Overblik: Sådan forløber Folketingets åbning

OVERBLIK: Tirsdag starter et nyt folketingsår.  Få overblik over den traditionsrige åbning af Folketinget her. 

I dag begynder et nyt folketingsår. 
I dag begynder et nyt folketingsår. 
Anne Justesen

Traditionen tro åbner Folketinget den første tirsdag i oktober.

Dagen starter kl. 10.00 med en gudstjeneste for folketingsmedlemmerne i Christiansborg Slotskirke.

Dronningen og andre medlemmer af kongehuset ankommer kl. 11.40 til Christiansborg. Her bliver de modtaget af Folketinget Præsidium med Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), i spidsen.

Præcis klokken 12 begynder folketingsårets første møde. Det ledes af det medlem, som har siddet længst tid i Folketinget. Det er i år Bertel Haarder (V), som har siddet i Folketinget i over 35 år.

Folketinget vælger formand
Dagsordenens første punkt er valg af formand. Det ventes at blive Pia Kjærsgaard, som genvælges. Hun blev valgt som formand efter sommerens folketingsvalg, men skal nu genvælges for en ny periode. 

Ud over formanden vælger Folketinget også fire næstformænd fra de største partier. Tilsammen udgør Folketingets formand og næstformændene Folketingets Præsidium.

Præsidiet kommer efter al sandsynlighed til at bestå af de nuværende medlemmer; Helle Thorning-Schmidt (S), Kristian Pihl Lorentzen (V) , Stine Brix (EL), Mette Bock (LA) og formanden Pia Kjærsgaard. 

Løkke holder åbningstalen
Når formanden er valgt, får statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ordet og holder sin åbningstale. I åbningstalen gør han status over Rigets og omverdenens tilstand.

Åbningstalen har hjemmel i Grundlovens §38, stk. 1, der fastslår, at statsministeren skal afgive en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger – populært kaldes denne mundtlige redegørelse for statsministerens åbningstale. 

Talen indeholder også en gennemgang af de lovforslag, som regeringen vil fremsætte i den nye folketingssamling.

Der er ikke debat om statsministerens åbningstale på selve åbningsdagen. Det sker først torsdag kl. 10.00, og åbningsdebatten varer ofte til midnat.

Følg med på Altinget, hvor vi hele dagen dækker Folketingets åbning med tv og tekst. 

Fakta fra FT.dk.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00