Debat

Netavisen Pio – mediedanmarks nye public enemy number one?

DEBAT: Beskyldningerne om at være socialdemokratisk partipresse er haglet ned over Netavisen Pio. Men hvad er egentlig problemet, spørger chefredaktør på Netavisen Pio Jens Jonatan Steen.

<b>BØLGEGANG:</b> Netavisen Pios mål er at løfte lidt af arven fra dagbladet Aktuelt, skriver chefredaktør Jens Jonatan Steen.&nbsp;(Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix)<br>
BØLGEGANG: Netavisen Pios mål er at løfte lidt af arven fra dagbladet Aktuelt, skriver chefredaktør Jens Jonatan Steen. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix)
Frederik Lange
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Jonatan Steen
Chefredaktør, Netavisen Pio

Som en lille fisk i et stort mediehav er det imod al forventning lykkedes for Netavisen Pio at skabe stormfulde vande.

Vi er som en mindre netavis blevet ”talk of town” og har opnået overvældende interesse fra hele mediedanmark.

Lad mig derfor begynde i bedste katolske stil med at tage en tur på skriftebænken. Der er rigeligt, som jeg selv og Netavisen Pio gerne vil bekende over for den danske offentlighed, når opmærksomhedens lys nu er kastet på vores virke.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til os på [email protected].

Jeg kan personligt synes, at Thomas Larsen og Berlingske skriver umådeligt pænt om den siddende regering, men det betyder jo ikke, at de ikke leverer kritisk journalistik?

Jens Jonatan Steen
Chefredaktør, Netavisen Pio

Jeg vil gerne indrømme, at jeg er chefredaktør på et medie, der har et demokratisk socialistisk grundlag. Jeg vil gerne indrømme, at flertallet af de læsere, vi skriver til, har sympatier til venstre for midten.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg personligt agerer oplægsholder og ordstyrer; jeg vil gerne indrømme, at jeg holder møder med repræsentanter for politiske partier.

Vi er dybt taknemmelige for den gratis reklame og den store opmærksomhed, selvom det kan være svært helt at forstå, what’s the fuzz?

Jens Jonatan Steen
Chefredaktør, Netavisen Pio

Jeg vil gerne indrømme, at jeg selv og andre kollegaer tipper andre medier om gode solohistorier; jeg vil gerne indrømme, at min søns gudfar er erklæret socialdemokrat, og at jeg selv har været medlem af samme parti i mange år.

Listen over bekendelser er sikkert meget længere, og der kunne fyldes mere på. Jeg bærer skammen konstant.

Vi står stolt og ærligt på mål for vores holdninger og vores demokratisk socialistiske grundlag. Det er klart min holdning, at der er brug for et mere mangfoldigt mediebillede, men den overvældende interesse fra mediedanmark overrasker mig alligevel. Hvordan er vi pludselig blevet mediernes public enemy number one?

Vores nyhedsværdi rækker åbenbart længere, end jeg selv har været opmærksom på, når både Ekstra Bladet, Berlingske og Information afsætter deres mest kompetente graverjournalister til at gå miniput-mediet Netavisen Pio efter med en lup.

Medier har kastet sig over en af netavisens studentermedarbejderes LinkedIn-profil, undersøgt hvad jeg personligt tjener som ordstyrer og i bedste KGB-stil forsøgt at afdække, hvem jeg mødes med, hvor og hvornår.

Og for at det ikke skal være løgn, så er jeg også blevet udspurgt af en journalist, der i ramme alvor sammenlignede min indflydelse med landets statsministers.

Selv TV 2 News mente i medieprogrammet Presselogen, at der var behov for fire chefredaktører samt en ordfører fra Venstre til at forsøge at udfordre undertegnede og netavisens rolle på live-tv.

Når det er sagt, så jeg er virkelig stolt af det produkt, den læserskare og det offentlige kendskab, som Netavisen Pio har opnået. Vi dækker den politiske substans indgående, og vi sætter perspektiver på fagbevægelsens udvikling og udfordringer, og vi er ikke bange for at kritisere andre medier, selvom det åbenlyst koster i mediebranchen.

Vores artikler, debatspalter og podcast forsøger at give plads til et utal af forskellige stemmer, hvor Jens Rohde (R), Pelle Dragsted (EL), Mette Frederiksen (S), Ida Auken (R), Brian Mikkelsen (K) og mange flere leverer politisk indhold.

Vi er dybt taknemmelige for den gratis reklame og den store opmærksomhed, selvom det kan være svært helt at forstå, what’s the fuzz? Vi tager tydeligt afsæt i et demokratisk socialistisk værdigrundlag. Det er vores dna, og det lægger vi i modsætning til andre medier klart frem.

Vores mål er at løfte lidt af arven fra det hedengange dagblad Aktuelt. Vores målgruppe er arbejderbevægelsen i bredeste forstand.

Vi modtager sponsorstøtte fra fagbevægelsen, annonceindtægter og mediestøtte. Vi er tilmeldt Pressenævnet og arbejder højaktuelt på at få indgået en overenskomst med Dansk Journalistforbund og HK.

Vi er uafhængige af partipolitiske interesser, og undertegnede lægger suverænt den redaktionelle linje. Det er selvindlysende en linje, der flugter med vores værdigrundlag, men det er suverænt chefredaktøren, der bestemmer.

Netavisen Pio er ligesom Se & Hør, Ingeniøren og Folkeskolen nichemedier. Det betyder, at vi har et afgrænset stofområde og en udvalgt læserskare.

Vi stiller masser af kritiske spørgsmål og leverer ligesom nævnte medier kritisk og uafhængig journalistik.

Når man lytter til kritikken af vores netavis, så virker det lidt, som om vores egentlige problem skulle være, at vi ikke går tilstrækkeligt hårdt til angreb på Socialdemokratiet.

Men det er jo meningsløst at gøre det til et selvstændigt krav for at kunne producere journalistik? Jeg kan personligt synes, at Thomas Larsen og Berlingske skriver umådeligt pænt om den siddende regering, men det betyder jo ikke, at de ikke leverer kritisk journalistik?

Vores værdigrundlag får os til at stå ud i det samlede danske mediebillede, hvor erklærede borgerlige medier som Berlingske, Børsen og Jyllands-Posten dominerer sammen med det gamle Radikale Venstre-medie Politiken. Mon ikke der skulle kunne være plads til et enkelt medie baseret på demokratisk socialistiske værdier i Danmark?

Vi tager gerne imod kritikken på Netavisen Pio. Som et mindre medie med stigende læsertal og i rivende udvikling er kritikken en forudsætning for vores videre udvikling. Vi er tilmeldt Pressenævnet af samme årsag – vi vil gerne dømmes på vores indhold.

Men måske den danske medieverden snart skulle vågne op og spørge sig selv, om Netavisen Pio virkelig udgør et alvorligt mediemæssigt problem i Danmark anno 2018?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Jonatan Steen

Adm. direktør, Tænketanken Demokratisk Erhverv
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 2008)

Jens Jonatan Steen

Adm. direktør, Tænketanken Demokratisk Erhverv
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 2008)

0:000:00