Man vinder ikke valg på folkekirken. Men kan vi i det mindste tale om den?

Demokratiet er under pres

Når der tales så meget om dannelse, åndelig oprustning, mental robusthed og frihed til at tale, tro og mene, hvad man vil, så skyldes det, at disse værdier er blevet en mangelvare. Og tilsæt så ukontrolleret kunstig intelligens og konflikter verden rundt, så er der vist kun dystopien tilbage.

Men lad det være mig tilladt at foreslå politikerne at slå vejen forbi et tema, som med garanti ikke sælger billetter, altså skaffer vælgere, men som alligevel har en reel betydning for sammenhængskraften i Danmark:

Folkekirken har 4,1 millioner medlemmer og cirka 12.000 folkevalgte, som holder fanen højt for den sidste samlende institution i landet.

Der er så godt som ingen af de politiske partier, der har en seriøst udfoldet folkekirkepolitik, selv om denne institution er mere samlende og folkelig end noget som helst andet politikområde.

Der findes politikere, som ikke aner, at det er Folketinget, der lovgiver på folkekirkens område, og at man ved at give folkekirken politisk bevågenhed vil højne debatten om åndelig dannelse.

Pernille Vigsø Bagge
Formand for Præsteforeningen

Der findes politikere, som ikke aner, at det er Folketinget, der lovgiver på folkekirkens område, og at man ved at give folkekirken politisk bevågenhed også ville højne debatten om danskernes åndelige dannelse.

Ikke fordi folkekirken skal være en politisk kampplads, ellers tak. Ikke fordi store bededag er det vigtigste emne i en konfliktfyldt tid.

Mere fordi vores kulturkristne samfund for alle befolkningsgrupper uanset tro er præget og båret af evangelisk-luthersk kristendom.

Uddannelses-, arbejdsmarkeds-, sundheds-, kultur- og klimapolitik henter værdier fra evangelisk-luthersk kristendom. Det kommer til udtryk gennem fokus på ligestilling, menneskeværd, arbejdsomhed og vigtigheden af kunstnerisk udfoldelse.

Hensynet til natur og skaberværk, bekæmpelse af fattigdom og nok vigtigst af alt: I en evangelisk-luthersk kontekst er åndsfrihed det bærende princip.

Her er det ikke omvendelseshistorier og vilde guddommelige åbenbaringer, men det helt almindelige levede menneskeliv, der er det vigtigste grundlag. Ikke hokus-pokus og magi, men hverdagens vidunderligheder.

Det er ikke til at komme udenom, at Luther og den protestantiske virkningshistorie er selve grundlaget for de nordiske velfærdsstater.

Et værn mod ekstremisme

Derfor skal der fra politisk hold være fokus på, hvordan folkekirkekristendom er et værn mod ekstremisme og radikalisering. Hvordan dét at have en statskirke (som vi godt nok kalder folkekirke) er et værn mod rodløshed, værdirelativisme og menneskelig forråelse.

Folkekirken holder os fast på, gennem ord, salmer og samvær. Gennem tilstedeværelse i hver eneste storby, forstad og landsbyflække. At vi sprogligt, åndeligt og menneskeligt er forbundne uanset alder, vægt og økonomisk formåen. 

Og folkekirkens forhold skal ordnes ved lov. De politikere, der går til valg på at ville noget med folkekirken, som en vej til reelt folkestyre og som en erkendelse af, at man kan spørge andre end egne ekkokamre til råds før stillingtagen, vil sandsynligvis hurtigt blive gjort til grin.

Vi lever i en tid, hvor vi skal bakse med despoter og være ørne frem for duer.

Pernille Vigsø Bagge
Formand for Præsteforeningen

For vi lever i en tid, hvor vi skal bakse med despoter og være ørne frem for duer. Men ikke desto mindre vil en reel og gennemgribende styrkelse af folkekirkens forhold i det danske samfund være en besindelse på, hvem vi er som folk.

Og så sandelig også, hvem vi ikke er.

I Danmark er vi ikke autokrater. Vi er ikke sekteriske fundamentalister. Vi er ikke til salg for penge eller magt eller fine forbindelser. Vi er ikke polariserede i en grad, så vi kan spilles ud mod hinanden af en udefrakommende fjende.

Vi er frihedselskende demokrater, styret af sund fornuft, præget af folkekirkekristendom og idéen om lighed, arbejdsomhed og hjælpsomhed. Gensidig forpligtelse, hensynet til den svage og med sans for retfærdighed.

Alt dét burde der være politisk saft og kraft i. Velvidende at folkekirken kan man ikke vinde valg på. Men kan vi i det mindste tale om det?