Anmeldelse af 
Timme Bisgaard Munk

Ny bog ser coronakrisen som historiens genstart

ANMELDELSE: Professor Mikkel Vedby har brugt den tvungne isolation til at skrive en både læseværdig og lærerig bog om den krise, vi står midt i. Og den er et fremragende supplement til den nye udredning af Mette Frederiksens coronahåndtering.

Originalt og indsigtsfuldt fremhæver Mikkel Vedby i sin nye bog mellemkrigstidens Wien som inspiration og spejl for vores coronatid. Budskabet er, at krisen i dag, som dengang, altid er en dobbelthed af kreativ destruktion og destruktiv kaos.
Originalt og indsigtsfuldt fremhæver Mikkel Vedby i sin nye bog mellemkrigstidens Wien som inspiration og spejl for vores coronatid. Budskabet er, at krisen i dag, som dengang, altid er en dobbelthed af kreativ destruktion og destruktiv kaos. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Timme Bisgaard Munk
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Krisesamfundet
Mikkel Vedby Rasmussen
214 sider, Informations Forlag, udkom 9. februar

Komikeren Hella Joof foreslog engang, at vi skulle brænde alt ned og starte forfra som de vilde prærieindianere. Alle grinede hånligt af den dumme idé, uvidende om, at vi alle sammen få år efter ville brænde alt ned, bange, forvirrede og fortumlede for at genstarte en tabt verden. En umulig opgave, som mutation for mutation blot synes mere og mere umulig.

Vi er med 100 kilometer i timen på vej væk fra alt det, vi kender og elsker i den gamle normalitet. Her er altså alt mulig grund til, at vi tænker os godt om lige nu i det ukendte landskab, vi (over)lever i nu. Heldigvis har Mikkel Vedby brugt den tvungne isolation til at skrive en både læseværdig og lærerig bog om den krise, vi står midt i. 

Krisesamfundet hedder den lærde gennemgang, hvor den kloge professor trækker, indlæst og lødigt, på alt fra Freud til Fukuyama. Originalt og indsigtsfuldt fremhæver han mellemkrigstidens Wien som inspiration og spejl for vores coronatid. Et sted og en tidsånd, som skabte en kæmpe kreativ eksplosion fra Freud til Wittgenstein, men også den forsmåede kunstmaler Adolf Hitler. Budskabet er, at krisen i dag, som dengang, altid er en dobbelthed af kreativ destruktion og destruktiv kaos.

Budskabet er, at krisen i dag, som dengang, altid er en dobbelthed af kreativ destruktion og destruktiv kaos.

Timme Bisgaard Munk

Statens røde stopknap
Bogen er god at tænke med og mod. Med, fordi han pædagogisk kuraterer de teoretikere, som kan støtte os i vores vigtige krisetænkning lige nu i vores traumatiske nutid.

Mod, fordi professoren er en smule for begejstret for alle de dejlige nye muligheder, som åbner sig, nu alle lever på statsstøtte socialt og psykisk nedbrudt. Her virker den statsansatte “renset for risiko” professors teoretiske eventyrlyst en smule taktløs, når man tænker på det blodoffer, mange andre har betalt og vil skulle betale fremover i den private sektor.

Her er bogen på godt og ondt statens perspektiv frem for markedets. Man savner en kritisk og omfattende diskussion af den hyperkeynesianske låntagning, klientgørelse, istøttesættelse og offergørelse af den private sektor. For skal staten redde alt og alle for altid ubetinget? Vi er jo alle ofre, som har tabt vores normale liv. Vedby skriver det selv meget klart på side 83: ”Formuleret i afmagtens sprog får man styrke af at identificere sig selv som et offer, fordi en politik, der har ofre, næsten pr. automatik bliver delegitimeret. For at genvinde sin legitimitet må magthaverne således komme ofrene i møde.”

Åbenlyst og med stor fryd glæder den gamle statskundskaber sig så side op og side nede over, at staten har fundet den røde stopknap. Langt om længe påtager staten sig suverænt hovedrollen som samfundets savnede totalteaterinstruktør.

Ja, hvem havde troet, at direktøren for Statens Serums Institut skulle bestemme, om du og jeg kunne se vores mor juleaften? Utænkeligt, men tænk, det er allerede sket. Nu er det mor plus tre andre til ubestemt tid, mens vi ser frem til næste vink fra statsministeren.

Fra teknokrat-djøffer til krisokrat-djøffer
Her er det med rette vigtigt og rigtigt, at Vedby tager fat i den nazistiske statsteoretiker Carl Schmitt, for vi er i en verden af total statslig mobilisering ikke set siden krigen. Frihedsrettighederne er under ekstremt pres lige nu, hvor retten til sundhedssikkerhed slår sikkerheden for frihedsrettighederne. Men In Black-bevægelsen er det illustrative eksempel.

Bogen er et fremragende supplement til den nye udredning af Mette Frederiksens coronahåndtering. Hvor Vedbys bog kan sætte den juridiske redegørelse ind i et større politologisk ramme og rum. I bogen fremanalyserer han et skift fra den klassiske konsensussøgende teknokrat-djøffer til den nye stærkt politiserede krisekrat-djøffer, som lever og ånder for krisens politiske muligheder.

For alle, som kender Slotsholmen, ses her et ringe skjult fanboy-portræt af Mette Frederiksen og ikke mindst hendes departementschef Barbara Bertelsen, som lever og ånder for krisens politiske mulighed for magt. De er for Vedby krisens modige heltinder, som har et politisk projekt i og med krisen.

Her er forfatteren nok en smule for begejstret efter min smag, for kriseledelsen af Statsministeriet har skabt både en uhørt udemokratisk centralisering og minksagens åbenlyse lovbrud. Statsministerens politiske highjacking af coronakrisen har også splittet landet helt unødvendigt, når den ydre biologiske virale fjende burde, kunne og skulle skabe fælles front og sammenhold. 

Den skematiske modstilling mellem de apolitiske teknokrater og de politiserende krisekrater virker dog også en smule dogmatisk. Teknokraterne i Helle Thornings regering ville måske blot skabe et andet mere nøjsomt og underspillet fællesskab end det ræverøde Danmark, der nu drømmes om.

Finanskrisens genopretning af bankerne, så almindelige lønmodtagere fik deres løn, var vel ikke så langt fra Horestas drøm om at kunne åbne baren igen hurtigst muligt her i coronakrisen.

Bogens store styrke er, at den sætter fingeren på tidens største politiske problem. Vi kan kun tænke dystopisk og kan ikke opstille en positiv samfundsutopi. 

Timme Bisgaard Munk

Polemisk kunne man også spørge, om coronahåndtering overhovedet er politik eller blot generisk krisehåndtering. Pandemien har altså, modsat Vedbys påstand, skabt en sundhedsfaglig depolitisering, ikke en vital ideologisk repolitisering. Her ser vi jo den samme værktøjskasse overalt i verden fra venstre til højre. Det er altså mere sundhedsteknokrati og mindre politik end før coronaen, ikke omvendt.  Samtidig kunne man stille spørgsmål validiteten af hans krisebegreb, som omfatter alt og alle til alle tider. Hvad er dets epistemologiske status transdiciplinært transhistorisk? Det kommer nemlig hurtigt til at betyde alt og ingenting som Michel Foucaults magtbegreb.

Bogens store styrke er, at den sætter fingeren på tidens største politiske problem. Vi kan kun tænke dystopisk og kan ikke opstille en positiv samfundsutopi. Vi kan kun frygte alt fra masseindvandring, klimakollaps, finanskapitalisme og nu coronavirus. Tak for denne eftertanke om krisesamfundets farlige krisefetichisme.

Med overraskende og en smule upassende begejstring ser Vedby coronakrisen som historiens genstart i direkte forlængelse af Hella Joofs historicisme. Det er the end of the end of history ifølge Vedby, med kærlig reference til Fukuyamas berømte bog om kommunismens fald. Corona har skabt et (pande)momenet, hvor ny politik kan skabes.

Skal vi lytte til alarmister eller normalister?
Politikken er tilbage med stort P og forandringsvillighed med stor F, hvor der nu kan ændres adfærd og love samt uddeles milliarder på få timer, og alle følger bevidstløs trop. Ja, som chefredaktionen på Politiken, ser han coronakrisen som en nødvendig og vigtig generalprøve på klimakrisen. Pandemien skal lære os allesammen, at systemisk risiko findes og har konsekvenser for os allesammen som art. Krisen kan og skal altså danne os moralsk som klimadydige internationalister.  

Her er det store spørgsmål ifølge forfatteren, om vi skal lytte til alarmisterne eller normalisterne. Altså dem, som mener, radikale problemer kræver radikale løsninger, versus dem, som mener, jo mere vi afradikaliserer problemet, jo bedre. En god og vigtig konflikt at skildre, som tegner alt fra Bidens Build Back Better over Thunbergs greenwashing-angreb til kampen for genåbning af Danmark lige nu.

I øvrigt brændte prærieindianerne ikke jorden ned for at starte forfra, men for at gøde jorden for forårets afgrøder. Hvad der IKKE er en kreativ destruktion, men at indsætte menneske, stat og samfund i naturens evige gentagende cykliske tid af liv og død.

Virussen viser, at den cykliske natur kan slå staten, hvis vi ikke passer på. Står vi i en kæmpe krise, eller er vi blot på vej tilbage til den naturlige orden, hvor staten må underkaste sig naturens kræfter? Godt spørgsmål. Svaret muterer lige nu i 106 millioner mennesker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Vedby Rasmussen

Dekan, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
ph.d. (Københavns Uni. 2000), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997), MSc International Relations (London School of Economics 1995)

Timme Bisgaard Munk

Adm. direktør og chefredaktør, Kommunikationsforum.dk
cand.mag. i film- og medievidenskab (Københavns Uni.), ph.d. i sociale medier (Københavns Uni. 2009)