Ny model skal belønne praktiserende læger, når de samarbejder med resten af velfærdsstaten

Regionerne og de praktiserende læger har nu fået deres efterspurgte forslag til en langt mere simpel honorarstruktur. Manden, der har stået i spidsen for forslaget, forklarer tankerne bag.

Andreas Wind

Det er et brud med et historisk paradigme i almen praksis.

Sådan indledes et nyt forslag til, hvad lægerne skal lave for de cirka 10 milliarder kroner, regionerne hvert år bruger på almen praksis.

Det er et brud med tankegangen om, at lægen skal betales specifikt for hver enkelt ydelse han eller hun foretager sig.

Til gengæld lægerne tilskyndes til samarbejde med kommunen og regionen om deres patienter. 

”Her er et gennemarbejdet og langtidsholdbart forslag til, hvordan vi kan sikre en god almen praktis i Danmark,” siger Leif Vestergaard Pedersen.

Han er tidligere regionsdirektør, og nu formand for det råd, regionerne og PLO nedsatte til at komme med et bud på en ny og mere simpel honorarstruktur for almen praksis.

Onsdag kunne de offentliggøre deres forslag. 

Man vil ikke længere lade honorarsystemet fungere som en opgaveliste for de praktiserende læger. 

Man skal væk fra den forestilling, at man er nødt til at give lægen penge for alle nye opgaver, hvis man vil være sikker på, at de bliver løst.

0:000:00