Køb abonnement
Annonce
Debat

Magistre: Udflytning er det samme som en fyreseddel

Foto: /ritzau/Mads Claus Rasmussen
19. januar 2018 kl. 12.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Camilla Gregersen
Formand for Dansk Magisterforening

1824 mennesker fik onsdag vendt op og ned på deres tilværelse, da regeringen annoncerede flytning af en lang række arbejdspladser. Medarbejderne er forståeligt dybt berørte, for med flytningerne sker der en seriøs ændring af deres arbejds- og livsbetingelser.

Vi værdsætter, at Moderniseringsstyrelsen har meldt ud, at de vil give bedre muligheder til dem, der vælger at finde et andet job. Det ændrer dog ikke på, at en mulighed for 25.000 kroner til kompetenceudvikling ikke dulmer det øjeblikkelige chok, når verden ramler.

Lille andel flytter med
Erfaringerne fra de første flytninger viser, at en meget lille andel vælger at flytte med, når arbejdspladsen flytter, og derfor tøver jeg heller ikke med at kalde flytningerne for fyresedler. 

Erfaringerne fra de første flytninger viser, at en meget lille andel vælger at flytte med, når arbejdspladsen flytter, og derfor tøver jeg heller ikke med at kalde flytningerne for fyresedler. 

Camilla Gregersen
Formand, Dansk Magisterforening

Det er en svær situation, for de ansatte er dybt dedikerede og ånder for deres arbejde. Når jeg taler med tillidsrepræsentanter og medlemmer, efterspørger de også en faglig begrundelse for, hvorfor regeringen har valgt netop den lokation for deres arbejdsplads. De er bekymrede for fagligheden, og hvordan arbejdet nu kan blive udført.

Går ud over fagligheden
Dansk Magisterforening har sammen med IDA og Djøf lavet en omfattende evaluering af den første bølge af flytningerne, og erfaringerne viser, at det både går ud over arbejdsklimaet og fagligheden, når man flytter. Konkret er det svært at få både nøglepersoner og ledere til at flytte med, og det betyder, at der går tid, før arbejdspladsen igen har opbygget den nødvendige ekspertise og nye sagsgange.

Her havde det været klædeligt, hvis regeringen havde afventet Rigsrevisionens grundige evaluering og ikke mindst den endelige gennemførelse af runde 1, hvor der fortsat er mange arbejdspladser, der endnu ikke er flyttet.

Fodfæste til nyuddannede
På positivsiden betyder flytningerne, at en række forholdsvist nyuddannede medarbejdere får fodfæste på arbejdsmarkedet, når der kommer nye jobåbninger.

Der er ingen tvivl om, at alle nye medarbejdere vil gøre deres bedste for, at fagligheden bliver opretholdt – det sker dog bedst i et miks af erfarne og nye medarbejdere. Håbet er, at vi på den lange bane både får opretholdt den faglige kvalitet og sikret et godt arbejdsmiljø for medarbejderne. Det hænger snævert sammen og kræver en stor indsats i de kommende måneder.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026