Paula Larrain: DR er ikke et frit medie

Hvis man er i tvivl om, at DF føler en vis ejerfornemmelse over DR, så må en sidste rest være forsvundet efter afslutningen af TV-serien Historien om Danmark.

Næstformand Søren Espersen fór i blækhuset og var så arrig over "venstresnoet propaganda", at han truede med konsekvenser.

"Hvordan man skal reagere over for DR, det ved jeg ikke. Men et godt sted at starte er de forhandlinger om et nyt medieforlig, der starter efter nytår", skrev han.

Budskabet var ikke til at misforstå: I har ikke løst opgaven, som vi har bestilt den, så det kommer vi lige til at tale om under vores kommende lønforhandling.

Det fine armslængde princip er afgået ved døden og det er på tide, vi finder på noget nyt, hvis ikke DR skal få en aura af Pravda over sig.

Paula Larrain

Truslen blev afleveret sammen med den efterhånden typiske, melodramatiske offersang om, at DRs ledelse nok bare er "ligeglade med kritikken".

Næppe. For er der noget, som er lykkes for DF i de senere år, så er det at skabe usikkerhed på redaktionerne i DR. Med kritik både gennem partiets udpegede bestyrelsesmedlemmer og med en konstant jamren over, hvordan alt kunne være helt anderledes, har DF ledt an i en årelang frontalkrig mod DR. Noget af kritikken har naturligvis været rimelig, og det er i det hele taget kun rimeligt at give løbende feedback til en virksomhed, der har ret til at opkræve 2.527 kroner fra alle husstande, selv de allerfattigste. Men når politikere kæder politisk kritik af upolitisk indhold med bevillinger, må det stå klart for enhver:

Hvis ikke vi frigør DR, risikerer institutionen af blive skubbet ind i rollen som en konservativ socialdemokratisk anakronisme.

Paula Larrain

Det fine armslængde princip er afgået ved døden og det er på tide, vi finder på noget nyt, hvis ikke DR skal få en aura af Pravda over sig.

Tydeligheden blev ikke mindre, da De Konservatives Naser Khader dagen efter foreslog, at man satte en disclaimer på det sidste afsnit af Historien om Danmark. Så folk i al fremtid kunne se, at afsnittet havde været omstridt. Bortset fra at det ligger implicit, at al indhold selvfølgelig kan diskuteres over alt fra aftenkaffe til forsamlingshuset, var dette et forslag fra et folketingsmedlem til direkte redigering af DRs digitale indhold (!) Måske pressens minister (Lars Løkke) burde sætte et par ting på plads her.

Men hvad gør vi så for at sikre DR en uafhængighed, som institutionen næppe kan siges at nyde i dag? Jeg har før foreslået, at man sløjfer licensmodellen og går efter en statsstøttet fondsmodel, der giver direkte støtte til public service medier. Det vil betyde, at man frakobler institutionen DR fra staten, ja, det er faktisk en slags privatisering. Jeg vælger at se det som en frigørelse fra staten. En statsfond ville stadig være en offentlig finansiering, men den ville gøre armslængden til en flods bredde og dermed gøre det sværere for et politisk flertal at køre herskersvinet over DRs indhold.

DR skal i en sådan model på lige vilkår med andre medier, der vil producere public service, ansøge om midler i en fond, der finansieres over skatten. Ja, det er en teknokratløsning, men lidt mindre følelse og mere fornuft kunne vi godt have brug for på medieområdet.

Licensen har den utilsigtede effekt, at den som afgift er socialt skæv. Det betyder, at en studerende, der lige er flyttet hjemmefra og som har svedt over sit budget, der giver ham måske 2.000 kroner om måneden til mad, tøj, fest og medieforbrug, skal betale det samme som hans forældre i parcelhuset. I disse tider, hvor unge mennesker streamer indhold alle steder fra, er det ikke ualmindeligt, at netop aldersgruppen 15-30 slet ikke er i berøring med DRs produkter, hvilket gør en regning fra licenskontoret endnu mere urimelig.

Med en fondsmodel vil vi alle bidrage via skatten og der vil sidde professionelle, forstandige folk og beslutte, hvad der er public service, og hvad der ikke er. Det vil formentlig indsnævre begrebet i forhold til nu, men ærlig talt, hvordan kan man blive ved med at argumentere for, at TV-underholdning af folket skal være en statsopgave? En slags menneskeret, der overgår selv retten til en bolig?

Paradokserne i licensmodellen er mange. En fondsmodel til public service vil sikre kvalitetsindhold, som ikke kan leve på kommercielle vilkår. Det har DR en hel overflod af og derfor ville institutionen stadig være den, der modtager allerflest penge alene i kraft af sin størrelse.

Underholdning vil man stadig kunne levere, men gennem målrettet brugerbetaling. Lad da dem, der gerne vil se Alle Mod En og X-factor, betale direkte for det, ligesom folk også selv betaler for al anden underholdning.

Det mere vitaminholdige indhold skal til gengæld være tilgængeligt for alle. At folk generelt gerne vil fylde sig med åndeligt tomme kalorier i stedet for at se gratis indhold, man kan blive klogere af, skal staten ikke gå rundt og regulere. Det må være op til hver enkelt.

Lur mig, om ikke rigtig mange ville vælge DRs indhold til. DR har ekspertisen, erfaringen og organiseringen. Institutionen kan godt stå på egne ben. Og dermed slippe for politikernes evindelige jamren over, at de ikke lige blev nævnt i et TV-program ud af titusinder.

Hvad angår den konkrete kritik, er det tv-fagligheden hos kritikerne, der halter, og ikke DRs. Man har i serien 'Historien om Danmark' gennemgående valgt at fortælle danmarkshistorien gennem konkrete begivenheder og personer, om muligt. Det er moderne fortælleteknik, der virker. Man bidrog med nye vinkler og perspektiver, som en slavisk kronologisk, politisk fokuseret gennemgang af for eksempel besættelse, ikke giver på samme måde. Den detaljerede balance med kongerække og politiske kampe på Christiansborg skal gerne gives i historieundervisningen.

"Historien om Danmark" fik ganske flot, synes jeg, bundet kvindefrigørelse, besættelse, politik og arbejderkamp sammen. Ingen af temaerne blev udtømt, men blot berørt og perspektiveret i publikum selv.

I sådan en gennemgang vil der altid mangle noget og meget kunne selvfølgelig fortælles anderledes og ikke mindst gennem andre personer. Sådan er det med al historiefortælling. Der skal vælges og fravælges benhårdt, når 70 års historie skal koges ned til 50 minutters tv. Det er ikke mærkeligt, at der findes et væld af historikere derude, som mener, at lige netop deres ekspertområde ikke fik plads nok. Der er trods alt blot tale om et TV-program. Ikke en vaccination mod al anden viden i al evighed.

Det vigtigste budskab blev heller ikke mejslet i granit, for at alle fatter det og kan skrive under. DRs producent skal selvfølgelig have lov til at fortælle sin version uden at få skudt i skoene, at vedkommende er ude på at manipulere os alle.

Danmark blev befriet af briterne, ikke russerne, heldigvis, og derfor kan vi i dag nyde at tænke frit og ytre os frit. Dette gælder i særdeleshed vores medier, der ikke skal være bundet af ideologier eller politiske modeluner.

Hvis ikke vi frigør DR, risikerer institutionen af blive skubbet ind i rollen som en konservativ socialdemokratisk anakronisme. Og det ville være synd. En historisk synd.

------------------

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.