Pernille Skipper: Det er ren retorik, når Mette Frederiksen siger, hun nu vil bekæmpe ulighed

"Vi er ikke bare kede af det, der skete. Vi er også bekymrede for, at det sker igen."

Den terapeutiske proces er endnu ikke forbi for Pernille Skipper. Tiden som parlamentarisk grundlag for Thorning-regeringen fra 2011 til 2015 har påført en hel del skrammer på Enhedslistens selvforståelse.

Godt nok blev skældsordene luftet flittigt, da kontanthjælpsreformer, lærer-lockout, Dong-salg og ikke mindst selskabsskattelettelserne blev gennemført.

"Enhedslistens tillid til regeringen er på nuværende tidspunkt ikke-eksisterende. Vi er ikke længere støtteparti for denne her regering. Vi er i opposition," tordnede Johanne Schmidt-Nielsen for rullende kameraer, efter at regeringen havde indgået skatteaftale med de borgerlige i 2012.

Men et mistillidsvotum blev det aldrig til. Enhedslisten holdt hånden under regeringen og gik fem måneder senere nødtvungent med i finanslovsaftalen.

Nu – det peger alle meningsmålinger gennem det seneste år på – står partiet igen til at blive parlamentarisk grundlag for en S-ledet regering, og erfaringerne fra sidste gang spøger stadig i baghovedet.

Vi skal stadig holde enhver siddende regering i ørerne. Men det er ikke længere vores primære rolle. Det er at gå efter magten.

Pernille Skipper (EL)

Men det skal de også, mener partiets politiske ordfører.

"De erfaringer, vi gjorde os under Thorning, fylder rigtig meget i overvejelserne om vores fremtidige rolle som parlamentarisk grundlag. Det er erfaringer, vi må lære af," siger Pernille Skipper.

Røde linjer
I februar sidste år præsenterede hun offentligheden for de såkaldte røde linjer, der betyder, at Mette Frederiksen og co. ikke fremover kan forvente ubetinget støtte fra Enhedslisten. Der skal være grænser for, hvad partiet skal kunne stå model til, og i sidste ende skal det være muligt at vælte en S-regering – også selvom alternativet er, at en borgerlig regering tager over.

"Vores udgangspunkt hidtil har altid været, at en S-ledet regering som minimum er det mindst ringe af to onder. Vi har altid peget på S betingelsesløst. Nu stiller vi politiske krav for, at Mette Frederiksen kan sidde på vores mandater," forklarer Pernille Skipper.

Var det så en fejl, at man ikke trak tæppet væk under Thorning-regeringen i sin tid? Ja, lyder det korte svar.

"Når vi i dag ser tilbage på det samlede billede, så er jeg ikke i tvivl. Vi burde have væltet Thorning-regeringen. Men det kunne vi jo ikke vide dengang. Det har været en lang terapeutisk proces for os at nå til den erkendelse, at vi kunne have gjort det bedre. Det er et ulideligt lys, bagklogskaben lever i," siger hun.

Der bliver med andre ord lagt op til, at Enhedslisten fremover vil blive en mere besværlig samarbejdspartner, mens det også forventes, at Socialdemokratiet bliver mere lydhør over for venstrefløjens ønsker. Ellers bliver det jo en kort fornøjelse, hvilket ingen medlemmer af den røde blok ønsker sig i sidste ende.

Men hvordan ser det egentlig ud i forhold til Socialdemokratiets kursændring, siden Mette Frederiksen tog over fra Helle Thorning-Schmidt?

Her lægger Mette Frederiksen og Henrik Sass på den ene side op til en mere venstreorienteret fordelingspolitik, mens udlændingepolitikken omvendt bliver strammere og strammere. Eller – det er i hvert fald, hvad Socialdemokratiet ønsker at signalere, hvis man spørger Pernille Skipper. Deres fordelingspolitiske venstredrejning er indtil videre blot retorisk, mener hun.

"De får sat nogle overskrifter på de fordelingspolitiske forslag, som når Mette Frederiksen i ulighedsudspillet taler om 'den syge kapitalisme', eller hvordan uligheden truer sammenhængskraften i vores samfund. Det lyder godt, men faktum er, at det, Socialdemokratiet har lagt på bordet, ikke engang retter op på den ulighed, de selv skabte under skattereformen i 2012," siger Pernille Skipper.

Dernæst er deres seneste forslag om differentieret pensionsalder ifølge Pernille Skipper ligeledes et "røgslør" for, at pensionsalderen stadig vil stige gradvist de kommende år. Og Mette Frederiksens eget slogan om, at hun vil være "børnenes statsminister", overbeviser heller ikke.

"De vil stadig ikke love at afskaffe det kontanthjælpsloft og de fattigdomsydelser, som holder over 64.000 børn i fattigdom", siger Pernille Skipper, der frygter, at retorikken vinder hos befolkningen.

"Jeg er bange for, at vælgerne falder for det. Socialdemokratiets overskrifter og slogans kan skabe en masse forventning, uden at man efterfølgende kan komme efter dem og klandre dem for løftebrud," siger hun. 

Så svaret er nej? Du tror ikke på, at I vil formå at trække Socialdemokratiet til venstre?

"Det er ikke et spørgsmål om, at jeg skal overbevises til at tro på, at de mener det, de siger. Og det er heller ikke mit mål at trække dem til venstre. Hvis det var mit mål, så skulle jeg have meldt mig ind i deres parti," siger hun.

I spil som statsminister
Den nye selvopfattelse hos Enhedslisten, hvor man vil være mere end bare et støtteparti, førte sidste sommer til, at Pernille Skipper bragte sig selv i spil som statsministerkandidat.

Det bliver ikke aktuelt til kommende folketingsvalg, ved hun godt. Men det er et skridt i det nødvendige opgør med partiets selvopfattelse.

"En selvopfattelse af, at man er sat i verden for at trække et andet parti til venstre, får man ikke gode resultater ud af. Den rolle har Enhedslisten spillet i mange år. Det er lykkedes meget dårligt," siger hun.

Og det er vel at mærke på trods af over ti års kontinuerlig fremgang. Så hvordan forklarer Pernille Skipper selv det paradoks – som hun selv erkender, at det er – at partiet er vokset, uden indflydelsen er fulgt med. 

"Når vi i dag ser tilbage på det samlede billede, så er jeg ikke i tvivl: Vi burde have væltet Thorning-regeringen." FOTO: Arthur J. Cammelbeeck

Lige siden Enhedslisten skrabede spærregrænsen i forbindelse med opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid i 2007, er partiet kun gået i en retning. Til folketingsvalget i 2011 blev partiets mandater tredoblet, mens Enhedslisten voksede yderligere i 2015, hvor de fik 7,8 procent af stemmerne. Den seneste måling fra februar 2019 varsler endnu en fremgang på to mandater til venstrefløjspartiet.

Men succesen er ikke blevet vekslet til den type politiske resultater, partiet ønsker sig. Størrelsen på den offentlige sektor er ikke fulgt med befolkningsvæksten, dagpenge- og pensionsordninger er blevet reformeret, og udlændingepolitikken er strammere end nogensinde før.

"Den tendens, hvor skiftende regeringer fører den samme økonomiske fordelingspolitik, er en tendens, vi ser over hele den vestlige verden. Det gør folk modløse og vrede. Og derfor stemmer folk på os som en modreaktion," siger hun.

Men det er ikke kun venstrefløjspartierne, der høster stemmer på udviklingen. Også de højrenationale og isolationistiske bevægelser vinder frem, mens de traditionelle magtpartier vendes ryggen. Ifølge Skipper har begge udviklinger rod i samme problem.

"Valget af Trump, Brexit og De Gule Veste i Frankrig ser jeg også som resultater af nogle dybe frustrationer blandt hårdtarbejdende lønmodtagere, der ser deres lønninger blive presset af et ultraliberalistisk marked. Jeg forstår udmærket den vrede og de reaktioner," siger hun og uddyber:

"Når man insisterer på at fortsætte en politik til gavn for eliten, skubber man vælgerne over i armene på de højrenationale bevægelser. Vores opgave som venstrefløj er at vise, at der er et andet svar på den vrede end at lukke sig om sig selv med grænsehegn og had til mennesker fra andre lande."

Det er også den erkendelse, der har fået Enhedslisten til at stille kandidater op til europaparlamentsvalget, der afholdes 26. maj. Tidligere har partiet været i løst samarbejde med Folkebevægelsen mod EU, men globaliseringens nye udfordringer har fået Enhedslisten til at udvide arbejdsområdet.

"Det internationale samarbejde skal være en del af løsningen. Vi vil rigtig gerne have en diskussion om, hvilket internationalt samarbejde det er, vi ønsker os. Det er ikke længere et spørgsmål om at vælge det til eller fra," siger Pernille Skipper. 

Vagthunden må gø lidt endnu
I 1990'erne og 2000'erne opfattede mange – tilhængere som modstandere – Enhedslisten som Folketingets vagthund. Man så oftere, at partiet kaldte ministre i samråd, end man så dem sætte signatur på politiske aftaler.

I 2011 stemte partiet første gang for en finanslovsaftale. Men det er først efter erfaringerne med Thorning-regeringen, at partiet er kommet med finansierede politiske udspil – blandt andet en 100-dagesplan, der giver bud på, hvordan de første 100 dage med Enhedslistens politik ville se ud, hvis partiet havde 90 mandater. Og senest har partiet offentliggjort sit eget klimaudspil, der ligeledes kommer med bud på finansiering.

"En del af vores strategi de seneste år har været at vise, hvad det er, vi selv vil, og at det er muligt at vælge en markant anderledes retning for vores samfund, uden det slår bunden ud af statsbudgettet. Det er ikke længere teoretiske idéer om et socialistisk samfund 50 år ude i fremtiden, men konkrete tiltag, der kan forbedre vores hverdag nu og her," siger Pernille Skipper.

Det betyder dog ikke, at vagthunden helt er holdt op med at gø, forsikrer hun.

"Da jeg som ung blev forelsket i Enhedslisten, var det netop den primære rolle og selvforståelse som Folketingets vagthund, jeg blev forelsket i. Vi skal stadig holde enhver siddende regering i ørerne. Men det er ikke længere vores primære rolle. Det er at gå efter magten."

Indtil da må Enhedslisten benytte sig af deres nyopfundne våben – de røde linjer. Det store spørgsmål er, hvad der konkret skal til, før de kommer i brug. Det kan Pernille Skipper endnu ikke give et klart svar på.

"Det handler grundlæggende om at sikre lighed, velfærd og en værdig udlændingepolitik. Hvor skarpe vores krav præcis bliver, kan vi ikke svare på, for det handler om, hvor mange mandater vi får," siger hun. 

Vil I finde jer i mere, hvis I får færre mandater efter valget?

"Det er klart, at roder vi nede omkring spærregrænsen, kan vi få mindre igennem i forhandlinger."

Og det kan I godt komme til at acceptere?

"Ja. Det er det ærlige svar. Det her er ikke et spørgsmål om, at vi vil diktere en kommende regerings politik, og at alt skal blive efter vores hoved. Jeg kan kun love, at vi vil kæmpe hårdt."

Hvad hvis en rød regering laver udlændingepolitik med Dansk Folkeparti?

"Det kan vi selvfølgelig ikke forhindre. Jeg medgiver også, at vi på udlændingeområdet står over for et usædvanligt stort flertal i Folketinget. Men der må være nogle hovedlinjer, vi skal være enige om. Vi kommer ikke til at holde en regering i live, der overtræder internationale konventioner," siger Pernille Skipper.