Martin Lidegaard: Den kedeligste finanslov i mands minde

Alt tyder på, at finansloven for 2019 bliver en historisk tørvetriller. Efter sidste års kaos er LA kommet til fornuft, DF har stukket piben ind, og Lars Løkke strøer om sig med gaver til alle fra udsatte børn over tørkeramte landmænd til diverse gourmetrestauranter. Det er valgår.

Førstebehandlingen af regeringens finanslov i torsdags var da også en tam affære. Ingen partier overraskede, alle mente stort set det samme som sidste år, og man spørger sig selv, om det danske folkestyre virkelig ikke kan gøre det bedre. For der er jo faktisk forskel. Stor forskel.

For mig at se går der stadig tre dybe skillelinjer mellem partierne på kryds og tværs, tre skillelinjer, der hver især har stor betydning for Danmarks retning og fremtid.

Første skillelinje handler om klima og miljø. Vi kunne faktisk godt gå hen og få det første klimavalg i Danmark, fordi alle partier kan måle, at det grønne tema nu flytter stemmer – også over midten. En herlig konkurrence er derfor startet om at være mest grøn, men det kan ikke fjerne indtrykket af, at den grønne dagsorden stikker dybere hos nogle partier end andre.

Konservative og Venstre kæmper bravt for at banke en grøn profil op af den sorte jord, men det er ikke let i samarbejdet med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der knapt nok tror på, at den globale opvarmning er menneskeskabt.

Martin Lidegaard

Hos Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet stikker det dybt og har altid gjort det. De drømmer alle om et grønt valg. Efter Svend Auken gik det støt tilbage for socialdemokraternes grønne profil, men i de seneste måneder har også socialdemokraterne for alvor lagt sig i selen for igen at fremstå som markant grønnere end Venstre og har det som et af fire prioriterede temaer i finansloven.

Konservative og Venstre kæmper bravt for at banke en grøn profil op af den sorte jord, men det er ikke let i samarbejdet med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der knapt nok tror på, at den globale opvarmning er menneskeskabt. Den grønne skillelinje er tydelig i de forskellige partiers udspil til finanslov – og den vil blive endnu mere tydelig, når valgkampen sætter i gang.

Derfor kunne det faktisk ligge lige for at gøre alle forventninger til skamme og lave en bred finanslovsaftale, hvor man åbnede for lidt mere udenlandsk arbejdskraft. 

Martin Lidegaard

Anden skillelinje går på uddannelse, og her er bevægelse. Tre år i træk har regeringen og Dansk Folkeparti skåret to procent på alle erhvervsskoler, gymnasier, professionshøjskoler og universiteter. Hvert år. Indirekte støttet af socialdemokraterne, der også var med til at indføre uddannelsesloftet.

Men nu er det valgår, og det bliver mere og mere tydeligt, at besparelserne gør ondt, især uden for de større byer, hvor flere ungdomsuddannelser i forvejen har svært ved at få enderne til at mødes. Derfor har Socialdemokratiet nu lykkeligvis meldt sig ud af spareklubben på uddannelse, og selv DF vil nu gerne hjælpe erhvervsskolerne, mens gymnasierne åbenbart stadig må sejle deres egen sø. Regeringen lægger stadig op til at fortsætte de bevidstløse besparelser frem til 2022, så her er virkelig en forskel i dansk politik, der er til at føle på – og som kan føles hos børn og unge i hele landet.

Tredje skillelinje går på viljen til ikke bare at dele kagen, men også at gøre den større ved at gøre det lettere at skaffe mere af den arbejdskraft, som både erhvervslivet og den offentlige sektor skriger på. Her vil Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Konservative gerne sætte beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft ned, hvilket kunne give en milliard ekstra i statskassen allerede næste år.

Derfor kunne det faktisk ligge lige for at gøre alle forventninger til skamme og lave en bred finanslovsaftale, hvor man åbnede for lidt mere udenlandsk arbejdskraft og brugte det ekstra provenu til at investere i uddannelse og miljø, hvorved alle ville kunne se sig selv i aftalen.

Det sker dog næppe, for det er nu rarere at bruge penge end at finde dem. Og så er det jo valgår.

--------

Martin Lidegaard (1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard blev valgt til Folketinget første gang i 2001, men har undervejs i sit politiske virke også været medstifter og formand for Danmarks grønne tænketank Concito. Før sin politiske karriere arbejdede han som informationschef i Kommunernes gensidige Forsikringsselskab og siden i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han også var vicegeneralsekretær. Martin Lidegaard er født og opvokset på Krogerup Højskole og cand.comm. fra RUC.