Analyse af 
Esben Schjørring

Pape har lagt sig ud med Fogh, sat Ellemann under pres – og givet Mette Frederiksen en kæmpe gave

K-formanden satser stort med sit mørkeblå skatteudspil. Hvis historien har noget at sige, ender det med at give de borgerlige et valgnederlag. Men ud af ruinerne kan Pape alligevel have vendt de seneste 30 års hierarki mellem Venstre og Konservative rundt.

Det har vist sig svært – ikke umuligt, men svært – for Socialdemokratiet at slå Venstre de seneste 20 år. Men en mørkeblå konservativ, der gerne vil slås med skattelettelser mod velfærd? Det glæder man sig til i Socialdemokratiet. Pape har dermed også indgydet ny kampgejst i en regering, hvor der blandt visse af ministrene ellers havde indfundet sig en vis nervøsitet.
Det har vist sig svært – ikke umuligt, men svært – for Socialdemokratiet at slå Venstre de seneste 20 år. Men en mørkeblå konservativ, der gerne vil slås med skattelettelser mod velfærd? Det glæder man sig til i Socialdemokratiet. Pape har dermed også indgydet ny kampgejst i en regering, hvor der blandt visse af ministrene ellers havde indfundet sig en vis nervøsitet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Folketingsvalget i 1998 er gået over i historien som et mytologisk og skelsættende valg.

Berømt, fordi det blev så tæt, og konsekvenserne af det alligevel så dramatiske. De borgerlige havde ført i meningsmålingerne, men en heftig slutspurt og en guerillakrigskampagne fra Poul Nyrup Rasmussen slukkede helt overraskende de borgerlige drømme.

Uffe Ellemann-Jensen smed det landspolitiske håndklæde i ringen og overlod styringen af Venstre og det borgerlige Danmark til Anders Fogh Rasmussen. Inden for få dage tog han og partisekretær Claus Hjort Frederiksen nogle strategiske og ideologiske beslutninger, der skulle få historiske konsekvenser.

Slut var dagene, hvor de borgerlige udkæmpede slaget om regeringsmagten med Socialdemokratiet på fordelingspolitikkens arena. I kampen mellem skattelettelser og velfærd, vandt velfærden og Socialdemokratiet altid, var analysen fra de to.

Vælgerne har fået sig en ægte valgkamp både i den forstand, at det er tæt og det mest ideologiske i flere årtier. Og de har også fået sig en meget interessant kamp i kampen – kampen om den borgerlige sjæl.

Skulle de borgerlige vinde, måtte de ud af det kryds, ud af den fordelingspolitiske arena og finde en ny slagmark. Venstre droppede alle tanker om skattelettelser, omfavnede den universelle velfærdsstat med efterløn, dagpenge og topskat.

Afpolitiserede fordelingspolitikken, som de politiske tænkere ville sige, og søgte ind mod midten for i stedet at genpolitisere værdierne, den nationale identitet og især udlændingepolitikken. Og vandt. Og vandt og vandt. De første 20 år af det nye årtusinde tilhørte de borgerlige, og de tilhørte Venstre.

En hel generation af danskere kan ikke huske andet, end at den borgerlige statsministerkandidat var Venstres formand, og at Det Konservative Folkeparti kunne vælge mellem to typer af irrelevans; den hvor man bare er lidt kedelig, og den hvor man er lidt en vittighed.

Som dengang det kom frem, at partiets folketingsmedlemmer under vejledning fra en coach med baggrund i aversionspsykologi skulle gå rundt med en elastik om håndleddet, de skulle trække ud og lade smække ind mod huden, hvis de fik negative tanker om partiets tilstand og fremtid.

Alt det – lillebrorrollen, det kroniske lave selvværd og Venstres strategi om at levere den samme velfærd som Socialdemokratiet for at få magten over samfundet – gjorde Søren Pape Poulsen alt for at lave om på i onsdags.

Og selv hvis de borgerlige taber valgkampen, kan han og Konservative alligevel have vundet.

Pape har altid været blød, nu er han også modig

Det falder én svært at knytte ordet ”mod” til Søren Pape Poulsen. Imaget som en rund og blød mand er ikke spin. Da det hele spidsede til under sagen om anklagerne mod Claus Hjort Frederiksen for landsforræderi blev Pape både presset og udstillet af sine borgerlige partilederkollegaer.

"Man slår sig ikke på mig," som han sagde til Altinget for nogle år siden.

Alligevel kan man ikke sige andet, end at det valgoplæg, han præsenterede onsdag på en historisk og strategisk skala, er modigt. Store skattelettelser i top og bund, hvor især de mest veltjenende danskere kan hive store summer hjem, nedbarberet elafgift, tilbagerulning af forhøjelsen af dagpenge og Arnepensionen samt et opgør med hele tankegangen om det demografiske træk på de offentlige budgetter.

På den ene side fordi det bryder med kernen i Venstres mere end 20 år gamle strategi om ikke at komme i fordelingspolitisk karambolage med Socialdemokratiet, når kampen om regeringsmagten skal afgøres.

Alt det – lillebrorrollen, det kroniske lave selvværd og Venstres strategi om at levere den samme velfærd som Socialdemokratiet for at få magten over samfundet – gjorde Søren Pape Poulsen alt for at lave om på i onsdags.

På den anden side fordi Venstre udviklede den strategi af en årsag. Nemlig, at det efter historien at dømme simpelthen bare er rigtigt. Om vi har en velfærdsstat, fordi danskerne af historiske grunde har en socialdemokratisk mentalitet, eller danskerne har en socialdemokratisk mentalitet, fordi vi har en velfærdsstat, er svært at afgøre. Men man kunne nærmest høre jubelskriget fra regeringen og de socialdemokratiske politikere, mens Pape Poulsen fremlagde sin plan på Egelund Slot.

Fra nu af vil de gøre Søren Pape Poulsen til deres hovedmodstander. Han ER de borgerliges statsministerkandidat nu, som en kilde i regeringen sagde til mig oven på udspillet.

Det har vist sig svært – ikke umuligt, men svært – for Socialdemokratiet at slå Venstre de seneste 20 år. Men en mørkeblå konservativ, der gerne vil slås med skattelettelser mod velfærd? Det glæder man sig til i Socialdemokratiet. Pape har dermed også indgydet ny kampgejst i en regering, hvor der blandt visse af ministrene ellers havde indfundet sig en vis nervøsitet.

Den dobbelte krigserklæring

Papes strategiske ryk, hvor han både erklærer sig som statsministerkandidat og placerer sig langt til højre på den økonomiske politik i forhold til de seneste 20 års borgerlige kurs, er muliggjort af det opbrud, blå blok har befundet sig i mere end ti år, siden Liberal Alliance blev stiftet. Og som også hver for sig kan ses som reaktioner på Venstres afpolitisering af velfærdsstaten og fordelingspolitikken under Fogh Rasmussen.

Det kunne lykkes for Fogh, fordi DF og Venstre voksede sig store og stærke. I 2001 havde V og DF tilsammen 43 procent af stemmerne. I de seneste meningsmålinger kommer de kun lige op over 16 procent. Nye Borgerlige brød igennem ved Folketingsvalget i 2019 og er på linje med Papes fordelingspolitik, og det samme gælder for LA. Og som Altinget kunne fortælle i går, er Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne også klar på topskattelettelser og vil ikke frede dagpengeforhøjelsen fra regeringens "Danmark kan mere I", som blev vedtaget i januar.

Ved at rykke fordelingspolitikken helt frem på scenen og i centrum for sit statsministerkandidatur har Pape med andre ord stillet sig i spidsen det, der udgør fællesmængden blandt de mange borgerlige partier.

Dermed er det ikke kun selve det, at Pape ikke længere accepterer Venstres førstefødselsret til statsministerposten, der udgør en krigserklæring til Venstre. Men at han så direkte gør det ved at bryde med Venstres store strategi. 

Læs også

Kampen om den borgerlige sjæl

Det lægger i sig selv pres på Ellemann-Jensen. Men det lægger yderligere til, at meget af det, Pape foreslår også er noget, mange Venstrefolk selv mener, men som de – efter Foghs brutale nedslagtninger af de berømte tesemagere og Eva Kjær Hansen – har lært at putte med for ikke at kompromittere vejen til regeringsmagten.

Hvordan Ellemann på én gang skal placere sig til venstre for Konservative, men til højre for Socialdemokratiet og samtidig vinde vælgere over midten, så partiet vokser fra de nuværende 13-15 procent i meningsmålingerne og fastholde sig selv som den åbenlyse borgerlige statsministerkandidat, er en meget svær ligning at få til at gå op.

Og i sidste ende kan det være et lige så godt mål for Pape Poulsen som rent faktisk at blive statsminister. Lykkes han med at remplacere Venstre som den borgerlige bloks leder, ja, lykkes han bare med at gøre sit parti ligeværdigt med Venstre og tvinge partiet i en mere økonomisk borgerlig retning, så vil Pape Poulsen have skrevet sig – noget overraskende – ind i den politiske danmarkshistorie.

Vælgerne har fået sig en ægte valgkamp både i den forstand, at det er tæt og det mest ideologiske i flere årtier. Og de har også fået sig en meget interessant kamp i kampen:

Kampen om den borgerlige sjæl.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Jakob Ellemann-Jensen

Vicestatsminister og forsvarsminister, partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)