Presserådgiveren styrer slagets gang på Christiansborg

Presserådgiverens rolle på Christiansborg har ændret sig drastisk de sidste 20 år. Han indtager nu en uundværlig rolle som bindeled mellem politikere og journalister og står bag politikeres og partiers image udadtil. I rollen som grænseaktør har presserådgiveren også opnået en større magt, fordi han har mulighed for at skabe politik og nyheder.

Det vurderer Camilla Dindler, der for nylig forsvarede sin ph.d.-afhandling på Københavns Universitet. De negative effekter af presserådgiverens magt kommer afhandlingen dog ikke ind på.

Presserådgivere kan ikke evalueres på stemmetal eller avissalg, men i stedet på den værdi, som journalister og politikere oplever, at han har. Den værdi er steget de seneste år, fordi politikerne bliver citeret og observeret af medierne i højere grad end tidligere. Derfor har politikeren konstant brug for rådgivning, og journalisterne har konstant brug for kilder og citater.

Og det er her, presserådgiverens eksistensgrundlag skal findes.

Presserådgiveren som grænseaktør
I Camilla Dindlers ph.d.-afhandling er presserådgiveren beskrevet som en grænseaktør, der arbejder som kilde for både journalister og politikere, som formidler, som identitetsskaber og som orkestrator.

I modsætning til politikeren har presserådgiveren mulighed for at påvirke både nyhedsstof og politik i kraft af den anerkendelse, han kan opnå som grænseaktør. Den anerkendelse giver sig til kende i stigningen af ansættelser af presserådgivere i politiske partier. Som Camilla Dindler skriver:

"Han er derved ikke kun det lim, som binder institutionerne sammen i en "shared culture". Med et relationelt blik er han en aktør med en potentiel magt til at påvirke såvel politik som nyheder."

Både købers og sælgers mand
Presserådgiveren er ofte journalist, som derfor fungerer som oversætter for sin politiske arbejdsgiver og indtager også rollen over for journalisterne, som én der taler deres sprog:

"Der er jo i det store hele ret stor kontakt mellem politikere og journalister UDEN OM presserådgivere. Og dette kan altså anspore presserådgiveren til at bestræbe sig på både at være købers og sælgers mand for at fastholde sin berettigelse som en, der kan bidrage til nyhedsproduktionen," siger Dindler.

Som formidler kan presserådgiveren dog også indtage både en mæglerfunktion og fungere som opdrager, som når han f.eks. må forklare en uerfaren politiker, at hans udspil ikke er af interesse for de store dagblade.

"I praksis betyder det altså, at politikere nogle gange skal "sælge" deres udspil til presserådgiveren, før det kan komme videre i nyhedsfødekæden. Den forhandling kan både foregå helt konkret, men den kan også blive en mental disposition hos en politiker, som en presserådgiver så kan anse for at være "godt opdraget"," siger Camilla Dindler.