Martin Lidegaard: Intet taler mod en klimalov. Men den bliver næppe til noget

KOMMENTAR: Tager man klimaet seriøst, kan man ikke afvise borgerforslaget om en ny klimalov. Politisk står intet altså i vejen for, at alle partier kunne støtte forslaget. Alligevel bliver det næppe til noget, forudser Martin Lidegaard.

I dag behandler Folketinget det tredje borgerforslag, der formelt hedder ”Forslag til folketingsbeslutning om en dansk klimalov nu”.

Det er et fremragende forslag, der kort og præcist beder de danske politikere om at tage handling i forhold til den globale opvarmning. Og det haster. Som forslagsstillerne skriver i de indledende bemærkninger: ”De næste 5-10 år er altafgørende, hvis vi skal forhindre de værste katastrofer for mennesker og natur”.

Og klimaridderne har jo ret. Skal vi overhovedet have nogen som helst chance for at dæmme op for vor tids største trussel mod tryghed, sikkerhed og velfærd, skal der handles nu. Ikke om fire år.

I borgernes forslag skitseres seks tiltag, som en klimalov som minimum bør indeholde. Seks forslag, der er sobre, fagligt funderede, realistiske – og krævende. Dermed tvinger borgerne alle partier til at melde kulør inden valget: Mener de det alvorligt, når de holder skåltaler om klimaet? Er de nu for første gang parate til at sætte tilstrækkelige ressourcer og politisk kapital bag dette politikområde, der i al for lang tid har levet med alt for mange ord, men få oprigtige initiativer?

Og der er tale om god timing fra klimariddernes side: Enten bliver forslaget vedtaget og forpligter dermed det næste Folketing til en langt mere seriøs indsats. Eller også bliver det forkastet, og alle vælgere vil kunne se, hvilke partier der stemte grønt, og hvilke der stemte sort.

Men hvad er substansen i forslaget, og hvad er chancerne for at få det vedtaget?

Første tiltag er at bede Klimarådet foretage en teknisk beregning over, hvad der skal til, for at Danmark yder sit bidrag til at nå Paris-aftalens mål. Det lyder jo meget tilforladeligt og er meget svært at være imod, men den politiske brod ligger i, at det er det uafhængige klimaråd, der skal foretage beregningen – ikke et ministerium, der kan blive underlagt politisk pres fra en minister eller en regering.

Fordelen er, at selve målet for, hvor mange tons CO2, der skal reduceres hvor hurtigt, ikke længere er til politisk diskussion. Udgangspunktet er, hvad alle partier er enige om, nemlig Paris-aftalen, og derfor vil det også udadtil være svært for nogle partier at anvende dette punkt som begrundelse for at afvise borgerforslaget.

Andet tiltag er på denne baggrund at opstille femårige delmål mindst 15 år frem for Danmarks tilnærmelse til sine Paris-forpligtelser. Igen er det svært at være imod, for netop denne tænkning er også en del af Paris-aftalen – og i øvrigt også for budgetloven, der regulerer vores økonomi.

Dertil kommer, at det for klimaet er afgørende, at en substantiel del af reduktionerne kommer i starten af perioden og ikke alle sammen imellem 2040 og 2050.

Som bekendt er det koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, der er vigtig. Derfor betyder det næsten lige så meget, hvornår vi reducerer, som hvor meget vi reducerer. Det kan man ikke argumentere imod, men politisk vil især de borgerlige partier slå sig på dette forslag, fordi grundindstillingen her er, at man skal følge EU’s tempo, der ikke just er højt, omend højere end de fleste andre lande i verden.

Af forslaget fremgår det også, at man ikke kan benytte de femårige budgetter til at neddrosle aktiviteterne. Så specifikke forpligtelser ønsker især de borgerlige partier ikke at binde sig til, men måske heller ikke S? Dog vil dette punkt næppe i sig selv være grund nok til at stemme nej, især ikke så tæt på et folketingsvalg. Det er trods alt stadig mere form end indhold.

Det tredje tiltag handler om, at klimahensyn skal integreres i andre politikker, og det vil formentlig kunne opnå tilslutning fra alle partier, men er også det mest luftige af de seks tiltag, der kan realiseres med vidt forskellige ambitionsniveauer.

Det fjerde tiltag handler om, at Klimarådet skal styrkes og sikres uafhængighed. Mon ikke regeringen i hvert fald udadtil vil støtte denne ambition oven på den skandaløse fyring af Klimarådets dybt kompetente og respekterede formand, professor Peter Birch Sørensen? Hans eneste forbrydelse var som bekendt, at han formastede sig til at sige det samme om regeringens klimapolitik, som barnet sagde om kejserens nye klæder.

Jeg tror det. Ellers er der i hvert fald nogle spindoktorer i ministerierne, der snarest bør skifte job.

Det fører os til det femte tiltag om, at Danmark skal satse på udvikling af grønne løsninger, hvilket jeg faktisk er overbevist om, at alle de nuværende partier i Folketinget støtter, selvom vi har meget forskellige opfattelser af, hvordan man bedst gør det, og hvor ambitiøst man skal gå til værks. Det vil jeg med andre ord også vurdere, at de fleste partier kan være med på.

Endelig indebærer borgerforslagets sjette punkt, at Danmark skal være drivkraft i international klimapolitik, og der sættes her et specifikt tal på fem milliarder kroner ekstra om året oven i den nuværende udviklingsbistand.

Dette er utvivlsomt den del af forslaget, der gør mest ondt på regeringen og dens parlamentariske grundlag.

Igen er borgernes forslag helt i overensstemmelse med det, som Danmark faktisk har forpligtet sig til sammen med resten af den rige verden, der fra 2020 skal skaffe 100 milliarder dollar om året til at hjælpe de fattige lande til at nå målene på klimaområdet. Men det ligger ikke just til højrebenet for en regering, der har rundbarberet udviklingsbistanden med milliarder og startede med at skære hårdt på Danmarks klimabistand. Det sidste er der dog rettet lidt op på i år, da meningsmålingerne begyndte at vise, at klimaet også kan flytte stemmer hen over midten.

Dermed nærmer min kommentar sig en konklusion og en prognose for borgerforslagets skæbne: Konklusionen er, at intet reelt står i vejen for, at alle partier kunne støtte forslaget, hvis alle partier tog klimaet alvorligt nok. Der er intet ekstremt eller urealistisk i forslaget.

Så meget desto mere forstemmende er det, at min bedste prognose er, at forslaget falder.

Måtte jeg tage fejl. Det er trods alt valgår.

------

Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Følg B 96 Borgerforslag om ny klimalov
(borgerforslag)

30/4
2019
25/4
2019
26/2
2019
26/2
2019
26/2
2019
26/2
2019
22/2
2019
8/2
2019
5/2
2019
30/1
2019

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Benny Damsgaard: Du kan ikke købe dig til en valgsejr Benny Damsgaard: Du kan ikke købe dig til en valgsejr Næste artikel Skov-Jakobsen: Demokratiet behandler sine modstandere menneskeligt Skov-Jakobsen: Demokratiet behandler sine modstandere menneskeligt