Anmeldelse af 

Per Stigs biografi giver indblik – men har huller

ANMELDELSE: Per Stig Møller har evnerne til at give os indblik i en generations ageren på Christiansborg. Desværre fylder politik kun den sidste lille halvdel af hans nye erindringsbog "Dage og kampe", skriver Kaare R. Skou. 

Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Kaare R. SkouAf Kaare R. Skou
Tidligere politisk redaktør, TV 2

"Dage og kampe" er bogen, vi havde til gode.

En noget så sjældent som en intellektuel politiker, en borgerlig humanist og samtidig en kulturlivets stridsmand med overblik over århundredes historie og ideologiers indflydelse på vores hverdag skylder os simpelthen at samle sit liv og sine erfaringer op i bogform.

Politik fylder – desværre – kun den sidste lille halvdel af bogens 230 sider. Lidt skuffende, for Per Stig Møller har evnerne til at give os både indblik i og overblik over en generations ageren på og omkring Christiansborg.

Sikkerhedspolitik i højsædet
Han citerer Alphonse de Lamartine for, at det ideelle liv efter tur skal leves poetisk, politisk og religiøst, og i det politiske liv er det sikkerhedspolitikken, der har haft hans største interesse, selv om han har været omkring både miljøet, kulturen og for en kort periode lederskabet i Det Konservative Folkeparti. Sikkerhedspolitisk har han i Den Kolde Krigs sidste år hørt blandt høgene. Han hævder, at han anede Sovjetunionens sammenbrud før alle andre med en position som hans.

Så er det bare ærgerligt, at han ikke reflekterer over, hvorvidt den aggressive politik, NATO-landene førte i 1980’erne, var nødvendig. Sammenbruddet for det kommunistiske system var formentlig indtruffet alligevel. Gorbatjov, der trods alt lagde grunden til omvæltningen, stiller Per Stig Møller helt i skyggen af den evigt fordrukne Boris Jeltsin, og i det hele taget er hans fortælling om Østeuropas udvikling på den tid og vores egne slåskampe om fodnotepolitikken præget af stereotypi.

Opgør med EU's fodslæbende klima- og miljøpolitik 
Per Stig Møllers formentlig største bedrift som minister, nemlig hans opgør med EU's fodslæbende klima- og miljøpolitik under FN's topmøde i Rio de Janeiro i 1992, der blev en væsentlig del af grundlaget for den førerposition, Danmark på trods af den nuværende regerings bestræbelser, stadig har, beskriver han uden den gejst, den fortjener.

Her var der ellers tale om en Per Stig Møller, der gik foran, og som ikke bare kom med forudsigelser a la, hvad sagde/tænkte jeg. Man forstår ikke konservativ politik, uden at forstå Konservatives idé om generationskontrakten. I nogle få, præcise sætninger sætter Per Stig Møller den på plads, og man forstår klart, hvorfor Venstres attentater på miljølovgivningen og planlovgivningen også den dag i dag må give anledning til konflikter. Men i det hele taget virker bogen som en træt mands pligtfortælling, og det er en skam. Her ville lidt af den selvros, som han ellers ikke går af vejen for, være på sin plads.

Skarp om interne forhold i partiet
Skarpest i "Dage og kampe" bliver Per Stig Møller i det alt for korte afsnit om forholdene i Det Konservative Folkeparti. Det er en præstation, at et parti på én og samme tid kunne rumme en Hans Engell og en Per Stig Møller – hvad det så måske heller ikke kunne i det lange løb.

Det var meget mod Per Stig Møllers vilje, at Hans Engell indgik en finanslovsaftale med Socialdemokratiet i 1995 og dermed splittede VK-samarbejdet, og man fornemmer, hvilket lettelsens suk det var for Per Stig Møller, da Hans Engell forsvandt fra Christiansborg for at blive chefredaktør på Ekstra Bladet. Egentlig ville Per Stig Møller have sagt som kommentar, at han ønskede både bladet og Engell tillykke, for de passede godt til hinanden, men det blev han rådet fra af sin mangeårige sekretær. I dette afsnit lægger man mærke til, at en person som Gitte Seeberg end ikke er nævnt.

Når Per Stig Møller beskriver sit partis placering i det politiske billede, bliver han meget præcis: Da Gud fordelte vælgerne blandt partierne, gav han først Socialdemokratiet alle arbejderne, og det var tilfreds, så fik Venstre alle bønderne og var tilfreds. De Radikale fik alle husmændene og skolelærerne og var tilfredse. Da turen så kom til den konservative leder, sagde Gud: Du får resten, hvis du ellers kan holde sammen på dem! Per Stig Møller er helt med på, at Det Konservative Folkeparti i virkeligheden altid, siden det blev skabt for hundrede år siden, har været to partier i ét: Det Konservative Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, og han bekender sig klart til folkepartiet, de Frederiksbergkonservative – eller som han kalder dem, de socialkonservative.

Slutter for tidligt
Desværre slutter bogens politiske kapitel noget abrupt med Anders Fogh Rasmussens regeringsdannelse. Begrundelsen er, at vi hermed er fremme ved vore dage, som ikke er emnet for bogen, siger Per Stig Møller.

Dermed får vi ikke noget at vide om et af de største politisk-ideologiske aftryk han har sat, nemlig Det Arabiske Initiativ. Det var et idealistisk, humanistisk aftryk, som næppe andre end en konservativ udenrigsminister af Per Stig Møllers karat kunne sætte. Hvor de store kuldsejlede med det ene fredsprojekt efter det andet i Mellemøsten og Nordafrika, ville Per Stig Møller skabe en fred, der ikke var dikteret fra oven, men som var groet frem ved, at mennesker kom hinanden ved. Jo mere mennesker har med hinanden at gøre, des mindre bliver hadet og konfrontationsrisikoen. Det var den tankegang fra franskmanden Jean Monnet, der trods alt gjorde EU til en succes.

Desværre for verden og Per Stig Møller bakkede hans regnearkstænkende politiske chef, Anders Fogh Rasmussen, ham aldrig op, og Det Arabiske Initiativ blev trods sine successer i det små ikke det sikkerhedspolitiske flagskib for Danmark, som det fortjente. Anders Fogh Rasmussens magtmatematiske verdensopfattelse opererede dels kun med magt fra oven, bombeflyenes magt, dels tog han det fulde hensyn til Søren Espersens og Dansk Folkepartis interesser. Søren Espersen som dansk politiks største Israel-lobbyist afskyede Det Arabiske Initiativ, fordi det stred mod Israels interesser. ”Jeg brækker mig over at sidde til bords med de personer, Per Stig Møller har kontakt til”, sagde Søren Espersen dengang.

Hvad med forholdet til Fogh? 
Det kunne have været interessant i det hele taget, hvis Per Stig Møller i sin bog havde belyst forholdet mellem ham og Anders Fogh Rasmussen. De var to mennesker, der sendte på hver sin frekvens, og der har næppe været den store forståelse mellem dem. Anders Fogh Rasmussen havde magten, men Per Stig Møller var ham intellektuelt overlegen uden for alvor at kunne bruge det.

Det er også en skam, at vi intet får at vide om de tos syn på det, der førte til Irakkrigen. Det kunne være interessant, hvis Per Stig Møller ville have åbnet for sine overvejelser omkring det altafgørende folkeretsnotat fra Taksøe-Jensen.

Jeg håber, at vi har det til gode i en ny bog, hvor Per Stig Møller vil delagtiggøre os i dybden om sin politiske indsats, som trods alt var blandt de større og mere betydningsfulde i slutningen af 1900-tallet og begyndelsen af vort århundrede.

 Per Stig Møllers "Dage og kampe- Erindringer" udkommer 25. august på Gyldendal. 230 sider, 299,95 kroner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Stig Møller

Fhv. udenrigsminister, kultur- og kirkeminister, miljøminister, MF (1984-2015) og partiformand (K)
mag.art. (Københavns Uni. 1967), dr.phil. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1973)

0:000:00