TV 2-direktør: Trumps krig mod den frie presse kan nemt få liv i Danmark. Derfor skal vi forberede os

Hedder det Den Mexicanske Golf? Eller, som præsident Trump foretrækker, Den Amerikanske Golf?
I USA er det ikke længere kun et geografisk spørgsmål. Nu handler det også om ytringsfrihed og uafhængige medier.
Striden er seneste eksempel på det opgør, der udspiller sig mellem de traditionelle medier og Trump-lejren, herunder verdens rigeste mand, Elon Musk, og hans sociale medie X.
For medier verden over, også i Danmark, er det et historisk slagsmål, vi må følge tæt.
I over hundrede år har Associated Press (AP) dækket den amerikanske præsident tæt. Men da AP nægtede at omdøbe Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf, blev de udelukket fra at dække præsidentens møder. I stedet får ultrakonservative medier som Breitbart og Real America's Voice adgang.
AP har lagt sag an med påstand om, at Det Hvide Hus begrænser bureauets grundlovssikrede ytringsfrihed.
Trump-lejren afviser kritikken og har indført nye regler, hvor præsidentens egne folk udvælger pressens deltagere – et privilegium, som medierne tidligere koordinerede selv.
Trump ændrer medielandskabet
Der er nok at holde øje med ved Trumps genindflytning i Det Hvide Hus. Mediernes verden er ikke længere den samme:
Voice of America, USA's globale radiostemme, er næsten lukket ned. 1.300 medarbejdere står til at blive fyret, fordi Trump ser mediet som venstreorienteret propaganda.
Har de etablerede medier været for partiske? Har de ignoreret de alternative stemmer, der længe har haft større indflydelse via sociale medier? Ja.
Ulla Pors Nielsen
Nyhedsdirektør, TV 2
Fox News-alliancen er stærkere end nogensinde. Omkring 20 af Trumps udnævnelser kommer herfra, blandt andet forsvarsminister Pete Hegseth. Samtidig har Trumps svigerdatter fået sit eget program.
Washington Post retter ind. Ejeren, Amazon-topchef Jeff Bezos, har ændret avisens debatsider, så de udelukkende fokuserer på "personlig frihed og frie markeder." Eks-chefredaktør Marty Baron kalder det udemokratisk – Bezos frygter for sin forretning, siger han.
Konservative medier rykker ind i Pentagon, mens store aviser er sendt ud.
Trump har sagsøgt medier, der ifølge ham har dækket ham uretfærdigt eller hans modstander Kamala Harris for pænt. Flere sager er endt i store forlig.
Trump er mere tilgængelig for pressen end nogen tidligere præsident – men kun så længe spørgsmålene ikke er kritiske.
Når en NBC-reporter forleden stillede et kritisk spørgsmål, svarede Trump med himmelvendte øjne og et "selvfølgelig," før han fejede videre til næste.
New York Times' politiske redaktør, Peter Baker, sammenligner Trumps kommunikationsstrategi med Putins kontrol af pressen i Rusland. Trumps pressesekretær, Karoline Leavitt, afviste kritikken med en klovne-emoji på X.
Medier skal vågne op
Har hun en pointe? Har de etablerede medier været for partiske? Har de ignoreret de alternative stemmer, der længe har haft større indflydelse via sociale medier?
Ja. De traditionelle amerikanske medier har været for partiske i deres dækning i de seneste mange år.
Det har været tydeligt, og det skader ikke, at også nye stemmer får lov at være med i skildringen af politik i den amerikanske hovedstad. Selvfølgelig ikke.
Der har været en politisk og journalistisk elite, som ikke har lyttet nok til hele landet. De har ikke været nysgerrige. Og der har været – og er – dollars at tjene på partisk journalistik, hvor holdninger fylder mere end fakta.
Det er nu, vi som uafhængige medier skal bevise, hvad vi duer til.
Ulla Pors Nielsen
Nyhedsdirektør, TV 2
Men Trumps nære alliance med Elon Musk betyder, at han nu har direkte indflydelse på algoritmerne hos X og dermed styringen af den offentlige debat. Det gør de traditionelle, uafhængige medier vigtigere end nogensinde.
Columbia University's journalist-rektor, Jelani Cobb, sagde for nylig i en tale, at problemet ikke kun er, at amerikanerne ikke længere tror på medierne – det er, at de tror på andre, utroværdige kilder.
"Vi er ikke bare vidner til en troværdighedskrise – vi ser også en godtroenhedskrise," sagde han.
Mediernes ansvar i en ny tid
Jeg er enig. Det er nu, vi som uafhængige medier skal bevise, hvad vi duer til. Journalistik handler om at stille åbne spørgsmål, verificere oplysninger og formidle fakta så upartisk som muligt.
Ja, også kritiske medier laver fejl. Men ansvarsfulde medier retter dem og forklarer sammenhænge.
Jeg har selv boet og arbejdet i USA i syv år og suppleret min danske journalistuddannelse med en amerikansk.
Den amerikanske journalistiske tradition er respektindgydende, men udviklingen i USA understreger, hvor privilegeret jeg er som journalist i Danmark – med stærke public service-traditioner og uafhængige medier.
Den uafhængige presse har aldrig været vigtigere, og vi har et ansvar for ikke at lade os trække ind i den amerikanske mediekrig.
Nyhedstræthed er den største trussel
Trump har perfektioneret en strategi, hvor massive, bevidste mediestunts tvinger pressen til at dække ham. Ignorerer vi det, svigter vi vores journalistiske pligt. Dækker vi det, skubber vi andre historier væk.
Publicismen er presset, men den er ikke død.
Ulla Pors Nielsen
Nyhedsdirektør, TV 2
Det er ikke kun Trump – over hele verden ser vi magtfulde aktører orkestrere dagsordener, der fylder alt. Medierne skal både dække nyhedsstrømmen og skære igennem støjen for at give perspektiv.
Men vi må også sikre, at folk ikke giver op. Nyhedstræthed er den største trussel.
Hvis folk vender ryggen til nyheder, bliver det kun værre. Og i en tid, hvor flere unge får deres nyheder fra sociale medier, er det afgørende, at vi fastholder dem.
Vi skal huske også at dække det nære, det gode – historier om håb og forandring.
Selvom techgiganter og sociale medier spiller en større rolle, oplever vi stadig de store nyhedsøjeblikke via public service-medier. Skal det fortsætte, må vi tage de nødvendige valg, før andre gør det for os.
Publicismen er presset, men den er ikke død. Den er en nødvendig del af det faktabaserede modsvar, som verden har brug for.
2025 er ikke året, hvor vi kan lade stå til.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Disse myndigheder er vokset og skrumpet mest under SVM-regeringen
- Hvis staten ikke dropper kontroversiel virksomhed, bliver vi en teknologisk vasalstat for USA
- Flertallet bag koranloven forsvandt på valgnatten. Men nu vil SF alligevel holde hånden under den
- Mens Løkke forhandler, arbejder Nanna Gotfredsen på at få ny socialreform med i regeringsgrundlaget
- Løhde fik sat sit aftryk på sundhedsvæsenet. Men vælgerne valgte hende fra



































