Holstein: Cekic var et tveægget sværd for SF

Timingen er et PR-bureau værdig.

Ved at smække med døren på forsiden af Politiken dagen før SF’s landsmøde får hun skabt optimal opmærksomhed om sin person og skadet sit tidligere parti maksimalt.

Endnu engang er det lykkedes Özlem Sara Cekic at erobre mediernes dagsorden.

Bekvem slagmark
Det er ikke det mindste overraskende, at det tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic nu også rent formelt forlader SF. For hun har længe været på et sidespor i partiet. Stridspunkterne går på flere fronter, men uenigheden om udlændingepolitikken er den centrale.

Læs også: Özlem Cekic melder sig ud af SF i protest

Cekic bruger diskussionen om den såkaldte ”nødbremse” som grundlag for bruddet med SF. Nødbremsen skal give mulighed for at lukke for asylstrømmen i en situation med en meget stor tilstrømning, men netop den debat er blevet særdeles følelsesbetonet og presser SF.

Dermed fandt Özlem Cekic den ideelle slagmark for et opgør med sit gamle parti, men havde det ikke været nødbremsen, havde det været noget andet. Alt tyder på, at bruddet var kommet alligevel.

Ny SF-kurs
Allerede da tidligere SF-formand Villy Søvndal i 2008 og 2009 begyndte at ændre SF's værdipolitik, kom de første uenigheder med Cekic, der søgte at fastholde SF’s traditionelle, mere politisk korrekte, udlændingepolitik.

Villy Søvndal gik direkte til angreb på islamisterne, og han bakkede op om religiøs satire. Til Cekics fortrydelse kaldte Søvndal Muhammed-tegningerne for ”nødvendige”, og han accepterede 24 års-reglen og tilknytningskravet som basis for SF’s deltagelse i en regering.

Den nuværende SF-formand Pia Olsen Dyhr har fortsat og udbygget Søvndals værdipolitiske nybrud. Efter sexovergrebene i Køln forrige nytårsaften – altovervejende begået af muslimske mænd fra Nordafrika - udtalte Dyhr, at ”der er behov for en modernisering af islam og et opgør med den patriarkalske kultur”.

SF-formanden har ligeledes åbent erkendt, at der er en direkte sammenhæng mellem antallet af flygtninge/indvandrere og muligheden for en vellykket integration.

Den gode ghetto
Özlem Cekic er på sin side været meget sensitiv over for kritik af etniske minoriteter i almindelighed og muslimer i særdeleshed. Cekic har gennemgående set kritikken som udslag af højrepopulisme, og hun har konsekvent nedtonet problemerne.

Kendetegnende for Cekic skrev hun for et par år siden en kronik i Politiken, hvor hun fortalte, hvor ”glade og tilfredse de fleste beboere er” i ghettoområder som Vollsmose, Gellerup og Mjølnerparken. Det var snarere omverdenens fordomme, der var problemet, argumenterede Cekic.

Med sine holdninger har Cekic mere fremstået som en repræsentant for minoritets-miljøet end som politiker fra et socialistisk parti.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Her var timingen for en gangs skyld meget uheldig. For nøjagtig samtidig med offentliggørelsen af Cekic’ kronik begik en ung dansk-palæstinenser med basis i Mjølnerparken sin terror i København. 

Den tilgang til integrationsproblemer har størstedelen af venstrefløjen for længst forladt, og med sine holdninger har Cekic ofte mere fremstået som en repræsentant for minoritetsmiljøet end som politiker fra et socialistisk parti.

Stod fast mod skatteaftale
Derfor har Cekic også været et tveægget sværd for SF. Hendes enorme gennemslagskraft og hendes karisma er blevet anerkendt, men hun har samtidig forsøgt at fastlåse SF’s værdipolitik på synspunkter, store dele af venstrefløjen har forladt. Og som kun et mindretal af befolkningen deler.

Det ændrer bare ikke ved, at Cekic stadig har en høj stjerne i dele af SF's bagland.

Det har hun ikke mindst, fordi hun demonstrerede stamina og integritet, da hun i sommeren 2012 stod fast og nægtede at stemme for den skattereform, SRSF-regeringen indgik med Venstre. Her havde hun en stor af SF’s medlemmer og vælgere bag sig.

Partyspoiler
Derfor er Özlem Cekics exit stærkt generende for SF her og nu. Det vil kaste en skygge over det SF-landsmøde i weekenden, som ellers skulle markere, at partiet omsider er på vej ud af krisen. Meningsmålingerne peger forsigtigt opad, partiet har igen medlemsfremgang, og stemningen i folketingsgruppen er blevet bedre.

Den fest får Cekic nu spoleret.
Men det er langtfra sikkert, at det på sigt er så skidt for SF, at partiets evige dissident har smækket døren udefra.