Militærhistoriker: Den menneskelige faktor gør det russiske forsvar sårbart

Mit fokus vil være på landstyrkerne. Det er vigtigt at understrege det. For der er store forskelle mellem forskellige værn og tjenestegrene i det russiske forsvar.

Eksempelvis er specialstyrkerne og de luftbårne tropper bedre motiveret, udrustet og uddannet, end den gennemsnitlige infanterist. Ligeledes er værnepligtige og kontraktsoldaters vilkår og indsatsevne forskellig.

Det russiske forsvars ’kultur’-svagheder

Putins nok største politiske ’succes’ har været afviklingen af det aldrig særligt velfungerede russiske demokrati. Prisen har dog været, at den frie debat og granskning af alvorlige samfundsproblemer, der præger et solidt demokrati, ikke eksisterer i Rusland. Det har haft alvorlige problemer for forsvaret.

I den sene Sovjettid og Ruslands første årtier var de væbnede styrker gennemsyret af korruption, nepotisme og ineffektivitet. Samtidig formåede forsvaret effektivt at holde politikere og offentlighed ude af dets cirkler.

Det russiske forsvar afspejler samfundet og det politiske system. Der kan altså ikke blive tale om en løsning, hvor man kun tager fat på de væbnede styrker.

Niels Bo Poulsen
Chef for Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet

Det ville man tro ændrede sig, da de store militærreformer gik i gang i 2009. Forsvaret blev oprustet, fik justeret sin struktur, der blev sat spot på at skabe bedre vilkår for soldaterne. Man overgik til en delvis professionel styrke. Samtidig blev der lagt mere vægt på løbende at teste styrkernes tilstand gennem forskellige øvelser.

Som den russiske forsvarsekspert Aleksandr Golts konstaterede for et par år siden, endte øvelserne dog hurtigt som skuespil, hvor alt var nøje indøvet, inden de fandt sted. Og den stadig strammere styring af medierne efter de store demonstrationer i 2011 betød, at andre korrigerende mekanismer forsvandt.

Når hverken medier, parlament eller ombudsmand granskede forsvaret, var det (stort set) op til generalerne selv at rapportere problemer og uregelmæssigheder til forsvarsmister Shoigu eller Putin – og det har de ikke vist sig særligt villige til. Konkret har korruptionen blandt andet vist sig i krigen i form af, at soldaterne manglede materiel og udstyr, som de på papiret skulle have. Og ved at styrker, som på papiret var fuldtallige, rykkede i felten med meget færre soldater.

Korruption er prisen for et tilfreds system

Forsvaret er i dag i betydeligt omfang bemandet med kontraktansatte soldater. Trods forbedrede løn- og ansættelsesvilkår siden reformerne startede, har militæret dog ikke nødvendigvis kunnet vælge ’ fra øverste hylde’. Det er det næste problem, jeg vil fremhæve.

Beskæftigelsen er høj i Rusland, der er mangel på veluddannet arbejdskraft, og flugt fra land til by og fra by til udland. Rekrutteringen er derfor særligt sket i de fattigste landområder, hvor der er et lavt uddannelsesniveau og ofte store sociale problemer. Det er også egne, hvor der hyppigt er en højere andel af etniske minoriteter end i det øvrige land. Det har medført problemer med integration af soldaterne i enhederne.

Det er også nærliggende at se en kobling mellem soldaternes opvækst i forholdsvist værdikonservative miljøer, som ofte er præget af vold og misogyni, og så den adfærd tropperne har vist på slagmarken. Dette er naturligvis blevet forstærket af styrets propaganda, hvor ukrainerne som bekendt er blevet stigmatiseret som nynazister og som en nation, der planlægger folkedrab på russere.

Den lave disciplin, som både giver sig udtryk i overgreb og desertioner, hænger også sammen med, at man fortsat ikke har et stærkt korps af underofficerer, som kærer sig om soldaternes velfærd og holder effektivt øje med dem.

Det tredje problem er evnen til at uddanne og træne styrkerne. Denne udfordring hænger sammen med den ovenfor nævnte rekrutteringsprofil. Den gør det svært at skabe egnede specialister. Men en stor del af problemet handler også om, at korruptionen nogen gange medfører, at soldater anvendes til arbejde for officererne eller ’lånes ud’ til en virksomhed, frem for at blive uddannet.

Det er også en stor udfordring, at officersuddannelsen fortsat – på stort set alle niveauer – lægger megen vægt på udenadslære og skabelsen en ret snæver kompetenceprofil. Det er heller ikke lykkedes at bryde et forhold, som også prægede den sovjetiske Røde Hær: samarbejdet mellem våbenarterne er dårligt, således at eksempelvis infanterister, kampvognsstyrker og artilleri ikke for alvor koordinerer kampen. Korruption og nepotisme fremmer dannelsen af klaner, som konkurrerer og strides om lukrative ben eller forfremmelser, frem for at samarbejde.

Rusland er trods styrets fascistoide og neo-totalitære træk imidlertid ikke Stalins Sovjetunion.

Niels Bo Poulsen
Chef for Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet

Det fjerde problem er, at det russiske forsvar afspejler samfundet og det politiske system. Der kan altså ikke blive tale om en løsning, hvor man kun tager fat på de væbnede styrker. Hvis ikke der også sættes ind overfor de bagvedliggende samfundsmæssige udfordringer, kan der ikke skabes afgørende ændringer inde i de væbnede styrker.

Det handler blandt andet om den maskulinitetskultur, der hersker i samfundet. Men det handler også om, at styret simpelthen er tvunget til at acceptere en betydelig grad af korruption og embedsmisbrug i forsvaret som i alle andre offentlige sektorer. Det er prisen for at holde embedsværket tilfredst og systemloyalt.

Hvor er genstartknappen?

Ruslands forsvar er dog ikke uhjælpeligt dømt til at tabe, blot fordi dets indre funktionsmåde adskiller sig fra den måde vestlige, demokratisk forankrede styrker virker på. Henover det sene forår og sommeren så vi et militært kursskifte. De russiske styrker begrænsede deres angreb til få sektorer, hvor de så til gengæld anvendte overvældende ildkraft og massering af styrkerne til at opnå (mindre) terrængevinster.

Det er en tilbagevenden til kampformer, som altid har virket for Rusland. En mere skematisk kampindsats er simpelthen lettere at styre. Hvis man er væsentligt større end modstanderen, som Sovjetunionen var det under den finsk-russiske vinterkrig i 1939-40, og som Rusland var det under de to Tjetjenienkrige i 1990’erne og de tidlige 2000’er, så kan man sejre gennem nedslidning. Men massive civile og militære tab bliver en del af processen.

Allerede nu er tabene da efter alt at dømme også langt alvorligere end under Tjetjenienkrigene. Rusland er trods styrets fascistoide og neo-totalitære træk imidlertid ikke Stalins Sovjetunion. Store dele af befolkningen – særligt i middelklassen – vil næppe acceptere fortsat meget høje tab og slet ikke anvendelse af værnepligtige i stort omfang.

Styret forsøger på at komme uden om problemet gennem rekruttering i udlandet og intensiveret hvervning i Ruslands fattigste områder. Det vil ikke højne de indsatte soldaters kompetencer og næppe tilføre forsvaret mandskab nok til store offensiver. Med mindre Putin sætter samfundet helt på krigsfod eller foretager en drastisk eskalation af de anvendte midler, kan han altså ikke for alvor kompensere for sine selvskabte problemer med den menneskelige faktor.