Økonom: Bankpenge lever uden relation til Nationalbankens penge

Af Rasmus Hougaard Nielsen
Cand.polit., formand for Gode Penge

I 2014 stiftede vi foreningen Gode Penge med henblik på at skabe debat omkring pengepolitik, og den måde som vi har organiseret vores penge- og banksystem på. Hvilket på daværende tidspunkt var et ikke eksisterende emne i den offentlige debat.

Sådan er det ikke længere, hvilket bekræftes af Søren Hove Ravns indlæg her på Altinget 14. april. I sit indlæg kommer Søren Hove Ravn med et konstruktivt og sagligt modsvar til noget af den kritik, som vi i Gode Penge har fremført i de forgangne år.

Søren Hove Ravn vedkender sig, at størstedelen af samfundets pengeskabelse sker i et private banksystem, men holder fast i, at Nationalbanken kan påvirke bankernes pengeskabelse og den økonomiske udvikling via deres kontrol med renterne.

Teorien, han her tilslutter sig, er den, som anvendes af de fleste centralbanker. Den går på, at centralbankerne, ved at justere deres pengepolitiske renter, kan påvirke prisudviklingen og væksten i samfundet.

Sænkes renten forventes en højere inflation, og omvendt hvis renten hæves. Analyserer man teorien empirisk, hvilket jeg for nylig gjorde i arbejdspapiret ’Pengepolitik i krise’, er det umiddelbart svært at få øje på en sådan sammenhæng.

Når man skal forklare den stabilt lave prisudvikling, synes det langt mere relevant at forklare den ved den stabile lønudvikling på arbejdsmarkedet, samt at 2 procent inflationsforventningen er indarbejdet i stort set al budgetlægning i såvel den offentlige som den private sektor. 

Rasmus Hougaard Nielsen
Formand for Gode Penge

Rentepolitik er ikke et effektivt redskab
Stik imod teorien har der de sidste cirka 20 år været en stærk positiv korrelation mellem renteændringerne og inflationsraten i Danmark. Tilsvarende har den tyske økonom Richard Werner for nylig påvist en positiv sammenhæng mellem rentepolitikken og nominel BNP i henholdsvis USA, UK, Japan og Tyskland.

Hvad der ligger bag den omvendte korrelation, kan diskuteres, men det stiller dog alvorligt spørgsmålstegn ved de etablerede teorier om pengepolitik. 

Dermed ikke sagt, at renten er fuldstændig ligegyldig. Ændringer i renten har enorme fordelings- og stabilitetsmæssige konsekvenser, hvilket vi blandt andet så op til finanskrisen.

Her blev den pengepolitiske rente hævet voldsomt, samtidig med at pengeskabelsen i det private banksystem accelererede. Dette fortsatte, indtil den samlede rentebyrde fra vores gæld til bankerne i 2008 udgjorde cirka 15-20 procent af BNP, og en krise blev udløst.

Efterfølgende har vi set, hvordan lave renter har bidraget til at holde gammel gæld hos landmænd og forgældede ”boligejere” i live. Rentepolitikken er således et reaktivt, men yderst effektivt, redskab til at stabilisere og bibeholde gældsbyrden i samfundet, men til gengæld et ineffektivt styringsredskab når det handler om at påvirke den økonomiske udvikling.

Når man skal forklare den stabilt lave prisudvikling, synes det langt mere relevant at forklare den ved den stabile lønudvikling på arbejdsmarkedet, samt at 2 procent inflationsforventningen er indarbejdet i stort set al budgetlægning i såvel den offentlige som den private sektor. 

Bankpenge dominerer  
En central del af Søren Hove Ravns kritik går på, at vi i Gode Penge antager, at efterspørgslen efter penge er umættelige. Hvilket er fuldstændig korrekt.

I dag yder bankerne stort set kun kredit til at handle med i eksisterende aktiver drevet af spekulation. Spekulanter efterspørger kreditpenge fra bankerne, så længe de har en forventning om, at de procentvise stigninger i boligpriser, og aktiekurser er højere end den rente, som de skal betale for kreditten - uanset om renten er lav eller høj.

Ofte udstedes kredit til spekulanter via selskaber med begrænset hæftelse, hvormed den enkelte spekulant reelt ser ikke løber nogen risiko. Da bankkreditterne kan anvendes til at erhverve sig ejerskab over reelle aktiver ude i økonomien, er det således svært at se, hvad der skulle begrænse efterspørgslen.

Bankerne behøver ikke at yde kredit til mange, men kan nøjes med at yde kredit til få ivrige og kreditværdige spekulanter. Derfor mener vi helt naturligt, at det er udbuddet af kreditpenge (deraf ordet Money Supply), som er afgørende for kreditgivningen og udviklingen af pengemængden på et givet tidspunkt.  

Søren Hove Ravn negligerer, at pengesystemet har gennemgået en drastisk forandring, og at Nationalbankens fysiske papirpenge ikke længere fungerer som de mest likvider betalingsmidler i økonomien.

I dag er bankpengene det dominerende betalingsmiddel, og de cirkulerer og udstedes uden observerbar relation til renten på, såvel som mængden af, nationalbankens penge.