Politikerne viser ingen nåde for underklassens Christiania

På TV 2 er man godt i gang med tredje sæson af serien 'Trailerpark Danmark'. Det er gennemført fremragende, nærværende og respektfuldt TV.

Serien giver os et tæt-på indblik i livet for en stor og voksende gruppe mennesker, der på forskellig vis og af en perlerække af forskellige årsager lever en del anderledes end de fleste af os. De bor året rundt i campingvogne og fortelte på campingpladser landet rundt. Nogle simpelthen, fordi det har de lyst til. De fleste, fordi de er nødt til det. Prisen er overkommelig, selv for en meget lille økonomi.

Og fælles for dem alle er, at de ingen andre steder i samfundet har følt sig så fri og så respekterede af naboerne, forskelle til trods, og følt, at de har fået så megen hjælp, nabonærvær og forståelse som for eksempel på Corona Camping ved Køge, hvor ejerparret opviser et overskud, engagement og en forståelse, der mindst burde indbringe dem et ridderkors.

Men trailerparkerne er lukningstruede, for lovgivningen hjemler ikke mulighed for, at man bor året rundt på en campingplads. Helt kuk bliver det, når kommuner i afmagt faktisk henviser sociale klienter til i kortere eller længere tid at bo på de selvsamme campingpladser.

Det er i den grad "dem og os" eksekveret i praksis. Givet ikke i ond hensigt, men af politisk dvaskhed.

Måske er det på tide at skåltale-politikere og smarte rådgivere i både rød og blå legestue erkender, at trailerparkfolket også er folket i Danmark? 

Søren Søndergaard

Dem, der ryger for meget, spiser forkert, laver for lidt og endda har søgt året-rundt-tilflugt i nedslidte campingvogne med utætte fortelte er måske bare ikke lige så eksotiske som luksushippierne i byen, der gerne vil melde sig ud og være alternative, men samtidig godt vil sikre sig beskyttelse og økonomisk tryghed fra det selv samme samfund, de meldte sig ud af.

'Trailerpark Danmark' har fra start præsenteret os for helt gennemsnitlig normalitet med eksempelvis et ægtepar med fast arbejde og lige så fast indtægt, der blot foretrækker det frie campingliv med de begrænsninger og udfoldelsesmuligheder, det giver, fremfor et forstadsliv bag ligusterhækken.

Som modpol en ældre mor og hendes datter, der har begrænset tjek på kalorieindtaget og et lige så begrænset forhold til begrebet orden og oprydning, og hvor prioriteten mere er at finde billig vodka og tobak syd for grænsen og drikke sig munter med de lokale polske håndværkere, der til en vis moro for i hvert fald denne seer konsekvent bliver omtalt som polakker med et kraftigt tryk lagt på første stavelse.

Oven i de modpoler kommer så singlemanden, der sparer op til en kønsskifteoperation og har taget forskud på ændringen ved allerede at have skiftet sit navn, og den studerende, hvis campingvogn står snorlige med sko på rækker og orden i alle hjørner, og hvor pointen simpelthen er den enkle, at han kan bo her, mens han studerer og på den måde slippe for den studiegæld, han givetvis ville oparbejde, hvis han skulle bo til leje i byen.

Flere andre personer og familier, der af vidt forskellige årsager lander på campingpladserne i kortere eller længere perioder, defilerer ind og ud af serien.

Fælles for dem er, at de respekterer hinanden, oplever ligeværd og omsorg, som de, mere eller mindre, har manglet tidligere og bor til en pris, de kan betale ud af selv en begrænset økonomi.

Det er sælsomt. For nylig fejrede Christiania sig selv og sit halvtredsårsjubilæum. Uanset, hvordan man end vender og drejer det, er det fejringen af en ulovlig besættelse i 1971 af ejendom, der tilhørte os alle sammen. Centralt beliggende jord og bygninger, som et politisk flertal efter 40 års ævl og kævl i 2011 overdrog til Christiania på vilkår, som man også kan have mange meninger om, men som uanset synspunkt var overordentligt gunstige.

Fristaden, som den kaldes, spiller stadig efter andre regler end resten af Kongeriget, men med en topplacering som turistattraktion og en årtier lang omfavnelse fra den snakkende klasse og parader af politikere fra statsministre og ned som et eksperiment, man bør synes godt om, er Christiania foruden lovliggjort også inkluderet i det omliggende samfund.

Arkitekt m.m. Holger Dahl benævnte rammende for et par år siden i Berlingske paradokset Christiania "hippiernes Disneyland" og en mellemting mellem et frilandsmuseum og "en skrammellegeplads for voksne".

Trailerparkfolket rundt på danske campingpladser er knap så eksotisk. De bliver holdt ud i strakt arm.

Få politikere, og så vidt jeg ved ingen byplanlæggere eller arkitekter, har lagt vejen forbi. Så boformen er, endnu, ikke lovlig.

Trailerparkerne er lukningstruede, for lovgivningen hjemler ikke mulighed for, at man bor året rundt på en campingplads.

Søren Søndergaard

Campingreglementet spænder ben. Fra november til februar må man ikke i længere perioder bo på campingpladser, heller ikke selv om pladsen af kommunen er godkendt til helårsåbning. Det er cirka 100 pladser i Danmark. Næsten halvdelen af dem har ifølge TV 2 fastboende til trods for forbuddet. Interessen har været stigende de seneste mange år, og siden 2009 er andelen af pladser med fastboende øget fra knap 40 procent til over 65 procent.

Med skønsang ved festlige lejligheder om "Danmark for folket og plads for dem alle" og al den snak om fællesskab, et ord, statsministeren bruger flittigt, også i sin åbningstale forleden, er det måske på tide, at Christiansborg lader folk bo, som de vil? Også uden for Christiania, eksempelvis på netop campingpladserne.

Måske er det på tide at skåltale-politikere og smarte rådgivere i både rød og blå legestue erkender, at trailerparkfolket også er folket i Danmark? Og hverken er et eksperiment, næppe bliver smarte og nok heller ikke lige om lidt bliver en turistattraktion, men at der ikke desto mindre er et voksende behov for at lade folk bo på campingpladserne året rundt, hvis det er det, de vil og kan overskue.

Der er noget meget uempatisk og meget lidt rummeligt over et fællesskab, hvor en ulovlig besættelse, der blev kaldt et socialt eksperiment, bliver lovliggjort, mens medborgere rundt om på campingpladserne, foruden meget andet bøvl i deres liv, skal døje med daglig frygt for, om deres bolig forsvinder under dem med et brev fra kommunen og et los i røven.

Ærgerligt, at politikere i skøn forening på tværs af partier ikke har prioriteret det og fået det klaret for længst.

Det er ikke smart eller hipt, nej. Men det er vigtigt.