Pia Kjærsgaard frygter gentagelse af "historisk løftebrud": Her er hele hendes grundlovstale

DOKUMENTATION: Pia Kjærsgaard (DF) advarer mod, at Mette Frederiksen (S) kommer til at løbe fra sin garanti om en stram udlændingepolitik efter valget. Læs hele hendes grundlovstale her. 

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Andreas Arp

Pia Kjærsgaard - 5. juni 2019

(Det talte ord gælder)

Ja, kære venner. Så står vi her endnu en gang. Hvor er det godt at se jer! Hvor er det godt, at I har fundet tid til at komme her til Lykkesholm.

Første gang, vi var her på stedet, var i 2003. Siden har vi været her hvert år, og grundlovsmødet er et af de helt faste indslag i Dansk Folkepartis årskalender.

Men dagen i dag er noget ganske særligt. Det er nemlig også valgdag. Danskerne sammensætter i dag det Folketing, som skal styre landet de næste fire år.

Skulle vi holde fast i vores grundlovsfest, spurgte nogle af os, da statsminister Lars Løkke Rasmussen udskrev valget den 7. maj.

Det tog ikke længe at nå frem til, at det skulle vi naturligvis.

Grundloven er ALTID værd at fejre, og hvis ikke netop Dansk Folkeparti skulle fejre Danmarks Riges Grundlov, hvem skulle så? Og så på en rund 170-års fødselsdag.

Og er det ikke endnu mere grund til at fejre denne festdag for demokratiet, når der samtidig er folketingsvalg?

En valgdag er en festdag for demokratiet. Det gælder også i dag. Det danske folkestyre er fast forankret i Grundloven, og valg er en fest, som alle stemmeberettigede danskere er inviteret med til.

Men SÅ tror jeg måske også, at danskerne trænger til nogle uger, hvor politik spiller en mindre rolle, for hold da op, hvor har valgkampen varet længe – og havde det så så bare været én valgkamp, men det har det ikke. Det var to valgkampe oven i hinanden.

--

Det ER vigtigt at deltage i demokratiske valg. Det er vores mulighed for at få indflydelse, og indflydelse er det, Dansk Folkeparti handler om – den berømte ”røde tråd” i partiets historie.

For lidt over en uge siden gjaldt det valget til Europa-Parlamentet. Det positive var en HØJ valgdeltagelse – men hvordan skulle den næsten også blive andet, når alt har handlet om politik de seneste mange uger?

Det negative var naturligvis Dansk Folkepartis tilbagegang. Noget tyder på, at det ikke var Dansk Folkepartis vælgere, som befolkede valgstederne, og at mange stemte anderledes denne gang.

Men jeg må så også sige, at vi næsten kun kunne skuffe. Efter mere end 26 procent ved sidste valg, hvor vi havde en orkan af medvind i ryggen, og hvor de politiske temaer lå lige til højrebenet for Dansk Folkeparti.

Men jeg husker altså også EP-valget i 2004 – efter et flot folketingsvalg i 2001, hvor vi fik 22 mandater i Folketinget – stod vi i 2004 på valgaftenen, og var bange for, at vi slet ikke fik nogen valgt til Europa-Parlamentet.

Mogens Camre klarede det på et hængende hår og 5,6 procent af stemmerne. I år fik vi næsten det dobbelte.

Ja, sådan kan historien OGSÅ vinkles, men jeg ved godt, at det ikke er mediernes version …

I dag gælder det så det allervigtigste: Valget til Folketinget.

 

Valgstederne har været åbne siden kl. 8. De fleste af jer har sikkert stemt, inden I tog af sted til grundlovsfest – og til dem af jer, der ikke har fået sat jeres kryds endnu: Se nu at få det gjort, så snart I kommer hjem!

Der er store ting på spil i dag:

Det er på mange måder et skæbnevalg for den retning, Danmark skal bevæge sig i de kommende år!

Men i virkeligheden er valget også ret enkelt – i hvert fald set med Dansk Folkepartis øjne:

Vil vi fastholde Danmark på den nuværende kurs, hvor vi er nået langt med stramninger på udlændingeområdet og gerne skulle nå meget længere? Enigheden om, at hjemsendelser skal være udgangspunktet for asylpolitikken har været en lille revolution: Det forhold, at et flertal i Folketinget nu anerkender, at flygtninge ikke skal blive i landet, men sendes hjem og genopbygge deres hjemland, er faktisk et stort skridt i den rigtige retning.

Vil vi fastholde Danmark på den nuværende kurs, hvor vi – blandt andet på grund af en historisk lav tilstrømning af udlændinge – har øget det økonomiske råderum, så der er plads til forbedringer af velfærden, herunder et bedre sundhedsvæsen med flere læger, en bedre ældrepleje og flere penge til et værdigt pensionistliv? Her har Dansk Folkeparti i den forgangne valgperiode fået forbedret forholdene for de ældre – blandt andet med ældremilliarden og værdighedsmilliarden, som har sikret flere varme hænder.

Og vi ønsker en retsgaranti på en plejehjemsplads for ældre over 80 år – fordi vi ikke kan være andet bekendt. Og hvad ligner det, at nogle kommuner har skåret hjemmehjælpen helt ind til benet? Der er meget at rette op på.

Vil vi fastholde Danmark på den nuværende kurs, hvor vi har sikret landets grænser og dermed sparet landet for milliardudgifter og skabt øget tryghed. Noget, som vi i Dansk Folkeparti gerne vil udvide, således at folk også bliver tjekket, når de er på vej UD af landet? Det skal være slut med tungtlæssede kassevogne på rumænske nummerplader, som er fyldt op med tyvekoster.

Vil vi fastholde Danmark på den nuværende kurs, hvor vi har gjort det rigtig surt at være bandemedlem og blive taget af politiet? Bandemedlemmer får nu dobbelt straf for kriminalitet – ganske enkelt FORDI de er bandemedlemmer. Vi vil ikke have lovløse tilstande! Og vi vil fortsætte vores arbejde med at luge de kriminelle op med rode.

Og så kan jeg godt sende et klart signal til de hærgende kriminelle araberdrenge i Brønshøj, som med kanonslag og trusler om vold har fået lukket en pølsevogn og terroriserer en hel bydel: Vi skal nok få fat i jer! I skal ikke sætte en hel bydel på anden ende og genere fredelige borgere. I skal bag tremmer, hvor I hører hjemme!

Vil vi fastholde Danmark på den nuværende kurs, når det gælder et land i balance? Et land, hvor alle arbejdspladser ikke klumper sig sammen i hovedstaden og nogle få storbyer, men hvor der også er mulighed for at have et arbejde og liv i de mindre bysamfund og landsbyer – den provins, som udgør rygraden i landet.

På alle disse områder er Danmark på den rigtige kurs.

Eller: Er vi parate til at sætte det hele på spil?

Er vi parate til at risikere den stramme udlændingepolitik? Socialdemokratiet står ganske vist bag en del af stramningerne. Men hvor længe holder det, hvis partiet efter et valg skal finde et holdbart parlamentarisk grundlag at regere på?

Både Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre har erklæret, at de kræver lempelser på udlændingeområdet.

Mette Frederiksen har parkeret det hele i en såkaldt ydelseskommission, der skal se nærmere på de ydelser, som flygtninge får. Men mon den kommission ikke helt forventeligt når frem til, at der er for mange fattige børn, og at ydelserne er for lave?

Tænk engang, jeg troede, at det for flygtninge først og fremmest gjaldt om at komme i sikkerhed …

Vi er nogle, der godt kan huske, hvad der skete i 2011, da Helle Thorning-Schmidt sad og forhandlede regeringsgrundlag i det berømte sorte tårn. Intet tyder på, at Mette Frederiksen vil få det lettere med en styrket Morten Østergaard.

Vi risikerer, at et historisk løftebrud kan gentage sig igen.

Vil vi virkelig risikere det? Vil vi virkelig sætte alt det på spil?

Én ting er sikker: Hvis der kommer en øget tilstrømning af udlændinge, så får rød blok ikke råd til en eneste af de velfærdsforbedringer, som de i denne valgkamp har lovet til højre og venstre.

Det økonomiske råderum vil fordufte som dug for solen. Omkostningerne – og alle de afledte omkostninger – af indvandringen vil eksplodere.

Måske lyder det lidt kedeligt. Men ét af Dansk Folkepartis mottoer i denne valgkamp har været, at ”tiden er ikke til eksperimenter”.

Betyder det så, at vi er kedelige? Nej, naturligvis ikke. Men det betyder, at vi ikke ønsker at sætte Danmark på spil.

Hertil kommer risikoen for en parlamentarisk krise efter valget. Hvem siger, at Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen overhovedet kan samle et flertal i Folketinget? Hvem siger, at Danmark ikke risikerer at blive kastet ud i et parlamentarisk kaos – med alt hvad det indebærer, også risikoen for nyvalg?

Nogle siger måske, at ”det kan da ikke ske her”. Men vi behøver blot at se på vores nabolande. I Tyskland tog det næsten et halvt år for kansler Merkel at danne en ny regering efter forbundsdagsvalget i september 2017. I Sverige tog det 124 dage med absolut kaos for en vingeskudt Löfven at danne en regering.

Normalt to velfungerende demokratier. Men intet er normalt mere.

Det samme kan ske i Danmark.

Sådan går det nemlig, når alt for mange maler sig op i et hjørne og vil være ”kalif i stedet for kaliffen” – og desuden stiller ultimative krav.

Vi har en Pernille Vermund, der har stillet sig op i køen af personer, der peger på sig selv som statsminister – kun få dage efter at hun i øvrigt opfordrede folk til at lade være med at stemme til europaparlamentsvalget, fordi hun ikke selv var opstillet …

Vi har en koranbrændende og højtråbende Rasmus Paludan, der vist nok også vil være statsminister. Og minsandten, så vil Pernille Skipper fra Enhedslisten OGSÅ være statsminister!

Nå ja, og så har vi en Uffe Elbæk, der vil være statsminister – og man må så lade ham, at han var den første, der fik ideen om, at han ville være statsminister. De andre har bare kopieret ham.

Fem, måske seks statsministerkandidater – kan det blive højere? Kan det blive mere latterligt?

Kære venner, er det hele en dårlig parodi på et demokrati, eller er det virkeligheden? Det er desværre det sidste.

Vi står i ved et valg, hvor stemmespildet – især på vores siden – risikerer at blive enormt.

Husker I dengang, da vi grinte af DKP, DKP/ML, KAP og SAP og VS, og hvad de alle sammen kaldte sig? Nogle af dem mente, at paradiset befandt sig i Kina, mens andre pegede på det kommunistiske diktatur Albanien. Hver en modbydelig diktaturstat havde stort set et dansk parti på venstrefløjen, som støttede dem.

Noget af det samme har gentaget sig i denne valgkamp. Men bare på ”vores side” – og minus diktaturlande. Det handler for eksempel om ”ultimative krav”. Hvis ikke en regering vil opfylde dem, så kan denne regering slet ikke regne med støtte fra de to yderpartier.

Undskyld, men sådan fungerer det danske demokrati altså ikke. Det har det aldrig gjort, og tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om efter mere end et årtis politisk ørkenvandring i Fremskridtspartiet. Det parti fik stort set intet gennemført.

Dansk Folkeparti repræsenterer et opgør med denne ”alt eller intet”- mentalitet, og det vil vi blive ved med.

144 stramninger på udlændingeområdet taler for sig selv.

Grænsekontrol taler for sig selv.

Højere straffe til kriminelle taler for sig selv.

Bedre forhold for de ældre og på sundhedsområdet taler for sig selv.

I Dansk Folkeparti råber vi ikke bare op. Vi sidder i arbejdsrummet og arbejder med tingene – alt andet ville være vælgerbedrag! Alt andet ville være politisk klamphuggeri og amatørarbejde!

 

Om få timer er vi blevet meget klogere. Om få timer falder klokken i slag, når vi kender valgresultatet.

Indtil da kan jeg endnu en gang kun opfordre alle jer, der ikke har stemt endnu, til at komme af sted, inden valgstederne lukker klokken 20. Vær med til at fejre Grundloven på selve dagen. Vær med til at fejre vores gamle demokrati og folkestyre ved at afgive jeres stemme.

 

Jeg ønsker jer alle en rigtig god grundlovsdag – og en god valgaften.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00