker, efter at partiets bindeled til Christiansborg, organisationskonsulent Steen Thomsen torsdag morgen ville have hende til inden jul at svare ja eller nej til, om hun ville genopstille til kommunalvalget i 2017.

"Når jeg på den måde får at vide, at jeg skal trække mig ved næste kommunalvalg, så er det det. Så hverken kan eller vil jeg mere," siger Elisa Hansen til avisen.

Elisa Hansen har været medlem af Dansk Folkeparti siden 2001. Inden da var hun aktiv under Venstres fane. Nu fortsætter hun som løsgænger og formand for sundhedsudvalget i kommunalbestyrelsen, men hun har bedt borgmester Bjarne Nielsen (V) om at flytte plads væk fra partifællen Kim Welcher.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Elisa Hansen

Fhv. byrådsmedlem (V), Langeland Kommune, fhv. lokalformand, Dansk Folkeparti Langeland
social- og sundhedsassistent

0:000:00