Analyse af 
Jakob Nielsen

Mette Frederiksens garanti mod lempelser kan ende som en tabersag

ANALYSE: Der var tre vigtige politiske budskaber i Mette Frederiksens store søndagsinterview med Berlingske. De var ikke overraskende, men indeholdt en selvmodsigelse, der kan skabe problemer på langt sigt.

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Jakob Nielsen

Socialdemokraternes forkvinde er nået til den fase, hvor hun i store interviews begynder at vise danskerne lidt mere af sig selv.

Søndag kunne Berlingske således bringe overskriften Mette Frederiksen taler ud – om skilsmisse, sorgen over at miste og kampen for Danmark.

Her lukkede Mette Frederiksen læserne ind i nogle af sine private rum, sådan som det efterhånden forventes af politikere, der aspirerer til statsministerposten.

Men hun leverede også nogle politiske budskaber, som er værd at notere. Jeg bed især mærke i disse tre:

  • Mette Frederiksen var uenig i Thorning-regeringens kurs i dagpengespørgsmålet.
  • Mette Frederiksen lærte som justitsminister på den hårde måde, at der brug for en stram udlændingepolitik. Hun blev klogere, simpelthen.
  • Mette Frederiksen vil aldrig lade sig presse af Radikale eller venstrefløjen til at lempe udlændingepolitikken.

Når Mette Frederiksen garanterer, at hun ikke vil lade sig presse til lempelser i udlændingepolitikken, er det som Odysseus, der lader sig binde til masten for ikke at blive fristet af sirenerne.

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Hvad mente Frederiksen om dagpenge?
Det første punkt er et udtryk for den proces, hvor den nuværende socialdemokratiske ledelse forsøger at lade som om, den ikke var en del af Helle Thorning-Schmidts regering.

Ikke nogen nem øvelse for Mette Frederiksen, der som bekendt var en del af ledelsen fra start til slut, og som sad på centrale ministerposter i hele regeringsperioden.

Det var oven i købet Mette Frederiksen selv, der som bekæftigelsesminister sad med ansvaret for at håndtere den besværlige dagpengereform, som regeringen arvede fra VK-regeringen.

Men “selvom hun forsvarede regeringens linje, var hun personligt dybt imod den”, fortæller hun til Berlingske.

Man ville gerne høre, hvad den uenighed mere konkret bestod i, og hvordan Mette Frederiksen gerne ville have håndteret situationen, hvis hun selv havde kunnet bestemme. Det spørgsmål bør stå på listen til det næste store interview.

Derfor rykkede Frederiksen sig på udlændinge
Mette Frederiksen begyndte sin karriere som en meget ideologisk figur på den socialdemokratiske venstrefløj.

Enhver kan se, at hun har flyttet sig, og den proces sætter S-formanden ord på i interviewet med Berlingske.

Bevægelsen skete, da hun som jutsitsminister blev mere opmærksom på de alvorlige problemer med manglende integration.

“Jeg synes, det er legitimt at flytte sig. For hvis ikke, man gør det, risikerer man at blive ignorant over for den nutid, vi lever i. Og det er da det sidste, man må være, hvis man gerne vil have lederskab over et helt land”, siger Mette Frederiksen til avisen.

Frederiksen giver garanti mod lempelser
Paradoksalt nok modsiger Mette Frederiksen sig selv få linjer længere nede i interviewet, da hun udsteder en garanti mod lempelser i udlændingepolitikken.

På det område – hvor Mette Frederiksen altså lod sig flytte af virkeligheden – kan der ikke blive tale om at flytte sig igen. Hør selv:

“Jeg er heller ikke bange for at lade mig overbevise. Men udlændingeområdet handler om det samfund, vi vil have. Der kan vi ikke have en zig-zag-kurs, hvor der bliver strammet og lempet. Danskerne er nødt til at kunne regne med det.”

Dermed har Socialdemokratiets formand bevæget sig ind på det sprængfarlige terræn, der udgøres af løfter, garantier og røde streger.

Garantien her er formuleret som “mandaternes logik”.

Man må forstå det sådan, at Mette Frederiksen garanterer, at hun vil stemme sammen med V, K, LA og DF og dermed sikre det brede flertal bag en stram udlændingepolitik. Uanset hvad Radikale, Alternativet, SF og Enhedslisten siger eller gør.

Hvad betyder garantien?
Garantien rejser en række interessante spørgsmål. Som den er defineret, betyder den, at partierne til højre i Folketinget har fået vetoret mod alle lempelser i udlændingepolitikken.

Men hvor langt rækker den garanti?

For det første må det afklares, hvor bredt begrebet udlændingepolitik skal forstås. Omfatter det for eksempel også Schengen-samarbejdet, sådan at grænsekontrollen nu først kan afskaffes, hvis DF går med til det – altså aldrig?

For det andet må det afklares, hvordan man definerer en lempelse. Vil det være en lempelse, hvis Danmark igen begynder at modtage kvoteflygtninge, og betyder garantien i så fald, at Venstre og DF kan opretholde det nuværende såkaldte “pusterum” også efter et regeringsskifte?

Og betyder garantien, at enhver ændring af integrationsydelsen nu er taget helt af bordet?

Nu synger sirenerne
Den slags spørgsmål vil der komme masser af i perioden frem mod næste valg.

Når Mette Frederiksen garanterer, at hun ikke vil lade sig presse til lempelser i udlændingepolitikken, er det som Odysseus, der lader sig binde til masten for ikke at blive fristet af sirenerne.

Men dermed er det også blevet mere interessant – og nødvendigt – for sirenerne at lokke med deres skønsang. Garantien gør det svært for Socialdemokratiets støttepartier at tie uenighederne væk. De vil blive afkrævet svar. Og de vil i sagens natur være nødt til at insistere på deres egen politik – det spil er allerede i gang.

Man kan roligt regne med, at både Venstre og Dansk Folkeparti vil benytte enhver åbning til at rejse tvivl om Mette Frederiksens oprigtighed.

Og dermed kan garantien ende med at få den modsatte effekt af den tiltænkte – nemlig at bidrage til at skabe tvivl om Socialdemokratiets stramme udlændingepolitik frem for at befæste den. 

Jakob Nielsen er chefredaktør på Altinget. Følg ham på Twitter her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00