Luften er gået ud af EU’s toppost-ræs, inden det er begyndt

ANALYSE: Forsøget på at få engageret de europæiske borgere i EU-valget ved at stille dem i udsigt, at deres stemme kommer til at afgøre, hvem der skal styre EU-Kommissionen de næste fem år, ser ud til at have spillet fallit fra starten.

BRUXELLES: ”De vil alle være den næste formand for EU-Kommissionen.”

Værterne ved den første stort opslåede såkaldte spitzenkandidatdebat i den hollandske by Maastricht mandag aften havde travlt med at forsøge at bevare illusionen om, at det, publikum var i gang med at overvære, var et reelt slag om den tungeste post i EU-maskineriet.

Og det kan da godt være, at de fem kandidater, der repræsenterede et udsnit af de europæiske politiske partier fra højre til venstre, godt kunne lokkes til at tage fem år i EU-hovedkvarteret i den stjerneformede Berlaymont-bygning i Bruxelles, hvis det blev dem tilbudt.

Men til forskel fra de politiske topdebatter, vi kender fra nationale valgkampe, hvor man ved, at én af kandidaterne kommer til at løbe med sejren på valgaftenen, er der nok større garanti for, at det ikke bliver én af dem, vi så på scenen mandag aften, som kommer til at indtage det fine embede.

Favoritten manglede
Det er der en række grunde til.

Én af dem er, at den, der p.t. står sig bedst i kampen, slet ikke dukkede op. Præmissen i hele spitzenkandidatprocessen er, at den europæiske partifamilie, der klarer sig bedst ved europaparlamentsvalget, også bliver det parti, der har serveretten til at få sin kandidat udpeget.

Det er de europæiske kristendemokrater, EPP, som Konservative fra dansk side er medlem af, der står til at blive den markant største gruppe i EU-Parlamentet efter valget i slutningen af maj. Men deres kandidat, tyske Manfred Weber, havde meldt afbud.

En anden grund er, at blandt de fem, der optrådte på scenen, er kun to af dem deres partis eneste kandidat. Både den europæiske venstrefløj og De Grønne stiller med to kandidater hver til et job, som kun kan bestrides af én person, hvilket ikke gør billedet klarere.

De europæiske liberale, ALDE, stiller med hele syv – herunder Danmarks konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Og blandt de to, der var til stede mandag, som reelt er deres partis eneste kandidater, er det kun socialdemokratiske Frans Timmermans, der helhjertet har kastet sig ind i processen. Den anden, de EU-skeptiske konservatives kandidat, Jan Zahradil, har gjort klart, at han kun stiller op for at få en platform for sine og sit ACRE-partis synspunkter, mens han mener, at det er en sag for EU's stats- og regeringschefer at udpege kommissionsformanden.

EU-ledere siger nej
Og så er vi ved grund nummer tre. Nemlig at selv samme stats- og regeringschefer ved et topmøde i februar sidste år slog fast, at der ”ingen automatik er” mellem spitzenkandidatprocessen og den, der bliver den næste formand for Kommissionen.

Hele processen er noget, som blev opfundet forud for sidste EU-valg i 2014, hvor stærke kræfter i og omkring Europa-Parlamentet besluttede, at det var en alle tiders chance for at gøre EU-valget mere vedkommende for borgerne at koble de to ting.

Dengang lykkedes det dem at tage EU-cheferne på sengen, selv om det ifølge traktaterne er en opgave, der tilfalder dem. Og lige pludselig var spitzenkandidatprocessen et tog, som ikke sådan lige var til at stoppe.

Den fejl er der mange EU-ledere, som ikke har lyst til at begå igen. Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), er én af systemets hårdeste kritikere. Det samme er den franske præsident, Emmanuel Macron. Omvendt er det svært at finde store fortalere for processen i kredsen af EU-chefer, ud over enkelte svaler som irske Leo Varadkar og kroatiske Andrej Plenkovíc.

Netop Macrons modstand er også grunden til, at de europæiske liberale har forsøgt at kuppe foretagendet ved at stille med syv kandidater. For fem år siden var den liberale leder, Guy Verhofstadt, ellers glødende fortaler for projektet og deltog helhjertet i processen som partiets spidskandidat. Men eftersom hans ALDE-parti bejler til Macron for at lokke ham og hans La République en Marche-tropper ind i den liberale fold, og Macron har forsvoret, at han vil give sit politiske hjerte til nogen, der støtter spitzenkandidatprocessen, så er Verhofstadt vendt på en tallerken. Derfor er han nu en del af et såkaldt Team Europe i stedet, der kan møde op uden rigtigt at være med.

Nye kræfter i Parlamentet
ALDE’s væven giver også andre problemer for processen. En spitzenkandidat skal have et flertal i Parlamentet bag sig for at have nogen som helst chance for at blive taget alvorligt af EU-lederne. Det kan blive svært i det, der ifølge alle prognoser står til at blive et mere splittet EU-Parlament, hvor vælgerne trækker sig bort fra den politiske midte, som bakker op om processen, og ud mod fløjene, som absolut ikke er en del af den pagt.

Dertil kommer, at favoritten Manfred Weber slet ikke har den tyngde, som den siddende EU-kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, kom til embedet med. Juncker var lige gået af efter 18 år som regeringschef i Luxembourg, og han havde stået i spidsen for eurogruppen af lande i den fælles mønt under en opslidende krisetid. EU-lederne kendte ham som en af deres egne, hvorimod Manfred Weber aldrig har haft så meget som en ministerpost.

Til trods for, at han efterhånden i en årrække har stået i spidsen for kristendemokraterne i Europa-Parlamentet, er han totalt ukendt uden for Bruxelles-boblen. Ikke engang i sit hjemland har han gjort sig bemærket, afslørede en måling udført af det tyske nyhedsbureau DPA i sidste uge. Kun 26 procent af tyskerne har hørt om ham. Så kan man kun gætte sig til, hvordan det står til i resten af Europa.

Her kommer vi til det nok største problem for spitzenkandidatprocessen. At den hidtil er gået fuldstændig hen over hovederne på de EU-borgere, det var meningen, den skulle engagere. Det overvældende flertal af dem, der gik til urnerne i 2014, anede ikke, at deres stemme talte med i et større toppostspil i Bruxelles.

Medmindre der sker mirakler, og de to resterende store debatter, der er i pipelinen inden valget, bliver det næste store Youtube-hit, ser det ikke ud til at ændre sig denne gang. Det gør det nemmere for Lars Løkke Rasmussen og hans kolleger at affeje processen og i stedet hive deres egen kandidat op af lommen i ellevte time.

Forrige artikel Fem scenarier: Hvem bliver sorteper i ræs om valgplakater? Fem scenarier: Hvem bliver sorteper i ræs om valgplakater? Næste artikel Paludan hylder grundloven, men hans egen politik kræver en ny grundlov Paludan hylder grundloven, men hans egen politik kræver en ny grundlov
Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

NY FORMAND: Jakob Ellemann-Jensen kan være godt tilfreds oven på lørdagens ekstraordinære landsmøde. Den nye V-formands vigtigste opgave bliver nu at aflive fløjkrigene, vurderer Altingets politiske kommentator.