Analyse af 
Erik Holstein

Pape kom stærkt fra debuten i statsministerkrydsild

Mette Frederiksen var hæmmet af en modsætningsfyldt taktik, Jakob Ellemann havde det svært i sin midterposition, mens Søren Pape var overraskende offensiv, da de tre statsministerkandidater tørnede sammen på DR.

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

”Kan han stå distancen, eller bliver han savet midt over?"

Forventningerne til den konservative leder Søren Pape Poulsen var meget blandede på Borgen, da Pape for nylig erklærede sit statsministerkandidatur. For den konservative leder er ganske vist meget populær blandt vælgerne, men han har flere gange vist svaghed i pressede situationer.

Søndag aften kom så den første test, da Pape tørnede sammen med sin borgerlige rival, Venstres Jakob Ellemann-Jensen og den rutinerede socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen.

Søren Pape blev som ventet straks udfordret på den kontroversielle konservative 2030-plan, der vil lette skatter og afgifter for 40 milliarer, en plan ikke alene Mette Frederiksen, men også Jakob Ellermann-Jensen har kritiseret skarpt.

”Det største eksperiment med velfærdsstaten i vor levetid,” lød det fra Mette Frederiksen, der understregede, at det ifølge Finansministeriet vil koste 40.000 offentlige arbejdspladser.

Men Pape gik omgående til modangreb og satte spørgsmålstegn ved beregningerne, som han kaldte ”fupberegninger”. Der kan sagtens spares ved at skærpe i det offentlige bureaukrati, uden det går ud over velfærden, fortsatte Pape, der var langt mere offensiv end forventet

Mette Frederiksen fik endnu et stød ind, da hun lige fik nævnt, at Pape selv vil få en skattelettelse på 74.000 kroner om året, hvis den konservative plan bliver til virkelighed.

Tvivlsom strategi
Alligevel var det som om, at Mette Frederiksen ikke fik tacklet helt igennem.

Det hænger sammen med en meget tvivlsom taktik, hvor statsministeren har genoplivet Lars Løkkes Rasmussens (M) fantom fra sidste valgkamp med en regering over midten. Altså en regering, hvor Mette Frederiksen lukker Ellemann og Pape ind. Det er bare ikke særlig overbevisende at fremstille en mand, man vil i regering med, som ”Velfærdssamfundets fjende nummer 1.”

Statsministeren havde også ret svært ved at argumentere for nødvendigheden af en midterregering, da emnet kom op i aftenens debat. Mette Frederiksen brugte forårets ”nationale kompromis” om forsvaret som et eksempel på, hvor meget et bredt politisk samarbejde kan.

Men argumentet blev omgående vendt om af både Pape og Ellemann. For det nationale kompromis er netop et eksempel på, at man sagtens kan finde ud af at lave meget brede aftaler i Folketinget – uden at partierne af den grund sidder i regering sammen.

”Hvad er det egentlig, en sådan bred regering skal kunne, som vi ikke kan i dag,” ville Pape vide. Han fortsatte med at ironisere over, at ”Mette Frederiksen siger, hun vil have en regering over midten – og alligevel går til valg på en et-parti regering.”

”Det er lyden af en statsminister, der vil være statsminister for enhver pris,” lød det syrligt fra Jakob Ellemann.

Det er bare ikke særlig overbevisende at fremstille en mand, man vil i regering med, som ”Velfærdssamfundets fjende nummer 1.”

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Borgerlig borgfred
Der var på forhånd spænding om, hvorvidt de to borgerlige statsministerkandidater ville ende i infight, efter Jakob Ellemann tidligere på ugen havde angrebet den højredrejede konservative 2030-plan for at gå ud over velfærden.

Men de to blå kandidater holdt tonelejet i ro, selvom uenigheden på det område lige blev snittet i debatten.

Mette Frederiksens angreb var primært rettet mod Pape, fordi hans politik udgør den mest taknemmelige skydeskive, og det fik Jakob Ellemann til at falde lidt ud i en del af debatten.

Ellemann klarede sig ikke decideret dårligt, men han skal finde en metode til at håndtere, at Pape nu bliver behandlet som Mette Frederiksens hovedudfordrer.

Sygeplejerskernes løn
Højere løn til personalet i sundhedssektoren blev også berørt, og Mette Frederiksen erkendte, at flere kroner i lønningsposen er et nødvendigt redskab:
”Det kan ikke komme bag på os som politikere, at der mangler hænder i sundhedsvæsenet. Det handler også om medarbejdernes løn-og arbejdsvilkår, ”sagde statsministeren, der dog ikke ville præcisere, hvilke grupper, der skal have mere. Men hendes udtalelser efterlod klart det indtryk, at det i hvert fald gælder sygeplejerskerne.

Det fik Jakob Ellemann til at minde om, at Mette Frederiksen havde en noget anden holdning, da regeringen med henvisning til den danske model afviste at komme sygeplejerskerne til undsætning under deres konflikt sidste år.

”Statsministerens timing er interessant,” lød det med en typisk Ellemannsk sarkasme.

Mette Frederiksens ekstra gear
Efter debatten kan den undertippede Søren Pape Poulsen være ovenud tilfreds og roligt nyde en kølig pilsner som belønning for indsatsen.

Jakob Ellemann-Jensen skal derimod have justeret sin strategi til den nye situation, så han får en mere fremtrædende plads i den næste debat.

Mette Frederiksen er i højrisiko for at tabe Statsministeriet, og hun skal simpelthen op i et andet gear. Det gear har hun – og hun har tilmed fået foræret en perfekt fordelingspolitisk slagmark af Søren Papes højredrejning.

Men det kræver, den socialdemokratiske formand fører stødene helt igennem – og ikke lade sig begrænse af en fortænkt, taktisk manøvre om den midterregering, hun selv så bastant afviste i sidste valgkamp.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)









0:000:00