Paula Larrain: Om dengang jeg forlod Facebook. Igen.

Mit sidste opråb på Facebook handlede om at få folk til at forlade båden sammen med mig. Selvom det blev taget ilde op af nogle, var solidariteten og forståelsen mest dominerende.

Der er noget galt med Facebook. Ikke så meget selve platformen, som er let at bruge og virkeligt har mange positive sider. Men der er noget galt med os i denne platform. Det er mit indtryk, at flere bemærker det med ubehag. Noget har ændret sig i fællesskabet, men hvad?

Hvorfor det er blevet så galt, kan man diskutere i evighed. Især på Twitter. En af årsagerne kan være, at algoritmerne sørger for, at du hele tiden får mere af det, som du har vist interesse for før. Er du eksempelvis bekymret for den stigende indvandrerfjendtlighed eller bare indvandring, får du flere "nyheder", der handler om netop det.

Således bliver problemet ved med at vokse. Men mest i dit hoved. På den måde kræver det mere og mere af dig at skulle sætte rabiate kommentarer om mindretal i perspektiv, og du kan måske få det indtryk, at danskerne i stigende grad vender sig mod indvandrere generelt. Og at alle muslimer er farlige, potentielle terrorister.

Folkelig debat er virkeligt 'overrated'.

Paula Larrain

Den endelige beslutning om at forlade Facebook og ikke længere lade mig hive rundt af deres algoritmer traf jeg, mens jeg sad og læste Özlem Cekic' fremragende bog "Hvorfor hader han dig, mor?"

Cekic er på besøg hos Jimmy og Lone fra Fyn. Jimmy har sendt hademails til Özlem. Han og Lone er bekymrede over "muslimernes særregler". At de fylder for meget, på bekostning af danskerne. Undervejs i mødet er det tydeligt, hvor de har deres oplevelse fra. Medierne. De hører så meget. Özlem er ikke den første muslim, de møder. Andre muslimer i deres hverdag er lige så flinke, fortæller de. Alligevel er de skeptiske. Over for "dem".

Facebook kommer ind som en forstørrer af en allerede uheldig tendens. Her er kuratorerne for nyheder dine egne venner. I takt med folks polarisering er venskabskredsene blevet luget ud og kritiske røster vippet af.

Paula Larrain

Jeg kan ikke bevise det, men jeg er ret overbevist om, at de har deres kritiske opfattelse af muslimer fra en blanding af både gamle og nye medier samt de sociale. Min egen oplevelse er, at man nu nærmest er den mærkelige i omgangskredsen, en underlig journalist, fordi jeg ikke er synderligt kritisk over for islam. Ikke mere end jeg er det over for jødedom, kristendom og buddhisme, der hver især har deres problematiske sider.

Det er vel ikke en overdrivelse at sige, at det er på mode at være imod indvandring og især muslimer. Og det er en mode, der har varet betragteligt mere end andre moder. Indvandring lader til for nogle politikere at være det største problem i universet. Ikke på linje med klimaforandringerne. Næ, langt over.

Den slags proportionsforvridning lader til at smitte, om ikke med lysets hast, så i hvert fald hurtigt nok til, at man kan se udviklingen med det blotte øje. Den er en del af de postfaktuelle tendenser, som landets ypperste og mangeårige Facebook-kritiker, Vincent Hendricks og hans makker Mads Vestergaard beskriver i bogen "Fake News". Det er svært ikke at blive ramt af en dystopisk følelse efter at have læst den. Bogen slutter således også af med et citat af George Orwell. For som forfatterne skriver på et tidspunkt:

"... sætter postfaktuelle symptomer og tilstande sig fast og bliver mere permanente, resulterer det i demokratiets forfald, hvor magthaverne ... ikke stilles til regnskab. Selv hvis de afsløres i direkte løgn."

Bogen har ikke nået at inkludere Støjberg-sagen, hvor integrationsministeren før sommeren blev taget i at lyve over for folketinget. Helt uden de konsekvenser, grundlovsforfatterne havde forestillet sig, nemlig med en eller anden form for irettesættelse fra et flertal af folketinget.

Støjberg er simpelthen blevet urørlig på grund af sin popularitet, fordi hendes sag er populær: at holde indvandrere, især muslimer, væk fra Danmark. Ingen i flertallet bag hende har lyst til at lægge arm med den efterhånden fasttømrede folkestemning for at holde fast i principper om, at ministre selvfølgelig holder sig til sandheden. Også når de forklarer, hvordan de kom til at forvalte ulovligt.

Den sag beviser for mig, at folkets forestillinger og deling af forvrængede forestillinger på sociale medier ikke er ligegyldige for demokratiet. Og jo mere forbruget af sociale medier fylder i ens dagligdag, jo mere bliver ens forestillinger fasttømret alene gennem likes og bekræftelser.

Folket ved bedst-paradigmet lader til at ligge over demokratiets forpligtelse til at beskytte individer i samfundets mindretal. Mod generaliserende, dehumaniserende tendenser. Det er bekymrende, når man fra relativt ny verdenshistorie ved, at vi fik menneskerettighederne netop som modsvar til den tendens. Og den forstærkes af flere mainstreammedier, der i dag stort set er brugerstyrede gennem nettets meget præcise måling af trafik. Jo flere brugere, interaktioner, jo flere annoncekroner.

Derfor er spekulation i opmærksomhed også blevet en flittigt anvendt strategi for de spindoktorer, der har journalisternes værktøjer med sig, men som på ingen måde anvender dem i sandhedens tjeneste. Kun i genvalgets. Indvandrerskepsis sælger, mens indvandrerforsvar er en tabersag. Folkets følelser af frygt over for indvandring er vigtigere end fakta.

Og det er så her, Facebook kommer ind som en forstørrer af en allerede uheldig tendens. Her er kuratorerne for nyheder dine egne venner. I takt med folks polarisering er venskabskredsene blevet luget ud og kritiske røster vippet af.

Jeg er selv ramt af ekkokammersyndromet. Jeg gider ikke at høre på mere vrøvl fra folk, som mener, at indvandringen er det største problem i Danmark. Jeg har lukket ørerne. Dermed misser jeg muligheden for dialog, og jeg er egentlig også ligeglad. Det hele er alligevel sagt, mener jeg, og dialog får jeg masser af. Med ligesindede eller in persona, når jeg holder foredrag om emnet.

Hvor ender vi, hvis man på sociale medier bliver delt op i hold, og hvis alle bruger mest tid på at tale med dem, de er enige med?

Det er jeg ikke færdig med at tænke over. Men jeg er færdig med at eksperimentere med nye kommunikationsformer. Jeg vil tilbage til den gamle. Dialogkaffe. Og i det hele taget personlig dialog. På baggrund af bøger skrevet af rigtige eksperter. Ikke flere endeløse diskussioner på endeløse tråde. Folkelig debat er virkeligt 'overrated'. Og langtfra informativt i længden. Der er store ting i spil lige nu, og derfor er proportioner, fakta og fairness imperativt, for samler det ene hold sig lige pludseligt bag en dansk afvikling af de universelle menneskerettigheder, har demokratiet spillet helt fallit. Politisk er det allerede luftet af flere.

Hermed en opfordring til at slukke for larmen og læse følgende tre bøger, der denne sommer har fået mig frem til at forlade Facebook-skuden:

Det historiske og store statistiske verdensperspektiv i "The Better Angels of our Nature" af Steven Pinker; mediernes udvikling i kampen om menneskers begrænsede opmærksomhed i "Fake News, af filosofferne Vincent Hendricks og Mads Vestergaard; og sidst, men ikke mindst, det individuelt oplevede perspektiv, der bekræfter begge de akademiske bøger "Hvorfor hader han dig, mor?" af Özlem Cekic.

Vi ses på Twitter. Så længe det varer. Hvornår jeg forlader Facebook igen, skal jeg nok give nærmere besked om.

---------

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.