Pia Kjærsgaard: Venstrefløjen har endelig fået øjnene op for danskheden

Af Pia Kjærsgaard (DF)
Folketingets formand

Debatten om danskheden skal altid hilses velkommen.

Intet emne er normalt bedre egnet til at skille vandene, selv om vores nationale tilhørsforhold og stolthed burde være noget helt selvfølgeligt.

Jeg har noteret, at interessen for danskheden også har indfundet sig på venstrefløjen i dansk politik. Socialdemokratiet er begyndt at indrømme fortidens fejltagelser – ja, også et parti som Socialistisk Folkeparti har meldt sig under de danske faner i kampen for danskheden.

Danmark er vores. Det er det land og den kultur, vi har fået overdraget af tidligere generationer, og som det er vores pligt at videregive intakt til kommende generationer.

Pia Kjærsgaard (DF)
Folketingets formand

Men er det ikke nogle gange irriterende, at vi i det hele taget skal bruge tid på debatten? Hvis en dansker, der døde for 50 år siden, pludselig blev vækket til live og blev præsenteret for kronikker og debatindlæg om danskheden, ville personen ikke tro sine egne øjne. Hvad i alverden har de dog gang i?

Muslimsk indvandring og EU
Men der er naturligvis to meget væsentlige årsager: Den ene er den langsomme udskiftning af befolkningen og ændring i demografien til fordel for en primært muslimsk kultur. Den anden årsag er et EU, der gennem de sidste årtier har udhulet den nationale suverænitet – og til sidst globaliseringen.

Venstrefløjens forhold til danskheden er rent terapeutisk – men med den afgørende fejl, at den kun vil definere, hvad patienten fejler og ikke forholder sig til patienten i rask tilstand.

Pia Kjærsgaard (DF)
Folketingets formand

Den første årsag kunne vi som politikere have reageret langt hurtigere og mere effektivt på. Vi kunne have bremset indvandringen, mens tid var, og vi kunne have budt EU på langt mere kritik og modstand.

Selve globaliseringen er en kendsgerning – men det bedste værn mod globaliseringens uheldige virkninger er ikke en overnational organisation som EU, men derimod stærke og uafhængige nationalstater. Man kan nøjes med at kaste et blik på landene i Øst- og Centraleuropa, så opdager man hurtigt, at det nationale fællesskab ikke blot er en flygtig idé, men en helt reel kendsgerning, som politikerne skal tage til efterretning, hvis de ønsker at blive valgt.

Venstrefløjens danskhed
Men tilbage til Danmark. Venstrefløjens politikere har fået øjnene op for danskheden. Men hvad vil de egentlig med den? Danskheden fremstilles som sådan en pudsig og angstfuld, lidt latterlig størrelse, der bare har brug for et ordentligt skud selvtillid, hvis den skal kunne finde ud af at ”åbne sig” i forhold til omverdenen. Som om den nogensinde har været lukket. Som om den nogensinde har været frygtsom og ængstelig.

Ingen kan vel for alvor påstå, at Danmark på noget tidspunkt har været isoleret i forholdet til den omgivende verden. Venstrefløjens forhold til danskheden er rent terapeutisk – men med den afgørende fejl, at den kun vil definere, hvad patienten fejler og ikke forholder sig til patienten i rask tilstand.

Venstrefløjen er ude af stand til at trække grænser og dermed bliver danskheden en fuldstændig udflydende og diffus størrelse, som ingen mening giver. Det bliver højst til lidt sniksnak om ”hygge”, ”åbenhed”, ”tolerance” (uden definition af grænser for denne), ”lykke” og den slags betragtninger, som i øvrigt hurtigt munder ud i en slags provinsiel selvfedme og ideen om verdens bedste og lykkeligste folk.

Glem ikke historien
Men denne danskhed er komplet blottet for historisk bevidsthed om sine rødder.

Det nytter ikke, at vi lukker øjnene for de historiske kendsgerninger. Danmark blev beskåret med omkring en tredjedel ved Roskildefreden i 1658, mistede Norge i 1814 og blev reduceret til en lilleput-stat efter krigen i 1864.

Historien har formet vores kollektive bevidsthed og fortællingerne om vores fædreland – på godt og ondt. Danmarkshistorien kan derfor ikke reduceres til en omgang kollektiv ”Gnags” ”lige meget hvem du er, lige meget hvor du er”-hygge, sådan som mange tror. Danskheden er også at kende til vores egne begrænsninger.

Nej, vi hverken kan eller skal ”redde verden”, eller for den sags skyld den ene dag stable os storhedsvanvittigt op, mens vi den næste dag er ved at gå til i mindreværdskomplekser over vores ubetydelighed og ringe størrelse. Vi er en nation på linje med andre nationer – og i den forbindelse hverken ringere eller bedre end andre.

Danskheden har brug for et solidt fundament
Min pointe er denne: Danmark er vores. Det er det land og den kultur, vi har fået overdraget af tidligere generationer, og som det er vores pligt at videregive intakt til kommende generationer. ”Herfra min verden går”, som H.C. Andersen skriver i ”I Danmark er jeg født”. Danskheden er vores fælles fundament, vores udgangspunkt.

Og jo mere solidt fundamentet er, desto større bliver helt automatisk vores åbenhed og vores evne til at tage imod og integrere fremmede strømninger og ideer i et fornuftigt tempo. 

Danskheden bliver nemlig aldrig færdigudviklet. Den er levende. Men den kan også overbelastes unødigt – og det er den i risiko for at blive, når befolkningssammensætningen ændrer sig alt for hurtigt. F.eks. med en kultur og en religion, som grundlæggende er fremmed for det demokrati og den tolerance, der kendetegner danskheden.

Danmark tilhører ikke kun os – landet tilhører også de generationer, som er gået forud for os. Og de generationer, som skal følge os. Vi har det kun til låns. Det er derfor vores pligt at sikre vores demokrati og vores kultur.