Nu skal Macron undgå at ende som Obama

Han er blevet kaldt Frankrigs Obama – eller ligefrem Obamacron.

Ja, i valgkampens slutspurt sendte pensionisten Barack Obama sågar en videohilsen til støtte for Macron: ”En marche!”, sagde Obama og mindede dermed om, at Macrons slogan er et ekko af Obamas eget slogan fra 2012: ”Forward!”.

Men nu, da valget er vundet, skal Emmanuel Macron faktisk anstrenge sig for ikke at ende som Obama.

På mindst tre måder står han nemlig over for præcis de samme udfordringer, som den nyvalgte Barack Obama gjorde, da han flyttede ind i Det Hvide Hus i januar 2009. Og Macron er nødt til at løse de tre udfordringer bedre end Obama, hvis han skal være en succes og gennemføre den forandring af Frankrig, han har lovet.

De tre ligheder kan beskrives helt kort:

1.       Macron skal have styr på Nationalforsamlingen for at få lovgivning vedtaget.

Han har kun en mulighed, og det er at mase sine reformer igennem lige med det samme

Fransk regeringskilde

2.       Macron skal vise styrken til at gennemføre de love, han får igennem.

3.       Macron skal fra dag et være en lederskikkelse i både Frankrig og Europa, selv om han er stort set uden politisk erfaring.

Lad os se på udfordringerne:

Kan han styre nationalforsamlingen?
Macrons første udfordring er helt banalt, at han skal have et flertal i Nationalforsamlingen, der kan vedtage de lovforslag, hans regering fremlægger.

Den udfordring er faktisk større, end den var for Barack Obama, som allerede ved sin tiltræden havde et flertal i begge Kongressens kamre.

Macron vågner mandag morgen uden et eneste medlem af Nationalforsamlingen. Derfor går han direkte fra den ene valgkamp til den næste: Parlamentsvalget finder sted over to runder hhv. 11. og 18. juni.

Målinger viser, at Macrons bevægelse ’En Marche’ vil få et godt valg, men det er ikke givet, at den vil få absolut flertal.

Tænk tilbage på Barack Obama. Demokraterne havde flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Alligevel var det kun med det yderste af neglene, at Barack Obama fik vedtaget sin mærkesag, nemlig den store sundhedsreform.

Og fordi han brugte så meget politisk kapital på sundhedsreformen, fik Obama ikke vedtaget andre store mærkesager i sine første to år – han måtte f.eks. opgive lukningen af Guantánamo og en bebudet lov om amnesti til papirløse amerikanere.

Den virkelighed vil også ramme Macron. Selv hvis han opnår et flertal i Nationalforsamlingen, vil han blive nødt til at prioritere: Vil han reformere den offentlige sektor, vil han gennemføre reformer på arbejdsmarkedet, eller satser han på den store reform af det politiske system, som han har lovet?

Obama valgte sundhedsreformen, og det havde enorm betydning for millioner af fattige. Men det betød også, at der reelt ikke blev vedtaget reformer af betydning de følgende seks år.

Kan han gennemføre sine reformer?
Næste store ufordring bliver at gennemføre udfordringerne.

Igen er det værd at kigge mod USA.

Da sundhedsreformen var vedtaget, skulle den gennemføres, og det endte i noget nær kaos.

Dels fordi Obama og Demokraterne brugte alt for lidt energi på at forklare, hvad reformen faktisk gik ud på. Dels fordi de tekniske løsninger ikke var på plads, da reformen skulle træde i kraft.

Begge problemer blev forstærket af, at den nye Tea Party-bevægelse førte en massiv og ofte løgnagtig kampagne mod reformen.

Emmanuel Macron kan – som Claus Kragh påpeger i denne glimrende analyse i Mandag Morgen – vente sig noget, der er endnu værre.

Frankrig har – modsat USA – en meget dybt forankret tradition for strejker og demonstrationer.

Hver femte franske vælger – mere end 7 mio. mennesker – stemte i præsidentvalgets første runde på en regulær kommunist. Man kan roligt regne med, at enhver reform af den franske model vil blive mødt med massiv modstand.

”Han har kun en mulighed, og det er at mase sine reformer igennem lige med det samme. Han har mindre end 100 dage til at få det gjort”, lød vurderingen fra en fransk regeringskilde, jeg traf forleden.

Er han for uerfaren?
De to første udfordringer peger frem mod den tredje: Macrons mangel på politisk erfaring.

Indtil søndag aften var han aldrig blevet valgt til noget.

Han havde fungeret som nær rådgiver for præsident Hollande, og han havde været udpeget som økonomiminister, men altså aldrig før stillet op til et valg.

Til sammenligning havde Barack Obama været senator i delstaten Illinois i otte år og senator i Washington i yderligere fire år, inden han blev præsident. Han havde prøvet at tabe et valg. Han havde oplevet, hvad det betyder at betjene en valgkreds. Alligevel blev det et af Obamas store, gennemgående problemer, at han manglede erfaring med – og vilje til – at bokse et flertal på plads med god, gammeldags armvridning.

For Macron har den manglende erfaring et ekstra element: Hans gruppe i Nationalforsamlingen vil også bestå af historisk uerfarne politikere, ligesom han har lovet, at en stor del af hans ministre vil være helt nye ansigter. Det er fornyelse, men det er også højt spil.

Oven i alt det skal Macron levere på den europæiske scene, hvor han bliver modtaget med så meget kærlighed og så store forventninger, at han nærmest kun kan skuffe.

I aftes talte alle de danske politikere om, at Macron inderst inde er en nordisk socialdemokrat. Snart vil de opdage, at han også er fransk EU-politiker, der vil have fokus på de store magters alliance og en styrkelse af eurozonen.

Obama eller Napoleon?
Frankrig har fået sin yngste præsident siden Napoleon III, der blev nationens første præsident – og siden endte som dens sidste kejser. 

Og måske ved Emmanuel Macron godt, at det er hos de gamle franske revolutionsledere – ikke i skyggen af Obama – han skal søge sin styrke.  

Da han søndag aften talte til sine tilhængere foran Louvre-Museet i Paris, holdt han sig langt væk fra noget, der kunne lyde, som ’Yes, we can!”.

I stedet sluttede han af med at love at tjene i ånden fra den franske revolution i 1789: ”Frihed, lighed og broderskab”.