Rasmus Nielsen: Radikale tilbage i nøglerolle

KLUMME: De Radikale er igen tungen på vægtskålen, og hvis S skal forloves med R, skal der mere end kindkys til. Morten Østergaard skal vare sin tunge. Sluges den af Mette Frederiksen, bliver den kogt, skriver udgiver Rasmus Nielsen.

Morten Østergaard skal vare sin tunge, når Mette Frederiksen lokker, skriver Rasmus Nielsen.
Morten Østergaard skal vare sin tunge, når Mette Frederiksen lokker, skriver Rasmus Nielsen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Rasmus Nielsen

Det vellykkede folketingsvalg − hvad angår deltagelse og professionelt samarbejde mellem partier og medier til glæde for vælgerne − placerer Radikale tilbage i partiets historiske nøglerolle indtil 2001 og under Thorning.

De radikale stemmer kommer ikke bare på arbejde, de bliver de klart mest kostbare at bejle til i den igangværende dronningerunde med forhandlinger om flertallet bag en S-ledet regering.

Enhedslisten og SF har ikke andre steder at gå hen, og der skal meget til, før de to partier vil begå noget nær vælgerbedrag ved at stemme imod Mette Frederiksen som ny statsminister. 

Anderledes med Radikale, der kan få mere af sin økonomiske politik igennem sammen med blå blok, hvor det socialliberale parti historisk − som udspringer af Venstre − hører hjemme.

Er de borgerlige partier villige til at tilbyde Morten Østergaard statsministerposten? Tænk tilbage til VKR-regeringen 1968-71, hvor de offentlige udgifter og dermed skatterne forøvrigt eksploderede.

Løkke formulerede det sådan i morges forud for regeringsforhandlingerne:

"Midten i dansk politik blev styrket ved dette valg. Mit parti blev styrket, og Det Radikale Venstre blev styrket. Jeg kan se et kæmpe samarbejdspotentiale."

Et stærk svækket Dansk Folkeparti kan næppe holde til at stemme imod en statsminister valgt på borgerligt flertal. Dertil skal VK nok forinden have stækket radikal løssluppenhed over for indvandring. Og Liberal Alliances godt nok afgørende fire mandater vil heller ikke kunne stritte imod VKR.

Vupti: Østergaard statsminister og Løkke kommissær. Spekulativt, men et muligt scenarie.

Forhandlingerne er uhyre krævende for især Mette Frederiksen (S) og Morten Østergaard (R) tilbage i den mest sandsynlige verden. De er uenige om udlændingepolitikken og den økonomiske politik, herunder skatte- og fordelingspolitik, og der er flere partier, de er mere enige med på hvert felt.

De Radikale er unægtelig igen tungen på vægtskålen, og hvis S skal forloves med R, skal der mere end kindkys til. Morten Østergaard skal vare sin tunge. Sluges den af Mette Frederiksen, bliver den kogt. Og kogt tunge er dødvægt.

Spændende om den jobsøgende Margrethe Vestager spøger i kulissen? Vil den hjemlige radikale top lytte til hendes forhandlingsråd? Det kan gøre den politiske pris på de seksten radikale stemmer dyr på kort sigt, men billigere igen, hvis kravet for at støtte Mette Frederiksens regering også er en ny kommissærperiode til Vestager, som nu må siges at være det sandsynlige efter den radikale fordobling ved valget.

Pia Olsen Dyhr (SF) har lagt så stor vægt på at komme med i regering igen, at en ny S-R-SF regering igen ikke kan udelukkes. Såvel R som SF har en yngre generation af genvalgte politikere, der har ministererfaring og -potentiale.

En ren S-regering vil leve livet farligt og blive hårdt presset af Radikale på navnlig netop udlændinge og økonomi/fordeling.

I hvad der nu snart igen skal betegnes "oppositionen" sker der naturligvis også en masse efter de markante valgresultater. Dansk Folkepartis nedbrud på kun et halvt år er samtidshistorie, forskere og jounalister med en forfatter i maven må interessere sig for.

Partiet havde i mange år umådelig internt sammenhold og en venlig presse − ganske modsat i dag. Formanden, Kristian Thulesen Dahl, så strategisk snu han er, kaldes internt magtfuldkommen, og det for partiet hidtil uhørte er blevet hverdagskost: Utilfredsheden med formanden luftes rundtom, også i partiets højere lag. Men han må betragtes som urørlig frem til næste valg, hvor han må kunne sikre fornyet fremgang.

Selv om begge valg isoleret blev smukke for Venstre, intensiveres spillet om en ny Venstre-formand, og det er interessant, hvordan Kristian Jensen fik et skidt personligt valg modsat for eksempel Inger Støjbergs fremragende resultat. Måske skal et helt tredje navn på banen inden for et år eller to?

Liberal Alliance leverede aldrig rigtigt resultater og bliver straffet for det. Det virker uforklarligt, at Anders Samuelsen lod sig opstille på et yderligt mandat, ligesom det i øvrigt er det med Alternativets nu tidligere gruppeformand Carolina Magdalene Maier. Begge røg som bekendt ud, som det engang eksempelvis skete med Enhedslistens Frank Aaen i Nordjylland.

I små partier bør sådanne spidser opstilles i de fire mest sikre storkredse. Man kan aldrig vide, om spærregrænsen truer.

Hvor bliver det spændende for os politiknørder at følge forhandlingerne om et muligt politisk flertal bag en rød Mette Frederiksen-regering (eller en blå Østergaard-regering), ligesom den sidste måned har været det med dobbeltvalg.

Såvel folketingsvalget som europaparlamentsvalget viste en fornyet stor opbakning til EU − europavalget endda på grundlag af massiv øget valgdeltagelse, hurra. De EU-kritiske partier gik tilbage. De mere positive frem. Sporene skræmmer fra Brexit og briternes recession og forventede snigende fattigdom. Det er synd og skam, men de er selv ude om det og gør ikke den demokratiske styreform nogen ære i disse måneder.

Afslutningsvis vil jeg bare godt give UG til Folketingets afvikling af valgaftenerne. Adgangskontrollen var hurtig og venlig − og utvivlsomt sikker. Overalt sås venlige og både blandt tabere og vindere forstående medarbejdere, der medvirkede til demokratiets festaftenener. 

Christiansborg har sjældent tegnet sig så smukt i den lyse, lune sommeraften på 170-årsdagen for rigets første grundlov − indhyllet som Borgen var i finurlige kameraer, der kørte og hejsedes i alle vinkler og filmede alle de kendte ansigter fra politik & medier. Denne aften tog politikerne, medierne og de ansatte hinanden i hånden til glæde for folkestyret og dets vælgere.

Ærgerligt, at nogle partier igen valgte at holde valgfest uden for Folketinget. Men det ændrer ikke på det skønne helhedsindtryk: bravo. Det giver et godt afsæt for de kommende mange måneders politiske rugbrødsarbejde for os alle.

For Altinget betyder regeringsdannelse og et nyt lovprogram starten på en højtid. Vi glæder os til at stå i midten af formidlingen, uanset hvem der ender med at danne regering.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00