Ny græsk regering er et slag i ansigtet på EU

BRUXELLES: ”First we take Athens. Then we take Berlin,” blev der sunget i gaderne i den græske hovedstad søndag aften, da det græske folk i protest mod EU-dikteret sparepolitik gav det venstreradikale valgforbund SYRIZA en historisk sejr.

Da SYRIZA mandag valgte at gå i regering med det højrenationale parti De Uafhængige Grækere (ANEL), blev oprøret mod den tyske kansler – eller rettere den strammerpolitik, som hun og resten af EU er blevet symbolet for - forstærket yderligere.

De to græske partier fra hver deres side af det politiske spektrum har ikke meget til fælles, andet end et ønske om et opgør med vilkårene for de internationale låneaftaler, der har sendt milliarder af euro til grækerne for at forhindre statsbankerot, men samtidig har sat landet på en stram hestekur.

Det er første gang siden eurokrisen, at der sætter sig et fuldtonet protestparti i førersædet i et EU-land – og med et lige så kritisk sidekick. Dermed åbner der sig en Pandoras æske af spørgsmål for både grækerne og deres europæiske partnere.

Herunder ikke mindst hvor langt en SYRIZA-ledet regering vil gå med sine krav om gældsnedskrivelse, omforhandling af lånekrav og opgør med EU-drevne reformkrav. Og hvor langt eurolandene vil gå for at komme dem i møde.

Skal betale
Den finske statsminister, Alexander Stubb, var klar i mælet, da han mandag afviste al snak om at eftergive den græske gæld til det internationale samfund. Vilkårene for lånene kan måske diskuteres, men ikke hvorvidt de skal betales tilbage.

Dermed formulerer han en lidt skarpere version af det samme budskab, som kom ud af en første drøftelse blandt eurolandenes ministre mandag aften i Bruxelles, hvor formanden for gruppen af eurolande, Jeroen Dijsselbloem, lod forstå, at man vil lytte til den nye græske regering, men at regler af regler.

Det skyldes ikke mindst, at Grækenlands største kreditorer er andre europæiske regeringer via de redningsfonde, som eurolandene satte op i kølvandet på finanskrisen.

Det vil være meget svært for en finsk, en tysk, for ikke at tale om en portugisisk, spansk eller irsk minister at komme hjem og forklare, hvorfor det er deres skatteydere, der skal betale den græske regning, bare fordi en ny græsk regering har sagt det.

Nogen skal give sig
Ved samme møde nægtede Klaus Regling, formanden for EFSF, den redningsfond, der sidder på 44 procent af den græske statsgæld, at give håb om mirakler, når det kommer til lånevilkårene.

I stedet mindede han om, at Grækenland allerede har fået forhandlet sig til lempelige aftaler på deres lån med årtiers løbetid og lav rente.

Da begge parter ikke kan få deres vilje, er der nu lagt op til en styrkeprøve, som nogle frygter vil ende i en rodet græsk euro-exit, hvis den nye græske regering presser citronen for meget.

Ro på retorikken
SYRIZAS unge leder og Grækenlands næste statsminister, Alexis Tsipras, har blødt op på sin retorik over for kreditorerne, i takt med at hans politiske aktier er steget i kurs den seneste tid.

Han har således slået fast, at han fortsat vil bevare Grækenland i euroen, selv om han ønsker, at det skal være på andre vilkår.

Der er dog også mange af hans andre valgløfter, som er i direkte modstrid med de reformkrav, som den såkaldte trojka, bestående af EU-Kommissionen, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond, har udstukket for grækerne. Det gælder sådan noget som genansættelse af nogle af de mange offentlige ansatte, som er blevet sparet væk under krisen, forhøjelse af mindstelønnen og tildeling af gratis sundhedsydelser til de fattigste.

Her bliver det interessant at se, om der fra EU-side kan findes en balance mellem at udvise forståelse for, at grækerne er et udpint folk efter fem års hestekur i et samfund med social nød og massearbejdsløshed, men samtidig bevare presset for at reformere det græske samfund, så det har en chance for at komme på fode igen.

Opgør med fortiden
Det er her, EU burde hilse Tsipras velkommen. For ud over sin kamp mod sparepolitikken er hans primære løfte til det græske folk et opgør med et græsk system gennemsyret af klientelisme og korruption.

Han har lovet at gøre op med den råddenskab i den græske stat, som de to midterpartier, det konservative Nyt Demokrati og socialdemokraterne i PASOK, der har skiftedes til at sidde på magten i Grækenland siden 70’erne, selv har været alt for sovset ind i til at gøre noget ved.

Fem års sparekurs og reformiver har ikke fået has på rigmandsvældet, korruptionen eller landets manglende skatteinddrivelse. Grækenland er stadig en dysfunktionel stat, hvilket dets befolkning nu har gjort oprør mod. Hvis Tsipras vil tage nogle af de opgør, det kræver at få rystet op i systemet, burde eurokraterne klappe i deres små hænder.

Nye i faget
Tilbage står dog, at hverken han, SYRIZA eller den nye koalitionspartner før har været i nærheden af regeringsmagten og derfor ikke ved, hvad det kræver at omsætte valgløfter til konkret politik.

Det bliver også spændende at se, om de umage sengepartnere kan bevare husfreden, for udefra ser det ikke nemt ud.

På den ene side har man en koalition af småpartier fra det yderste venstre, som har en fortid i protestbevægelser og partier med kommunistiske rødder. På den anden side har man et nationalistisk højrefløjsparti, de Uafhængige Grækere (ANEL), som er konservativt, imod indvandring og multikulturalisme, og plæderer for en større rolle til den ortodokse kirke.

På papiret er der ikke meget, der forener dem, andet end deres had mod trojkaen. Og det er langt fra sikkert, at det er nok til at levere drivkraften i en ny regering.