Nødvendig magtkamp mellem Folketing og regering

EN MAGTKAMP MELLEM Folketinget og den smalle Venstre-regering er trukket op. Den er på samme tid alvorlig – og nødvendig. Formentlig falder den ud til folketingsflertallets fordel. For hvad lyder stærkest: 1) Folketingsflertal? 2) Smal regering?

Sagen vedrører forlig indgået uden det nuværende regeringsparti Venstre i sidste valgperiode. Er den nye regering bundet af de forlig, der stadig er flertal for, men som Venstre dengang var imod? Ja, fastslår Folketingets nye formand Pia Kjærsgaard (DF). Nej, lyder det lige så bestemt fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). To magtfulde politikere med hvert deres standpunkt er én for meget.

Det er ikke ligegyldigt politisk gods, der er på spil. En halv milliard årligt til kollektiv trafik til 2019, den højprofilerede togfond og klimaloven, der er for SF, Radikale og Alternativet, hvad Udlændingeloven er for DF. Flertallet bag de tre forlig består i høj grad efter junivalget, men regeringen føler sig altså ikke bundet af aftaler, Venstre ikke var med i.

På lange velfærds-stræk er det store borgerlige Dansk Folkeparti som bekendt mere lyserød med de røde. Og det er dette store flertal uden om Venstre-regeringen, der allerede fra starten af valgperioden altså begynder at manifestere sig.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl trækker det fredag i Jyllands-Posten ganske naturligt principielt op:

"Vi må høre, om regeringen virkelig mener, at det er holdbart, at vi uden om regeringen har et flertal kørende, hvor vi skal have møder uden et embedsapparat, som regeringen sørger for at stille til rådighed. Så alting skal foregå via §20-spørgsmål og samråd og lignende. Ultimativt er det jo sådan, det skal gøres, og det viser også, at det er en uholdbar situation," siger han til avisen.

INGEN OVER OG ved siden af Folketinget, og formanden Pia Kjærsgaard fremhæver gerne, at hun har landets højeste embede efter den royalt indfødte Margrethe.

Hér er en sag, hvor den drevne parlamentariker kan rykke et niveau op over partipolitik og øge betydningen af parlamentsformands-embedet.  Et embede, der som hovedregel besættes af ældre politikere, der går i snor for regeringen. Ikke siden Ivar Hansen (V), der mod partilinjen arbejdede for en ny, moderne grundlov, har folkestyret haft en formand, der rigtigt trådte i karakter.

Pia Kjærsgaard konstaterer da også tørt, at et flertal jo er et flertal, og er der indgået et forlig, så er der jo indgået et forlig, der skal respekteres og håndhæves. Sådan har det været hidtil, og sådan bør det også være fremover, pointerer hun.

Der er brug for, at Folketinget som institution sætter sig i respekt over for den til enhver tid siddende mindretalsregering, smal som bredere. Regeringen har de senere år oprustet markant med bl.a. personlige rådgivere til ministrene og nu også en hel kommunikationafdeling i Statsministeriet. Dertil et kæmpe embedsapparat. Tilbage sidder de pæne damer og herrer og deres endnu pænere ansatte i Folketinget uden kræfter af nær samme slags.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har fra starten – blandt andet i et interview med Altinget – betonet, at regeringen med så få mandater bag sig vil gå ydmygt til opgaven. I den aktuelle sag kan regeringen få sig et slemt mellemværende med folketingsflertallet, hvis ikke den stille bøjer af og begynder at administrere de forlig, der var og er flertal for.