Michael Kristiansen: Blå bloks nedsmeltning er åbenlys

KOMMENTAR: Venstres jordskredssejr i 2001 gjorde Anders Fogh til statsminister og sendte Socialdemokratiet ud på ti års ørkenvandring. Er vi der igen? Men nu med modsat fortegn.

Sloganet fra Venstres jordskredssejr i 2001 har runget for mine ører den første uge af valgkampen: ”Tid til forandring”.

En enkel sætning, der mere end noget andet indrammede stemningen og fortællingen om valget i 2001, der gjorde Anders Fogh Rasmussen til statsminister og Venstre til Danmarks største parti, og som sendte Socialdemokratiet ud på ti års politisk og ledelsesmæssig ørkenvandring (og nej, jeg havde desværre intet med sloganets tilblivelse at gøre).

Er vi der igen? Men nu med modsat fortegn. Meget tyder på det, men alligevel er der enkelte afgørende forskelle.

Nedsmeltningen af blå blok er dog åbenlys. Søren Pinds krasse kritik af borgerlighedens forfald rammer præcist ned i de forskellige blå partiers krise i den forgangne valgperiode.

Liberal Alliance har været helt oppe i de øverste trækroner med deres ultimative topskattekrav, og det bratte fald risikerer at sende partiet helt ud af Folketinget. Vi venter stadig på et forsøg på en genopstandelse fra Anders Samuelsen i valgkampen – den skal nok komme, og forsøget bliver altafgørende for gokke og co.

Dansk Folkepartis nedtur startede reelt i ugerne efter det seneste valg. Partiets kæmpesejr blev ikke vekslet til regeringsdeltagelse, og det opfattede vælgerne som ansvarsforflygtigelse. Og i takt med Meld og Feld, politisk dobbeltspil med Mette og Lars og tilsynekomsten af Vermund og Paludan er genvordighederne tiltaget, og partiet er nu ramt på både identitet og indpakning – og partiets krav virker stadig mere skingre og desperate.

Partiets krise er også Kristian Thulesen Dahls krise, men hvis han ikke kan stoppe blødningen, hvem kan så, og er det ikke allerede for sent nu? Og hvilken effekt får den massive tilbagegang ved europaparlamentsvalget? Vi stemmer på vindere og smutter væk fra taberne …

I Venstre har det været fire års overlevelse, og konsekvenserne er åbenlyse. Politikudviklingen har været sat på standby, og i stedet trækkes statsmandskortet – endda med hele kongerækken: Uffe, Fogh og Løkke side om side. Et klassisk sidste træk, som også Poul Nyrup Rasmussen forsøgte sig med i skæret af 11. september, og ”tiden er ikke til eksperimenter”.

Det virkede overhovedet ikke dengang. Trækket imod forandring var så meget stærkere og afgørende. Og det var ikke kun udlændingepolitikken, men også sundhedspolitikken og hele stemningen i samfundet. Opgøret med ”eksperter”, ”skrankepaver” og længslen efter mere frihed.

Og hvad er så stemningen i samfundet lige nu. Ja, selvfølgelig spiller udlændingepolitikken stadig en helt afgørende rolle, og på højrefløjen har den antaget dimensioner, som er helt ubegribelige.

Spørgsmålet om asylbørns vilkår er egentlig meget rammende. Forud for valget i 2007 var statsminister Anders Fogh Rasmussens sidste politiske handling inden valgudskrivelsen at sikre, at familier med asylbørn kunne få mulighed for at flytte ud af asylcentrene. Fogh skulle ikke igennem en valgkamp, hvor han kunne udstilles som en uempatisk bisse. I dag udstilles Mette Frederiksen af Støjberg og DF som en blødsøden type, der er parat til at åbne grænserne på vid gab, fordi hun vil, at børnene skal have lov at lave deres egen mad med deres familier.

Spørgsmålet om kontanthjælpsloftet er omvendt interessant og en afgørende forskel, men næppe nok til at sikre blå blok endnu en sejr. Tilsyneladende bliver udlændingepolitikken mest afgørende for fordelingen af de godt 20 procent, der sidst stemte på DF. Sundhed bliver ikke afgørende, og opgør med eksperter og den sang heller ikke. Så de klassiske blå dagsordener fra 2001 er også væk.

Økonomisk går det alt for godt til at kunne vinde afgørende stemmer på at tale om langsigtede reformer eller ”pas nu på pengene”. Derimod fylder klima og trætheden over ”banditter i habitter” meget mere, end man måske umiddelbart forestiller sig. Ulighedsdagsordenen opdager man jo ikke så nemt, når man ræser rundt i Nordsjælland, mens det syder og koger derude.

Venstres superenergiske transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, risikerer helt ufrivilligt at blive symbolet på de borgerliges manglende forståelse af klimadagsorden og dens tiltagende betydning. Det fantastiske billede af Kristian Pihl Lorentzen stående i førerhuset til et kulfyret damplokomotiv, som antænder et utal af naturbrande, taler for sig selv – det er nok tid til forandring …

Søren Pape melder Konservative ud og ind af klimakampen, LA har opfundet deres egen bizarre fortælling, DF fik gladeligt stoppet elbilerne, fordi det var de rige, der kørte Tesla, og Venstre begyndte denne regeringsperiode med, at nu skulle vi være ”grønne realister”. Toget er kørt for blå blok, og Pihl viser vejen.

Ulighedsspørgsmålet er kompliceret. Det er sådan set uden politisk adresse, men det rammer ikke overraskende blå blok hårdt. For Lars Løkke har magten, og det handler i høj grad om, at der er en træthed over magten og en tiltagende manglende tro på magten og dens mekanismer.

Det handler i høj grad om Danske Bank og hele den finansielle sektor. Den sektor, der stod med hatten i hånden efter finanskrisen og så glemte alt om samfundsansvar, normer og spilleregler, så snart musikken igen spillede lystigt. Bonusser, aftrædelsesordninger og alt sådan noget i et erhvervsliv, der på den ene side tager deres globale samfundsansvar mere alvorligt end stort set alle andre, men samtidig helt har mistet fortællingen om sig selv.

Så alle ingredienser taler for et markant skifte. Den eneste usikkerhed er vel kun, om Mette Frederiksen står lige så stærkt og skarpt som Anders Fogh i 2001 og Lars Løkke lige så usikkert som Poul Nyrup Rasmussen i selv samme år.

De seneste to statsministre er blevet statsministre ved valg, hvor de selv er gået tilbage. Hvis der virkelig skal være tale om et jordskredsvalg og reelt tid til forandring, så skal Mette Frederiksen – ud over at blive statsminister – levere fremgang til Socialdemokratiet.

-------

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og var pressechef i partiet Venstre, indtil han i 2001 blev særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I 2007 blev han vært for det politiske program Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, som i dag kører under navnet Tirsdagsanalysen. Desuden driver han kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og er forfatter til en række politiske biografier. 

Forrige artikel Signe Bøgevald: Velfærdsdanmark har glemt at tage ansvar for eget liv Signe Bøgevald: Velfærdsdanmark har glemt at tage ansvar for eget liv Næste artikel Nikolaj Saadat: Demokratidannelsen er overladt til Paradise Hotel-deltagere Nikolaj Saadat: Demokratidannelsen er overladt til Paradise Hotel-deltagere
Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

TOPMØDE: De europæiske ledere har torsdag aften nikket ja til briternes nye udtrædelsesaftale. Næste skridt er en godkendelse i det britiske underhus. Men det er fortsat meget usikkert, hvorvidt den britiske premierminister, Boris Johnson, kan samle et flertal blandt de britiske parlamentarikere.