Nye FN-mål i hus – nu kommer den svære del

ANALYSE: Selvom FN's 17 nye bæredygtighedsmål er vedtaget under stor jubel, er der fortsat langt igen. Der mangler finansiering, målene er upræcise, og ingen er forpligtede til at leve op til målene.

NEW YORK – Til store klapslaver og blitzende kameraer blev 17 nye globale mål vedtaget fredag 25. september efter næsten tre års forarbejde og forhandlinger.

De nye såkaldte bæredygtighedsmål skal danne rettesnor for, hvilken retning verden skal bevæge sig de næste 15 år frem mod 2030. Og ambitioner er i den grad høje.

Eksempelvis har de 193 medlemslande af FN besluttet, at sult og fattigdom skal være udryddet. Og ja, så skal der heller ikke være arbejdsløshed, og der skal være styr på klimaet.

De mål lader vi lige stå et øjeblik. For hvis den dagsorden nogensinde skal nås, kræver det, at målene er andet end bare skåltaler og fine ord.

Der er behov for politisk vilje, penge på bordet og redskaber til overvågning af, om medlemslandene bevæger sig i den rigtige retning. Det er alle enige om.

”Vi har pengene, teknologien og knowhow til at nå målene. Det, vi desperat mangler, er politisk vilje,” sagde formanden for FN's generalforsamling, danske Mogens Lykketoft, lørdag formiddag under topmødet.

Så hvor er de politiske barrierer for den nye FN-dagsorden, der ikke er bindende for medlemslande?

Altinget giver her et overblik over de tre største udfordringer, som målene forventes at stå overfor.

Hvor skal pengene komme fra?
FN skønner, at det vil koste mellem 3.300 og 4.500 milliarder dollars om året at realisere målene, hvilket omtrent svarer til USA’s statsbudget for 2016. Til sammenligning gav alle OECD-lande ca. 135 mia. kr. i udviklingsbistand 2014.

Det giver et finaniseringsgab på minimum 3.165 mia. dollars årligt, hvis udviklingsbistand skulle løfte opgaven alene. Så spørgsmålet om finansiering er stort.

Målet om, at alle rige lande skal give 0,7 procent af deres BNI i udviklingsbistand, er også en del af de nye mål.

Men den målsætning er ikke kommet længere, siden de 15 år gamle FN-fattigdomsmål blev vedtaget. Der er stadig kun fem lande i den kategori, mens lande som Finland og Holland har skåret kraftigt ned på udviklingsbistanden det seneste år – også Danmark forventer at lave besparelser. Samlet set har udviklingsbistanden dog været stigende på verdensplan siden årtusindskiftet.

Bistand kommer aldrig til alene at kunne løfte den nye FN-dagsorden. Derfor er der i den finansieringsaftale, der også er indgået, lagt vægt på den private sektor og udviklingslandenes egen evne til at skabe indtægter, som også skal finansiere de nye bæredygtighedsmål.

Mens den private sektor kun få gange var nævnt i FN's fattigdomsmål, der udløber i 2015 og skal erstattes af de nye mål, så spiller det private erhvervsliv en langt større rolle i de nye mål. Det har været et ønske i erhvervslivet, hvor mange store virksomheder har lobbyet for at have en tydeligere rolle i målene.

Den private sektor ser et stort potentiale i at investere i vækst- og mellemindkomstlande, hvor der kan være mange penge at tjene. Derfor bliver den største udfordring at sikre investeringer til verdens skrøbelige og allerfattigste lande, hvor investeringer er meget risikable. Og her spiller den traditionelle udviklingsbistand fra lande fortsat en vigtig rolle.

Men også udviklingslandenes evne til selv at genere indtægter skal løftes. De skal være bedre til selv at inddrive skat, og der skal skabes bedre rammer for private investeringer, står der i finansieringsaftalen.

Hvordan holder man regnskab?
Selvom verdensledere er blevet enige om 17 mål og 169 delmål, så er man slet ikke i mål endnu. Mange elementer er end ikke besluttet. Og flere af målene er i sig selv upræcise og svære at måle. Især fordi man i mange tilfælde ikke er enige om, hvad der rent faktisk skal måles på.

De såkaldte indikatorer, som skal bruges til at holde landene op på målene, er vigtige. Men medlemslandene droppede at lægge sig fast på indikatorer under forhandlingerne om de nye bæredygtighedsmål. Det var for ømtåleligt et emne, som kunne risikere at knække ambitionen om at have de nye mål klar, inden de gamle mål udløber i år.

I første omgang har politikerne lagt den opgave over i FN's såkaldte statistiske komité, der i marts 2016 skal komme med et bud på, hvordan indikatorerne skal se ud. Men selvom det nu er overladt til teknikerne at komme med svaret, er de politiske udfordringer ikke slut af den grund.

Allerede under forhandlingerne om de nye mål udtrykte flere lande bekymring for, at man gik for langt i forhold til eksempelvis kvinders rettigheder. For hvordan måler man f.eks. øget lighed mellem mænd og kvinder, som også er et mål? Det spørgsmål kan uden tvivl skabe politiske spændinger, når lande som USA og Saudi Arabien skal blive enige om det – og til sidst faktisk lade sig måle på det. 

”Men det er vigtigt, at vi er enige om, at der skal være en kerne af indikatorer, som alle måles på. Ellers bliver det sådan en a la carte-metode, så kan kan måle sig på det, man har lyst til,” som Danmarks FN-ambassadør Ib Petersen udtrykker det.

For alle eller ej?
De tidligere otte fattigdomsmål fra FN så på alle lande under ét – udviklingslandene vel at mærke, mens i-landenes rolle i målene mest var at give bistand.

Det bliver der nu lavet om på. Målene bliver for alle lande. Både fattige lande som Somalia og Benin skal holdes op mod målene, ligesom rige lande som Norge og Luxembourg også bliver det. Og det bliver det helt nye og springende punkt.

Det rummer et stort potentiale for at øge legitimiteten bag målene. Målene skal implementeres i de enkelte lande på frivillig basis, dvs. det er op til det enkelte land i sidste ende at vurdere, hvordan de skal måles.

Det skyldes, at stormagter som USA, Kina og Brasilien undervejs afviste at indføre obligatorisk overvågning af, hvordan det går for hvert enkelt lande i forhold til at nå målene. Også Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen har udtrykt, at det mest er en dagsorden, der gælder for udviklingslandene samt dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Hvis ikke alle lande lever op til at implementere målene i hjemlandene, risikerer kritikken hurtigt at opstå fra især udviklingslandene, der for manges vedkommende ikke længere er afhængig af bistand og har skubbet til den internationale magtbalance, der har rykket sig, siden de gamle mål blev vedtaget. De ønsker, at de nye FN-mål bliver en ligeværdig dagsorden.

Og synet på den sag var klar fra chefen for Amnesty International, Salil Shetty, der repræsenterede civilsamfundet under åbningstalerne fredag 25. september.

“Man kan ikke sige, man støtter menneskerettigheder, samtidig med at man foretager masseovervågning. Man kan ikke prædike om fred, når man er den største våbenproducent i verden,” sagde han med tydeligt adressat mod USA.

For de gamle fattigdomsmål tog det ca. fem år, før det var muligt at måle på dem.

Forrige artikel Sådan er det gået FN's verdensmål Sådan er det gået FN's verdensmål Næste artikel Selvransagelse i Enhedslisten: Skulle vi have væltet regeringen? Selvransagelse i Enhedslisten: Skulle vi have væltet regeringen?