Nu kommer CO2-skatten: Det bliver den, politikerne kan leve med

Den hjælpende hånd består både i den billigere afgift og i en klimafond på syv milliarder kroner, der kan søges midler fra. Såvel tredelingen som klimafondens størrelse bliver de vigtige elementer i forhandlingerne. For Venstre især det første, fordi man er skeptisk overfor at visse virksomheder kommer til at betale for andre, og for De Radikale især det sidste, fordi partiet foreslår en langt større fond, finansieret af fremrykkede skattebetalinger af kapitalpensioner. 

Omvendt lægger regeringen op til et relativt langt forløb, hvor der de næste par uger skal være sætte-møder, der skal afklare den endelige kreds af partier, som der indledes realitetsforhandlinger med. Og selvom han på grund af en rejse til USA ikke var tilstede under gårsdagens pressemøde, er det et sandsynligt scenarie, at underskrifterne på en aftale bliver sat med Nicolai Wammen for bordenden i Finansministeriet.

Mens økonomer på stribe mener det er afgørende med en ensartet afgift, har regeringen en anden forståelse af, hvad ensartet betyder.

Det hele kompliceres naturligvis også af, at mange af de store CO2-udledere allerede betaler noget for deres klimabelastning gennem EU’s kvotesystem.

At der så også deles gratiskvoter ud i spandevis, og regeringen ønsker at lave en klimafond, der blandt andet skal hjælpe de mest afgifts-udsatte virksomheder økonomisk med at fange og lagre CO2, forplumrer yderligere billedet af økonomernes omkostningseffektive klimaværktøj.

Hvad gør Venstre?

Og det er inden der tages hul på de svære forhandlinger, der nu venter. For selvom regeringen har udformet et udspil, der med stor sandsynlighed fører til en tværpolitisk aftale, så er det ikke svært at få øje på knaster.

Støttepartierne kræver flere reduktioner, mere fart og at færre af udspillets reduktioner skal bero på teknologiske fix som CO2-fangst ude i fremtiden.

Konkret kræver SF også en garanti for CO2-reduktionerne, mens Radikale vil have en meget større klimafond, end det regeringen har spillet ud med. Enhedslisten når til gengæld næppe langt hos S-regeringen med krav om en højere afgift til kongerigets største udleder, Aalborg Portland, selvom andet er uforståeligt for Listens kernevælgere.

I blå blok er blikket præcis som under landbrugsforhandlingerne på Venstre. Trods svækkede meningsmålinger og mandatflugt, er det stadig det store dyr på den blå Savanne. Det er stadig Venstre, der driver de store forhandlinger med regeringen på de borgerliges side.

Her har man særligt fokus på de godt 400 virksomheder, der skal betale 375 kroner pr ton CO2 oven i EU’s kvotepris. Det er typisk produktions- og fødevarevirksomheder langt væk fra København, hvor nye job ikke bare opstår af sig selv.

For alle blå partier er det afgørende, at det ikke ender med en aftale, der koster vækst og arbejdspladser, men tværtimod skaber samme. Det kan skabe krav om nye fradrag, skattelettelser og flere penge på bordet fra råderummet.

Kamp mellem SF og Ø om de grønne vælgere 

Som beskrevet mange gange før af Altinget, sidder en socialdemokratisk ledet regering tungt på klimaemnet i vælgernes øjne, samtidig med, at de placerer klima enten som det vigtigste eller næstvigtigste problem, som politikerne skal tage sig af.

Dermed kunne der være en interesse hos regeringen i, at lave en CO2-afgift på en måde, der lukkede Venstre og resten af de borgerlige ude. Det ville sætte vælgerne i et hårdt alternativ, hvor de kun kunne få den grønneste politik ét sted. Sådan som de borgerlige gjorde i nullerne på det udlændingepolitiske område. 

Omvendt er den grønne omstilling så indgribende - i såvel erhvervsstruktur, arbejdspladser og livsvilkår - at regeringen for at sikre stabilitet og forudsigelighed for virksomhederne, vil gå efter en bred aftale. Lykkes det, vil det samtidig lægge en kraftig dæmper på den borgerlige oppositions mulighed for at bruge de negative konsekvenser af aftalen som våben i en valgkamp.

Og så skal man ikke glemme, at netop fordi klima både er så vigtigt og så 'rødt' et emne i vælgernes øjne, har Venstre – sådan som formand Jakob Ellemann-Jensen også understregede på landsmødet sidste år – en tungtvejende interesse i at blive en del af aftalen om en C02-afgift. Hvis ikke Venstre får neutraliseret centrum-venstres ejerskab til klimapolitikken, bliver det svært at vinde folketingsvalg, 

Bliver det en bred aftale både om C02-afgift og klimaplanerne i "Danmark kan mere 2", som blev præsenteret tirsdag, vil det tage en del af den politiske sprængkraft ud af klimaemnet i kampen mellem Socialdemokratiet og de borgerlige. Til gengæld vil klimapolitikken politiseres på yderfløjende. 

Det gælder især på venstrefløjen, hvor man bør holde øje med forholdet mellem SF og Enhedslisten. Sidstnævnte var ikke med i første fase af Grøn Skattereform, og meget tyder på, at liste Ø også kan ende udenfor denne gang.

Dermed er det til at forudse, at Enhedslisten vil angribe SF, der var med i første fase og med stor sandsynlighed er med i denne anden fase, for at prøve at erobre skuffede, grønne SF-vælgere. Og den dynamik kan forstærkes, hvis – og når – Alternativet og Frie Grønne mobiliserer sig imod aftalen. I hvert fald får de to partier ikke en bedre mulighed for at profilere sig på denne side af et valg.