Ny regering fastholder skæv kønsbalance: “Vi burde alle være enormt bekymrede”

Torsdag formiddag kunne Mette Frederiksen præsentere sit nye ministerhold, og her udgør kvinderne endnu engang blot en tredjedel af regeringen. "Det er ikke godt nok," erkender statsministeren.

Otte ud af SVM-regeringens 23 ministre er kvinder.
Otte ud af SVM-regeringens 23 ministre er kvinder.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Marie Møller MunksgaardRasmus Raun Westh

Der var flere nye ansigter at spotte, da Mette Frederiksens nye ministre ankom foran Amalienborg torsdag formiddag. Men en ting forbliver uændret.

Kønsbalancen er nemlig endnu engang skæv, når man kigger på antallet af mænd og kvinder i statsministerens nye regering.

I SVM-regeringen er 15 ud af de 23 ministre mænd, og det betyder, at kun omkring en tredjedel af ministerholdet er kvinder.

Nogenlunde samme kønsbalance gjorde sig gældende i Mette Frederiksens forrige regering, hvor seks ud af 20 ministre var kvinder.

Ifølge Elisabeth Møller Jensen, der er kønsforsker og tidligere direktør i Kvinfo, burde alle være “enormt bekymrede” over kønsfordelingen i de seneste to regeringer.

“Der har tidligere været ambitioner om at have en fifty-fifty fordeling af mænd og kvinder. Derfor er det her et kæmpe tilbageslag, og vi burde alle være enormt bekymrede,” siger Elisabeth Møller Jensen.

Hun påpeger, den skæve kønsbalance, der har gjort sig gældende i de seneste regeringer, sender et klart signal til omverdenen.

“Det viser, at det politiske fokus på det her område er alt for svagt. Det er åbenlyst ikke en ambition hverken for den tidligere regering eller den nye at markere sig på ligestillingsområdet,” lyder det fra den tidligere Kvinfo-direktør.

Dansk Kvindesamfund: Kvinder får bløde poster

Hos Dansk Kvindesamfund er Maria Søndergaard, der er konstitueret forkvinde, også skuffet over repræsentationen af kvinder i SVM-regeringen.

"Det er meget få kvinder på ministerposterne. Og de poster, kvinder bestrider, er de klassiske bløde omsorgsområder," siger hun med henvisning til eksempelvis sundheds- og socialministerposten.

Ud over statsministerposten, som Mette Frederiksen (S) som bekendt beholder, er både finansministeren, økonomiministeren, skatteministeren, justitsministeren, forsvarsministeren og udenrigsministeren i den nye regering mænd.

"Så blandt de magtfulde, økonomiske poster er repræsentationen af kvinder endnu dårligere," siger Maria Søndergaard.

Folketingsvalget 5. oktober var ellers historisk, fordi 44 procent kvinder blev valgt ind, fem procentpoint mere end i 2019. Derfor er det også kritisabelt, at det ikke afspejles i ministerposterne, mener Maria Søndergaard.

Få kvindelige S-ministre

Dykker man ned i fordelingen af ministerposter hos de forskellige partier, ser det især sort ud for Socialdemokratiet.

Kun 27 procent af partiets 11 ministre i den nye regering er kvinder, og det er mindre end hos Moderaterne og Venstre.

Mens 40 procent af Moderaternes ministre er kvinder, er knap 43 procent af Venstres ministre kvinder, og partiet tager dermed førstepladsen i at sikre den mest ligelige kønsbalance blandt deres ministre. Det bliver da også Venstre-kvinden Marie Bjerre, der skal bære faklen videre med posten som ligestillingsminister fremover.

Der gik heller ikke længe fra de nye ministre blev præsenteret, til de første kritiske spørgsmål om ligestillingen i regeringen dukkede op.

Foran Amalienborg blev den nye beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) spurgt ind til de få kvindelige S-ministre, men her lød svaret optimistisk:

“Jeg tror på ligestillingen. Samtidig synes jeg også, at det er nogle dygtige kolleger, jeg har fået i dag.”

Det bliver dog svært at kæmpe ligestillingens kamp, så længe at fordelingen af mænd og kvinder i en regering fortsat er skæv, påpeger Elisabeth Møller Jensen.

“Den politiske repræsentation er et af de vigtigste kendetegn på, hvor vi langt vi er nået med ligestillingen i vores samfund. Det er nemlig politikerne, der sætter standarden,” siger hun.

Efter sløret blev løftet for den nye ministersammensætning torsdag, blev statsminister Mette Frederiksen konfronteret med kønssammensætningen i sin regering, og her lød svaret:

"Jeg er heller ikke selv helt tilfreds med det. Det ligger på nogenlunde samme niveau, som den tidligere regering. Og det er jo så også mig, der har været ansvarlig for den. Så det er heldigvis ikke blevet værre, men nej – det er ikke godt nok."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Elisabeth Møller Jensen

Fhv. direktør, Kvinfo (1990-2014)
cand.phil. i dansk (1977), mag.art. i nordisk litteratur (Aarhus Uni. 1984)

Ane Halsboe-Jørgensen

Beskæftigelsesminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00