Paula Larrain: Danmark flygter fra sit ansvar – søger asyl i Afrika

Hvad har flygtninge med højt begavede børn at gøre? De er mærkelige. I hvert fald i forhold til flertallet. Og derfor skal de væk.

Hvis du ikke forstår abstraktionen, så skal jeg forklare den. Begge sager fra den forgangne uge vidner nemlig om et flertal, der i stigende grad lader sig rette efter egen fastsatte norm. Som om den er det eneste rigtige. Fordi flertallet siger det.

Således har vi fået en debat, en politik og en mentalitet, der ser skævt til alt, hvad der bare er en lille smule anderledes end flertallets stadig mere snævre norm.

Flertallets tyranni er resultatet, og det har intet med demokrati at gøre. Som bekendt kendetegnes et sundt demokrati ved sin evne til at rumme og anerkende sine mindretal. Men hvordan skal sådan et demokrati fungere, når mindretal overalt i Danmark gøres til et problem?

Kender du sådan en dreng? Det kan være helt ufattelig hjerteskærende at være vidne til. Flertallets udstødelse af et barn, fordi det ikke passer ind i gennemsnittets forventning.

Paula Larrain

Tag nu de højt begavede børn. Folkeskolen magter dem ikke. De keder sig, laver ballade og bliver stressede, fordi de er så meget kvikkere end deres omgivelser, at de har svært ved at tage lærernes instrukser alvorligt. I stedet for at inkludere dem som noget naturligt, altså lynhurtigt differentiere undervisningen, får de et stempel som ballademagere og ender med at blive udstødt.

Et eksempel fra det virkelige liv:

Fællesskab er noget andet og meget mere end summen af flertallets norm. Et fællesskab består af individer, og individer er i sagens natur forskellige. En fælles norm er ikke nødvendigvis et mål i sig selv.

Paula Larrain

Et højt begavet barn har en avanceret humor og vil gerne accepteres af ”fodbolddrengene”. Hurtigt har klassen nemlig identificeret, hvem der er de smarte, og hvem der holder sammen. Det gør fodbolddrengene. Ikke et ondt ord om dem fra en, der elsker fodbold. Men I kender mekanismen, hvis I selv har gået i skole, eller hvis I selv har børn.

Under svag voksenledelse vil der gå Fluernes Herre i sådan en drengegruppe. Det vil sige: Er læreren ikke god, har hun ikke psykologisk tæft, erfaring nok, eller er hun måske udbrændt, ser hun ikke, hvorfor den ene af drengene begynder at skille sig ud. Han laver sjov, ballade, spiller klovn.

Skolepsykologen er ikke i tvivl om, hvad ”den mærkelige dreng” gør. Han prøver at passe ind. Hans normale person har han ikke haft held med, så nu prøver han en anden strategi, nemlig den som klovn. Han bliver bare mere udstødt. Så starter balladen. Drengen er nemlig intelligent og vil ikke acceptere, at han ikke kan accepteres.

Han prøver alt muligt; tæsk, trusler, gode historier. Men der er intet at gøre. Han er allerede stemplet og lige meget, hvad han gør, så har både lærere, fodbolddrengene samt disses forældre allerede kategoriseret ham som et problem. Han får ingen legeaftaler, han bliver ikke spillet til, han bliver ikke set.

Kender du sådan en dreng? Det kan være helt ufattelig hjerteskærende at være vidne til. Flertallets udstødelse af et barn, fordi det ikke passer ind i gennemsnittets forventning.

Så bliver drengen sygeliggjort, og han bliver testet. Det viser sig, at drengen er superintelligent. Men han er bare et lille barn, så hvad kan han gøre ved, når læreren giver instrukser, og han spørger ind til evigheden, Gud, død, de sultne børn i Afrika, mens alle bare kigger på ham, som om han er åndssvag?

Flertallet kan gøre noget, de voksne kan gøre noget. Vi kan begynde med at se på ”de mærkelige” som andet end problemer. Vi kan spørge ind, forstå, blive klogere.

Det kan så kun lade sig gøre, hvis vi bliver enige om, at fællesskab er noget andet og meget mere end summen af flertallets norm. Et fællesskab består af individer, og individer er i sagens natur forskellige. En fælles norm er ikke nødvendigvis et mål i sig selv.

Hvis fællesskabet dikteres af flertallets norm, vil alle ”de mærkelige” føle sig fremmede. Det er sådan, Danmark er ved at udvikle sig. Til et land, hvor der hurtigt bliver sagt: Kan du ikke lide lugten i bageriet, så skrid med dig. Du er mærkelig, bare fordi du er anderledes. Det er din opgave at tilpasse dig, og her er den skabelon, vi har skabt til dig!

Hvis du er syg: Mærkelig. Hvis du er arbejdsløs: Mærkelig. Hvis du er mørk: Mærkelig. Hvis du har tørklæde på: Mærkelig. Hvis du er ked af det: Mærkelig. Hvis du er fattig: Mærkelig. Hvis du er flygtning: Mærkelig.

De sidste har Socialdemokratiet så tænkt sig at omdirigere til Afrika, så snart lejligheden byder sig.

Men vi kan da for pokker ikke sende alle vores problemer derned, vel?

Skulle vi snart diskutere, hvordan vi får et samfund, hvor der er plads til os alle? Hvor flertallet accepterer det helt grundlæggende, nemlig at vi mennesker har værdi i os selv. At vi er præcis, som vi skal være, og at vi godt kan rumme os alle?

Og altså især dem, der har brug for vores hjælp. Og nej, dette er ikke et argument for at tage os af hele verden her og samtidig.

Det er et råb om at se ud over egen normative næsetip.

----------------

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.