Pelle Dragsted om regeringsstrid: Radikale har ikke patent på økonomisk ansvarlighed

Af Pelle Dragsted
Tidligere MF for Enhedslisten

”Det skal jo hænge sammen”, sådan har det flere gange lydt fra den radikale partileder, Morten Østergaard, når han forlod regeringsforhandlingerne med Mette Frederiksen om en fremtidig regerings økonomiske politik.

Den radikale partileder har godt hjulpet af lederskribenter på Berlingske og Børsen forsøgt at give indtryk af, at Radikale er en slags garant for en økonomisk ansvarlig politik, mens de øvrige partier mest er optaget af at bruge penge.

Uenighederne om den økonomiske kurs for en ny regering handler imidlertid ikke om økonomisk ansvarlighed eller ej. For selvfølgelig skal den økonomiske politik hænge sammen. Selvfølgelig skal pengene passe. Selvfølgelig skal alle udgifter finansieres. Det kan ingen fornuftige partier være uenige i. Og det er de øvrige partier i forhandlingerne selvsagt heller ikke.

Både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har fremlagt forslag til nye indtægter, der krone for krone finansierer det løft af velfærden og de grønne investeringer, som partierne hver især ønsker.

Uenigheden handler om, hvor pengene skal findes. Enhedslisten, SF og til dels Socialdemokraterne ønsker at finde finansiering hos nogle af de samfundsgrupper, som har mest, og som har oplevet voldsomme indtægtsstigninger i det seneste årti. For eksempel ved at bede bankerne om at bidrage lidt mere eller ved at øge skatten på aktie- og kapitalafkast.

Selvfølgelig skal alle udgifter finansieres. Det kan ingen fornuftige partier være uenige i. Og det er de øvrige partier i regeringsforhandlingerne selvsagt heller ikke. 

Pelle Dragsted
Tidligere MF for Enhedslisten

De Radikale er på deres side mere optaget af at øge skatteindtægterne ved at øge udbuddet af arbejdskraft, ud fra den forventning at øget udbud af arbejdskraft fører til øget beskæftigelse, som igen fører til højere skatteindtægter. Derfor ønsker partiet for eksempel at afskaffe det grønne bundfradrag, sænke skatten på arbejde og åbne mere op for import af arbejdskraft.

Uenigheden handler altså om, hvordan den nye regerings politik skal finansieres, ikke om den skal finansieres. Alle partier ønsker, at pengene passer, og at økonomien hænger sammen.

Det er derfor problematisk, når konflikten fremstilles som en konflikt mellem mere eller mindre økonomisk ansvarlighed. Både fordi det er forkert, og fordi man på den måde får en politisk uenighed til at fremstå som en teknisk neutral debat om økonomisk ansvarlighed eller ej.

Det er desværre ikke noget nyt, at politiske forskelle skjules bag fortællinger om ”økonomisk ansvarlighed” og "nødvendige reformer”. Det har martret den økonomiske debat i mange år.

Kan parterne nå hinanden?
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om enderne kan mødes. Om der kan findes kompromiser, der gør, at både Radikale og Enhedslisten kan gå nogenlunde tilfredse fra forhandlingerne.

Enhedslistens største frygt er en gentagelse af resultatet fra det sorte tårn, hvor den nye regering blev bundet til at videreføre en højreorienteret økonomisk politik, der markant skulle øge arbejdsudbuddet gennem såkaldte reformer. For Enhedslisten er det helt afgørende, at en ny regering nedbringer den økonomiske ulighed og øger trygheden for lønmodtagere, der rammes af arbejdsløshed. Og det er meget svært at forene med arbejdsudbudsreformer, som typisk handler om at svække vilkårene for ledige eller sænke skatten i toppen.

Man skal dog lægge mærke til, at Radikale i det 2030-program, som partiet fremlagde kort før valget, havde opgivet planerne om at øge pensionsalderen yderligere. Der er heller ikke forslag om andre ”hårde” arbejdsmarkedsreformer. Der er i stedet mere fokus på at give virksomhederne lettere adgang til import af arbejdskraft og på at lave en skattereform med fokus på lavere skat på de laveste arbejdsindkomster. På den måde lægger Radikale sig i forlængelse af de økonomiske vismænd og andre økonomer, som har peget på, at der efter et årti med reform-amok næppe er meget mere at hente ved at forringe vilkårene for de ledige.

Det skal heller ikke glemmes, at der er områder, hvor Enhedslisten og Radikale faktisk deler opfattelse. Ingen af partierne har for eksempel Socialdemokraternes berøringsangst over for at se på, om man kan beskatte gevinster ved boligsalg eller sænke rentefradraget for meget højre renteudgifter. Også i forhold til afgifter på forurening kan de to partier finde hinanden. Og det gælder også ønsket om at øge beskæftigelsen blandt nydanskere gennem et opgør med paradigmeskiftet.

Alle har brug for en løsning
Der er ingen tvivl om, at forhandlingerne i de kommende uger bliver hårde. Men sandsynligheden for, at der findes en aftale, er alligevel stor. Det skyldes det enkle faktum, at alle partierne har en stor interesse i, at det lykkes.

Det har været fremført fra flere kommentatorer, herunder fra Altingets stifter og bestyrelsesformand, at Radikale skulle stå stærkt i forhandlingerne, fordi de kan flirte og i sidste ende gå i regering med højrefløjen. Men det er i mine øjne et fatamorgana. Det er komplet umuligt at forestille sig et flertal, der indbefatter både Dansk Folkeparti og Radikale. Det ville være gensidigt selvmord.

De Radikales flirten med en mulig midterregering er også forstummet. Og med god grund. Valgets resultat betyder, at Socialdemokraterne og Venstre har flertal alene uden andre partier. En SV-regering ville således gøre Radikale helt og aldeles overflødige. Derfor er en S-regering den bedste mulighed, hvis Radikale skal have indflydelse i de kommende fire år.

Det spændende bliver derfor, om der efter hårde forhandlinger kan findes en løsning, som alle partier kan leve med. Hvor forhandlingerne ikke efterlader sejrherrer og tabere som i 2011.

En aftale, hvor ingen kommer forslåede ud af forhandlingslokalerne, vil skabe et langt bedre grundlag for en levedygtig regering, der ikke er i konstant borgerkrig med sig selv og sit parlamentariske grundlag.