Massakre i Paris fører til nybrud i amerikansk presse

WASHINGTON DC – Da globale uroligheder brød ud i 2006 efter den danske avis Jyllands-Postens offentliggørelse af en stribe karikaturer af profeten Muhammed i slutningen af 2005, undlod samtlige amerikanske aviser at trykke tegningerne. Og om end den amerikanske præsident George W. Bush principielt stillede sig på ytringsfrihedens side i den efterfølgende debat, lod han også forstå, at han fandt offentliggørelsen unødvendigt sårende og provokerende.

Tilsvarende sagde Obamas daværende talsmand Jay Carney i 2011, at det var ”uklogt” af det franske satiriske magasin Charlie Hebdo at trykke et særnummer om religion, om end det var ”magasinets klare ret at gøre det.”

I det hele taget er den amerikanske tradition for satire forsigtig og præget af en omfattende hensyntagen især til race og minoriteter i al almindelighed. Man holder sig til en angelsaksisk tradition, der er forskellig fra den kontinentaleuropæiske og skandinaviske. Den adskiller sig også grundlæggende fra den franske form for satire, som i århundreder har været helt anderledes radikal, skarp og nådesløs.

Nybrud efter Charlie Hebdo-massakre
Det er der både historiske og kulturelle grunde til, men piben har fået en delvis ny lyd i det amerikanske efter den grusomme massakre på netop Charlie Hebdo i Paris i denne uge, der resulterede i henrettelsen af ti redaktionsmedlemmer, herunder nogle af Frankrigs og verdens mest elskede tegnere, samt mordet på to politibetjente. 

Efter alt at dømme var aktionen en hævn for ugeavisens insisteren på vedvarende at fornærme alt og alle. Fornærmelserne inkluderer islam, herunder flere billeder af profeten Muhammed.

Chokket i USA var betydeligt, og efter solide støtterklæringer uden forbehold til Frankrig om, at ”terror aldrig vil kue os og de idealer, vi står for” fra både udenrigsminister John Kerry og præsident Obama - der besøgte den franske ambassade torsdag for at underskrive kondolencebogen og meddele sin opbakning til den franske ambassadør i USA - stod det klart, at flere medier agtede at bryde med den forsigtige linje.

Nybruddet er muligvis også sket, fordi angrebet på Charlie Hebdo kom så kort tid efter en anden omgang i det amerikanske, nemlig angrebet mod Sonys satiriske spillefilm ”The Interview. ” Som det vil være de fleste bekendt, valgte filmselskabet i første omgang at trække filmen tilbage efter at være blevet truet af hackere med terrorangreb og frigivelse af interne e-mails, men ændrede så kurs efter blandt andet kritik fra Det Hvide Hus om ikke at lade sig kue.

”Ytringsfriheden er en fundamental del af vore værdier,” lød det fra præsidenten - og i øvrigt fra alle toneangivende medier i USA.

Brudflade mellem nye og gamle medier
Det var imidlertid langt fra de fleste medier, der – som tilfældet var i eksempelvis Danmark - valgte at illustrere deres dækning af terrorangrebet med et udvalg af Charlie Hebdos tegninger. Og på lange stræk er skillelinjen trukket mellem de gamle, førende medier og de nye onlinemedier.

Således valgte New York Times, hvis linje altid har været præget af solid politisk korrekthed, ikke at bringe illustrationerne, fordi avisen ”ikke publicerer materiale, der bevidst har til hensigt at fornærme religiøse følelser,” og at NYT ”efter omhyggelig diskussion” kom til den konklusion, at ”en beskrivelse af tegningerne” var fyldestgørende, som den såkaldt ”associerede redaktør for avisstandarder” Philip B. Corbett udtrykte det torsdag.

Nyhedsbureauet Associated Press meddelte tilsvarende torsdag, at det har ”en årelang praksis” om ikke at bringe ”bevidst provokerende billeder,” mens CNN kort sagde, at de ikke ”viser tegningerne i øjeblikket”, men at tv-stationen ”er midt i en aktiv diskussion om, hvordan man bedst adresserer hovedproblemerne og billederne.”

Fox News, der ellers har været ledende i en højtrøstet fordømmelse af islamistisk terror og solid tilslutning til princippet om ytringsfrihed, har ”ingen planer” om at vise de franske tegninger, lige som NBC og MSNBC ”ingen planer har om at publicere overskrifter eller tegninger, der kan ses som ufølsomme eller fornærmende.”

Men visse medier brød med den amerikanske tradition og trykte et udvalg af Charlie Hebdos tegninger af profeten, herunder en række internetmedier: BuzzFeed, Business Insider, The Huffington Post, Gawker og The Daily Beast.

På magasinet Foreign Policy gik skribent Michael Weiss til direkte angreb på New York Times under rubrikken ”Je Suis Charlie – until Je get Scared” (”Jeg er Charlie – indtil jeg bliver bange.”) med henvisning til det hashtag, der gik sin sejrsgang på sociale medier i solidaritet med magasinet:

”The New York Times tweetede i dag, at Charlie Hebdo ’længe havde testet grænsen for satire.” Jeg ved ikke, hvor disse grænser går, og jeg vidste slet ikke, at The Gray Lady (NYT’s kælenavn, red) havde fundet disse grænser, selv om avisen ofte ubevidst excellerer i at drage dem…. Men implikationen er velkendt: hvis man provokerer muslimer ved at fornærme deres religion, så har du kun dig selv at takke for, hvad der sker bagefter,” skrev han og bemærkede, at det var påfaldende, at ”de, som anser sig selv for allermest progressive, når det gælder retten til at gøre grin med Jesus, George W. Bush eller Tony Blair, ikke lider af nogen moralske kvababbelser eller samvittighedskvaler ved at underlægge sig reaktionære vanvidsmænd, der ønsker at fastlægge, hvor grænserne går for humor og god smag, når det gælder Profeten Muhammed.”

Washington Post ændrer kurs
Og netop grundet denne kamp om mulige grænser for ytringsfrihed, god tone eller etikette, vakte det også betydelig opmærksomhed i det amerikanske mediemiljø, at to toneangivende etablerede medier – Washington Post og Wall Street Journal – overraskende valgte at tilslutte sig onlinemediernes linje og bryde med traditionen.

På hovedstadens førende avis havde ledelsen først meddelt, at man ikke agtede at bringe tegningerne med henvisning til redaktør Martin Baron, som onsdag meddelte, at ”Washington Post undgår at trykke materiale, der bevidst eller på unødig provokerende vis krænker religiøse grupper. ”

Men herefter valgte debatredaktionen, der har en anden øverste redaktør, alligevel at trykke en omtalt tegning fra en Charlie Hebdo-forside fra 2011, der viser en glad profet, som magasinet havde udnævnt til gæsteredaktør af deres særlige ”Sharia-udgave”. Teksten til tegningen lyder: ”100 piskeslag, hvis du ikke dør af grin” (underforstået efter læsningen af magasinet, der den uge var viet til satire over alverdens religioner).

Tegningen ledsagede en debatterende klumme af Washington Posts faste skribent Charles Lane med titlen ”Frihedens forsvarere.” Lane trækker også paralleller mellem angreb i Paris og hackningen af Sony og konkluderer, at ”satire er pludselig blevet vor tids vigtigste emne,” og at ”det er fundamentalt, at vi i USA og i andre vestlige demokratier samles om et utvetydig forsvar for frihed og retten til at ytre os.”

Brødre var på USA’s no-fly liste
Mens de amerikanske medier diskuterede praktiske grænser for ytringsfrihed, kom det fredag morgen frem, at en ud af de to terrormistænkte brødre, der jages af en kolossal fransk politistyrke, havde modtaget militær træning af al-Qaeda i Yemen.

Begge brødrene står desuden på USA’s såkaldte ”no-fly liste”, der er en omfattende database over mennesker, der ikke uden videre kan rejse ind i Amerika.

Den franske efterretningstjeneste deler oplysninger om mulige radikaliserede borgere med USA, men listen antages at være lang, og som en amerikansk tidligere agent formulerede det fredag morgen på CNN, så kan man ”umuligt overvåge alle unge mænd i Frankrig, der passer ind i denne profil på en utilpasset radikaliseret muslim, der har udstået sin straf og ikke synes at være involveret i yderligere aktiviteter.”

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og tidligere korrespondent i Paris (2004-08)

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.