Mindeord: Fhv. politidirektør Hanne Bech Hansen (77)

Det er sjældent, at vi i Politiforbundet kommenterer på en afdød direktør eller topchef på justitsområdet. De er ikke vore medlemmer, og de har deres egne fora.
Med nyheden om Hanne Bech Hansen vil vi dog gøre en undtagelse. Hun blev 77 år, og meddelelsen om hendes død kom pludseligt og overraskende for os alle.

Hanne Bech Hasen var noget så sjældent som en topleder i det offentlige, der turde sætte sig selv i spil, også udadtil, som turde have holdninger, og som kunne bygge bro tværs gennem organisationen, når det var nødvendigt.
Hun repræsenterede politiet udadtil på flotteste vis og havde karisma, integritet og også jernnæven, når den skulle bruges.
Hun var af den gamle skole, med stærkt hierarki mellem jurister og politiuddannede, men hun formåede at bløde op og tage nye tider til sig. Hun var progressiv, når det var nødvendigt, men insisterede også på at være chef i eget hus og lod sig ikke diktere af konsulenthuse og buzz-words ovenfra.

Og så havde hun humor og evnen til ikke at være forfængelig, når det virkelig gjaldt. Der var glimt i øjenkrogen bag hårdheden, og bureaukrat blev hun aldrig.
Hendes personlighed skinnede igennem og forståelsen for sammenhængskraft. Det var helt naturligt for hende at ringe til forening og forbund under mediestorme eller i profilerede sager og spørge: ”Hvordan tackler vi det her sammen?” Det var politiet og arbejdspladsen, hun var direktør for – ikke for skuffenotater og kommunikations-strategier langt fra de ansatte.

Glimtet i øjet rakte langt, men dog ikke altid. Da en efterforsker engang lænkede en arrestant til hendes forkontor for at sætte en tyk streg under, at der ikke var plads til arrestanter på Politigården, så stivnede ”Politimosterens” smil.
Men det var en sjældenhed. Den afvæbnende humor var ellers et af de fremtrædende træk.

Hanne Bech Hansen kunne forene personligheder og egoer og få det bedste ud af dem. Hun arbejdede konstruktivt sammen i ledelsen med så forskellige og stærke personligheder som Kai Vittrup og Per Larsen og forstod at forene dem. Hvilket blandt andet blev tydeligt og ikke var en simpel opgave i forhold til store indsatser som Christiania og Ungdomshuset.

Hun gav plads, bakkede op, men sad samtidig ved roret.

Hanne Bech Hansen forstod det politiske spil, men hun havde også hjertet med. Hendes indsats under rydningen af Ungdomshuset vil stå som et stærkt eftermæle politisk, fordi hun lykkedes med at forene de politiske krav med en aktion, som forløb nogenlunde glat og uden omkomne. Hun formåede at sælge politiets vinkel og samtidig skabe forståelse for opgaven.
Det var flot gjort.

Ligeså tacklede hun medievirakken omkring udsagnet ”Perle”, der udløste mediestorm mod en politiansat. Hun bakkede den politiansatte op, tog tævene og latterliggørelsen på sig og dermed også tilnavnet ”Perlemor”. Det skabte stor respekt blandt alle politifolk.

Der er næppe plads til typer som Hanne Bech Hansen i dagens ledelse. Hun turde gå mod strømmen og ville ikke bare finde sig i diktater. Hun satte pris på selvstændig tænkning og ansvarlighed, og det konsulentstyrede politi ville nok være hende dybt imod.
Det var ikke altid, hun havde ret. Men hun kunne få sin vilje – blandt andet skaffede hun et ridende politi i København. Det forsvandt, da hun gik på pension, og det gav heller aldrig rigtig mening. Men hun fik det gennemført. Det siger noget om stædighed, strategisk sans og vilje.

Vi vil huske Hanne for hendes humor, for hendes dygtighed, intelligens og hendes personlighed. Hun var en brobygger med karisma, som ikke brugte tiden på detaljer, men interesserede sig for de store linjer.

Vores tanker går til hendes efterladte.
Danmark er blevet et lidt kedeligere og fattigere sted uden Hanne Bech Hansen.

Æret være hendes minde.