"Nye tider i grønlandsk politik": Her er reaktionerne på det grønlandske valg

Karl Dorph Søe
Journalist
Det liberale, grønlandske parti Demokratiit løb med alle overskrifterne onsdag morgen, da de endte som det grønlandske valgs helt store sejrsherre. Samtidig fik regeringspartierne Inuit Ataqatigiit og Siumut en ordentlig vælgerlussing.
Her kan du få et overblik over de mange reaktioner, der er kommet.
Grønlandske politikere
Múte B. Egede (IA), formand: ”Vi er klar til forhandlingerne”
"Tak til alle der har mødt op til valget. Specielt tak til alle jer, der har stemt personligt på mig Vi respekterer valgets udfald. Nu starter arbejdet i den nye valgperiode. Og vi er spændte på, at høre hvad partierne vil byde til forhandlingerne - Vi er klar", skriver han på Facebook.
Pele Broberg (N), formand: ”Vi vil ære den magt, de har givet os”
"Først og fremmest vil jeg gerne lykønske Demokraten, Jens-Frederik Nielsen, med hans præstation. På vegne af Tullertut Naleraq vil jeg gerne lykønske kandidaterne til Inatsisartunut med deres samarbejde. Jeg lykønsker også de andre partier med deres resultater. Vi var 62 i lokalet, 8 af os blev valgt. Vi vil gerne takke jer alle. Tak for din hjælp og støtte til at gøre dette vellykket.
Det handler om at gøre en forskel i vores land, og det vil jeg aldrig glemme. Og for de mange vælgere, der stemte på Nalerag, vil vi arbejde sammen med landets befolkning for at ære den magt, de har givet os", skriver han på Facebook.
Erik Jensen (Siumut), formand: "Jeg tager det fulde ansvar"
"Folkets stemmer ved valget er ikke overraskende. Partiet Siumut har en lang historie med succes, og jeg som dets leder tager det fulde ansvar. Hvad der skal ske i fremtiden vil blive offentliggjort efter bestyrelsesmødet.
Tak til alle vores kandidater. Jeg vil også gerne lykønske alle vores vælgere, som har stemt på Siumuts kandidater til valget. Jeg ønsker Demokratiit og Jens-Frederik Nielsen tillykke med denne fantastiske præstation. Jeg ønsker ham godt arbejde og det bedste. Hvordan forhandlingerne vil forløbe i de kommende dage, bliver interessant. I morgen vil vi begynde at arbejde for vores fremskridt, for vores land og vores folk", skriver han på Facebook.
Doris Jakobsen Jensen (Siumut), medlem af Inatsisartut, fhv. minister i Grønland og fhv. medlem af Folketinget: "Demokrati betyder, at der både er sejre og nederlag"
"Demokrati betyder, at der både er sejre og nederlag. Denne gang led Siumut et nederlag, og jeg opnåede desværre ikke genvalg til Inatsisartut. Gennem mine mange år i Inatsisartut har jeg været en af de mest aktive politikere i Siumut, altid haft de fleste forslag i mit parti og et stærkt engagement for at skabe reel forandring. Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, befolkningen har vist mig gennem 23 år i Inatsisartut. Selvom denne fase afsluttes, fortsætter mit engagement for samfundet", skriver hun på Facebook.
Naaja Hjelholt Nathanielsen (IA), minister for erhverv, handel, råstof, justits og ligestilling: ”Det gik ikke, som vi havde håbet”
"Tusind tak til alle der har stemt i dag og bidraget til at vise demokratiet respekt. Jeg er taknemmelig for hver eneste stemme der er givet mig og vil arbejde hårdt for den. Det gik ikke for IA som vi havde håbet. Det er jeg ked af, men sådan er politik og vi fortsætter arbejdet uden ophold! Vi starter i morgen med at genopbygge den tabte tillid gennem politiske initiativer. Det er opgaven de næste fire år.", skriver hun på Facebook.
Aqqaluaq Biilmann Egede (IA), medlem af Inatsisartut: ”Jeg respekterer vælgernes beslutning”
"Jeg respekterer vælgernes beslutning. Tak til dem, der har stemt på mig. Tillykke til de vindende og succesfulde partier. Velkommen til en ny valgperiode, vi vil arbejde hårdt", skriver han på Facebook.
Aaja Chemnitz (IA), medlem af Folketinget: ”Nye tider i grønlandsk politik”
"Nye tider i grønlandsk politik. Stort tillykke til alle valgte medlemmer af Inatsisartut og ikke mindst til Demokraatit. Ser frem til et nyt Naalakkersuisut findes og der kan arbejdes på tværs af partier for det bedste for Grønlands fremtid. Mange vigtige opgaver venter og midt i al forandringen håber jeg, at netop dette valg vil bringe mere fokus på økonomisk og menneskelig udvikling. Det er der hårdt brug for. Tak til alle, der har stillet op i demokratiets navn", skriver hun på Facebook.
Danske politikere
Mette Frederiksen (S), statsminister: "Vi ser frem til samarbejdet"
"Jeg vil gerne ønske Demokraatit tillykke med et meget flot valg. Den danske regering vil afvente resultaterne af de forhandlinger, der nu skal pågå i Grønland. Men vi ser frem til samarbejdet med Grønlands kommende Naalakkersuisut (regering, red.)," udtaler Mette Frederiksen i en skriftlig udtalelse.
Lars Løkke Rasmussen (M), udenrigsminister: "Et stærkt grønlandsk demokrati"
"Et vidnedsbyrd om et stærkt grønlandsk demokrati," skriver udenrigsministeren på Instagram.
"Det er et parti (Demokraatit, red.), der holdningsmæssigt matcher noget af det, jeg selv står på og et parti, som – ligesom de fleste andre grønlandske partier – gerne vil have mere selvstændighed og ultimativ selvstændighed, men som også har en realistisk tænkning om, hvordan man skal nå derhen," udtaler Lars Løkke til DR.
Alex Vanopslagh (LA), formand: ”Det er fantastisk at vores samarbejdsparti i Grønland vinder så en stor valgsejr”
"Stort tillykke til Demokraatit og Jens-Frederik med valgsejren. Det er fantastisk at vores samarbejdsparti i Grønland vinder så en stor valgsejr.
Og det er godt for Rigsfællesskabet med så stor opbakning til et parti, der ønsker en realistisk selvstændighed - fremfor en hurtig og ugennemtænkt løsrivelse. Og så tror jeg, at det er det helt rigtige for Grønland med et tydeligt liberalt parti i spidsen, som satser på markedsøkonomi, frihed og vækst.
Jeg har derudover kun gode ting at sige om Jens-Frederik, som er begavet, eftertænksom, sympatisk og hårdtarbejdende. Og ikke mindst en karismatisk leder", skriver han på X.
Jakob Engel-Schmidt (M), kulturminister: ”Lad os styrke forståelsen på tværs”
"Stort tillykke til Demokratiit med valgsejren. Jeg ser frem til et tæt og godt samarbejde med og for Grønland. Lad os styrke forståelsen på tværs", skriver han på X.
Mona Juul (K), formand: ”Jeg er glad for, at stemmeprocenten er så høj”
"Tillykke med valget til det grønlandske folk. Jeg er glad for, at stemmeprocenten er så høj. Det er vigtigt. Grønlænderne har brugt deres stemme, og nu ved vi, hvordan landet ligger. Mange har stemt på forandring, så jeg synes, vi skal bruge anledningen til at kigge på, hvordan vi kan udvikle og styrke rigsfællesskabet, så alle kan se sig i det. Det er om noget på tide", skriver hun på X.
Martin Lidegaard (R), formand: ”Rigsfællesskabet består, men det skal reformeres gevaldigt”
"Glad og lettet over valget i Grønland. Stort tillykke til Demokratiit og Jens Frederik-Nielsen med det flotte valg. Jeg læser tre ting ud af valget:
1. Stort set ingen i Grønland ønsker at blive en del af USA.
2. Ca. 75 procent ønsker mere selvstændighed, men i et trygt tempo og på et godt økonomisk fundament.
3. Nu bliver det afgørende, at vi får et stærkt partnerskab mellem Grønland og Danmark om at bygge det fundament.
I Danmark har vi sovet lidt i timen i de sidste 10-20 år, hvor det har været tydeligt, at der har været et ønske fra Grønland om at blive mere økonomisk selvstændigt. Derfor skal vi lytte, når den nye grønlandske regering er på plads, og vi skal kende vores besøgelsestid. Grønland får brug for investeringer udefra - fra Danmark, men også fra EU og Norden. Og givet også fra USA. Her kan og bør en dansk regering spille en nøglerolle. Ikke mindst i at sikre et stærkt bånd til Grønland og så stærkt et europæisk og amerikansk engagement som muligt. Rigsfællesskabet består, men det skal reformeres gevaldigt", skriver han på Facebook.
Rasmus Jarlov (K), folketingsmedlem: ”Det er op til jer”
"Tillykke med valget, Grønland. Tillykke til Demokraterne med sejren. Sig til hvis vi kan hjælpe med noget fra Danmark. Det vil vi meget gerne, og det er op til jer", skriver han på X.
Niels Peder Ravn (K), medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune: ”Det må være noget af en overraskelse”
"Nå. Flertallet på Grønland består alligevel ikke af forarmede socialister? Det må være noget af en overraskelse for den leflende venstrefløj her på egnen", skriver han på X.
Henrik Rejnholt Andersen (M), grønlandsordfører: ”Spændende fremtid”
"Tillykke med valget til Grønland og en spændende fremtid vi går i møde", skriver han på X.
Øvrige:
Peter Kurrild-Klitgaard, professor i statskundskab, KU: ”Et anderledes take”
"Et andet "take" på det grønlandske valg: Måske et kommende dansk folketingsvalg ikke længere (som de seneste adskillige) vil ende i 3-1 til "rød blok"? Måske det igen bliver 2-2? Det ville i så fald let kunne afgøre, hvem der får regeringsmagten", skriver han på X.
Artiklen var skrevet af
Karl Dorph Søe
Journalist
Omtalte personer












































