Når nødhjælp ikke er nok

Jordan og Libanon er på vej i knæ under vægten af de utroligt mange flygtninge.

Rasmus Helveg Petersen (R)
Udviklingsminister

Beirut/Amman: Udenfor varmer solens stråler. Indenfor er der køligt i den grå bygning. Her er et par håndfulde familier i små klynger fordelt rundt i det store, lageragtige rum.

De fleste sidder paralyseret på det kolde betongulv, hvor der er lagt madrasser frem. Nogle har også rullet sig ind i tæpper. De fleste børn sidder helt stille med blanke øjne.

Det er 12 km fra den syriske grænse i Za'atari-flygtningelejren i det nordligste af Jordan. På gulvet sidder også Yosef, der kun få timer forinden er ankommet midt om natten med sin kone og to børn.

"Jeg frygtede for vores sikkerhed i Syrien. Situationen i landet er blevet værre og værre. Folk bliver dræbt af kampene. Jeg tager hjem, så snart der er fred. Men det er nok ikke foreløbigt," siger han med lav stemme.

Vi er i indkvarteringsområdet, hvor nye flygtninge fra borgerkrigen i Syrien registreres for at bo i det, der ville være Jordan femtestørste by målt på indbyggere. Siden lejren åbnede i juli 2012 er lejrens indbyggertal vokset fra nul til over 120.000 mennesker.

Alligevel er disse mennesker ikke sluppet helt for krigens rædsler. I lejren høres eksplosionerne fra de syriske kampe, og folk er i kontakt med venner, familie eller naboer. Det fortæller lejrens øverste chef, tyskeren Kilian Kleinschmidt.

"Lyde fra granater, nytilkomne med nye tragiske historier og kontakt til folk i Syrien giver konstante mindelser om krigen," siger han.

I alt har omkring 300.000 syrere været igennem indkvarteringsområdet. Men over 100.000 er rejst tilbage til Syrien på grund af forholdene i lejren, mens resten er sivet ud og bor i Jordanske byer, hvor de måske bor til leje. Over 80 procent af de syriske flygtninge i Jordan bor ikke i lejre.