Pape dumper Løkkes plan: Flere penge til boligejerne

KRAV: Søren Pape Poulsen kræver yderligere milliarder til boligejerne som betingelse for en 2025-aftale.

Søren Pape Poulsen stiller krav om bedre betingelser for de danske boligejere i 2025-planen.
Søren Pape Poulsen stiller krav om bedre betingelser for de danske boligejere i 2025-planen.Foto: Asger Ladefoged/Scanpix
Frederik Tillitz

Konservative lægger ikke mandater til en samlet 2025-aftale med regeringen, medmindre der kommer flere penge til boligejerne. Det siger partiets leder, Søren Pape Poulsen.

”Det ligger fuldstændig fast, hvis man skal have vores mandater med bag en aftale. Vi kan ikke lave en samlet aftale, hvis ikke boligejerne stilles bedre, end der er udsigt til i dag,” siger han til Berlingske.

Regeringen vil med sin storstilede 2025-plan afsætte 24 milliarder kroner i en tryghedspulje for landets boligejere. Men det er ikke nok for Konservative. Tværtimod mener Pape, at regeringens plan gør det stik modsatte: at den gør det værre, dyrere og mere utrygt at være boligejer.

”Planen ser ud til at stille boligejerne dårligere, og at de derfor går en tid i møde, hvor der fortsat og i større grad ligger en bombe og tikker under dem,” siger han.

Papes konklusion baserer sig blandt andet på en tabel i 2025-planen. Tabellen viser både, hvordan regeringen vil fordele sin pulje til boligejerne, samt hvor meget boligejernes rentefradrag står til at blive beskåret.

I de første år er beløbene fra boligpuljen større end forringelsen fra det lavere rentefradrag, men år for år bevæger de to kurver sig tættere på hinanden, og i år 2024 krydser de. I det sidste år af planen – år 2025 – koster det lavere rentefradrag boligejerne fire mia. kr., mens puljen til tryghed for boligejerne udløser 2,4 milliarder kroner.

Søren Pape Poulsen mener heller ikke, at regeringen som lovet i valgkampen har sat penge af til at forlænge skattestoppet på ejendomsværdiskatten. Grundskylden står også stadig til at kunne stige med op til syv procent om året, og det nye system til vurdering af danskernes boliger ventes at føre til markant højere vurderinger for boligejere særligt i og omkring de større byer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00