Professor: Brexit viser sandheden om EU

INTERVIEW: Hvis vi vil vide, hvorfor briternes exit er gået i hårdknude, skal vi kende vores historie, mener en irsk-dansk professor og forfatter til ny bog om Brexit. Der er under en måned til Brexit og stadig ingen skilsmisseaftale i sigte. 

BRUXELLES: Først en lille bekendelse. Jeg har villet interviewe Kevin Hjortshøj O’Rourke alene på grund af hans navn, siden jeg først så ham ude på Twitter midt i malstrømmen af Brexit-relateret støj, man som EU-korrespondent bliver nødt til at forholde sig til.

Her kæmpede han en brav kamp for at sætte perspektiv på det virvar af påstande og mudderkast, der har hærget twittersfæren i kampen mellem remain og leave, siden daværende premierminister David Cameron udskrev folkeafstemningen i 2016.  

Men hvorfor var en mand ved navn Hjortshøj dybt engageret i spørgsmålet om briternes exit fra Unionen, og ikke mindst hvad det indebærer i forhold til den 500 kilometer lange skillelinje mellem Irland og Nordirland, der bliver EU’s eneste landegrænse med briterne efter Brexit, hvis man ser bort fra Gibraltar. 

Svaret giver den irsk-danske professor i økonomisk historie ved Oxford Universitet i sin nye bog, ”A Short History of Brexit”. 

Her optegner O’Rourke det historiske og økonomiske krydsfelt mellem Storbritannien, Irland og EU, som blotlægger, hvorfor vi er endt i det rod, vi står i i dag. 

”Det er tre historier, som er på kollisionskurs med hinanden,” siger han på et let tøvende, men klart dansk, som han har lært af sin mor under opvæksten som diplomatbarn i Schweiz, London, Dublin og Bruxelles og på ferier i Jylland hos mormor.

Europa eller Commonwealth? 
Professoren, der i dag deler sin tid mellem Dublin, Oxford og franske Saint-Pierre-d’Entremont, hvor han også er medlem af det lokale byråd, peger på briternes koloniale fortid som en del af forklaringen. Den betød, at de stadig havde tætte handelsforhold med blandt andet de andre Commonwealth-lande, dengang de første spæde skridt til et europæisk samarbejde blev taget tilbage i 1950’erne. 

Her er det, at det første ekko fra nutidens Brexit-debat begynder at runge. For de seks europæiske grundlæggerlande, Frankrig, Tyskland, Italien og Benelux, blev enige om, at deres samarbejde ikke bare skulle baseres på frihandel mellem landene, men skulle indebære en toldunion.

Som Theresa Mays regering har måttet lære på den hårde måde i de sidste par års udmattende skilsmisseforhandlinger med EU, så indebærer en toldunion, at alle medlemmer har de samme toldmure udadtil for at slippe for at fortolde indadtil.

Dengang satte det briterne i en svær situation over for deres tidligere såkaldte dominions, som de havde særlige lempelige handelsaftaler med om blandt andet toldsatser. 

”De var jo meget nært knyttet til de lande, også i 1950’erne. Det var ikke så meget, fordi de var nostalgiske efter deres gamle imperium. Men de ville komme i en situation, hvor de skulle vælge mellem Europa og deres dominions. Og det gad de ikke,” siger Kevin Hjortshøj O’Rourke.  
 
EU var altid et politisk projekt 
I virkeligheden var hele skelettet til det europæiske samarbejde slet ikke den løse frihandelsstruktur, som briterne ville have foretrukket. Allerede fra starten var der overnationale institutioner, en domstol og en idé om, at suverænitet skulle deles, hvilket aldrig har været eller nogensinde blev briternes kop te – jævnfør Brexit-kampagnens virkningsfulde slogan om ”Take back control”. 

”Europæerne har jo valgt at konstruere EF på grund af deres historie. Og det er ikke bare de to verdenskrige. Det er også 1930’erne, som jo var en kolossal økonomisk katastrofe. Så de havde forstået, at man havde behov for handel på kontinentet. Man kunne ikke have protektionisme, som man havde haft det i 1930’erne. Men man kunne heller ikke have stor konkurrence mellem landene, som ville betyde, at arbejderne ikke var beskyttet mod markedet,” siger professoren. 

Så de europæiske lande havde behov for velfærdsstater, som arbejdede sammen på en jævn spillebane, for fri bevægelighed, for at koordinere økonomiske politikker og for at forsøge at udligne uligheder og harmonisere socialpolitik.  

”Det kan man se allerede i Romtraktaten. Der indfører man ligeløn for mænd og kvinder. Det var ikke, fordi de alle sammen var feminister i 50'erne. Men franskmændene havde indført det. Og det havde tyskerne ikke, og så var franskmændene bange for, at tyskerne kunne producere billigere end franskmændene, hvis de havde lov til at betale kvinderne mindre i løn.” 

Dermed punkterer Kevin Hjortshøj O’Rourke også den forestilling, som mange briter – og en del danskere – har haft om, at det europæiske samarbejde i virkeligheden mest af alt var en økonomisk sammenslutning. Idéen om, at den politiske del er noget, der er kommet til efterfølgende, og som man kan rulle tilbage til nogle gode gamle dage, hvor det hele bare handlede om frihandel, giver han ikke meget for. 

”Det var et politisk projekt helt fra begyndelsen,” siger han. ”Et politisk projekt og et fredsprojekt. Og det er ikke noget, europæerne bare siger. De mener det virkelig. Det har briterne haft svært ved at forstå.” 

”Det ironiske er, at det bedste bevis på, at det er et fredsprojekt, er den irske grænse. For når man begynder at viske grænser ud, så er det ikke så vigtigt, hvilken side af grænsen du bor på. Det er helt logisk.” 
 
Den skrøbelige konflikt om Irland 
Og så er vi ved historiens tredje ben, Irland. 

Det, der i dag gør det allersværest for briterne at løsrive sig fra fællesskabet, fordi det på den ene side risikerer at sætte 20 års relativ fred og stabilitet over styr, hvis det resulterer i en hård grænse på den delte ø. Og på den anden side rykker i sømmene på Det Forenede Kongerige, i hvert fald ifølge de nordirske unionister i Theresa Mays støtteparti, DUP, hvis man ender med en løsning, der lader nordirerne blive i EU’s toldsamarbejde og det meste af det indre marked for at komme uden om behovet for at genindføre grænsen. 

For da briterne – efter tøven fra begge sider af Kanalen – endelig i 1973 trådte ind i EU-klubben, flankeret af irerne og danskerne, faldt det sammen med den voksende sekteriske vold fra militante grupper i Nordirland og i grænselandet, der kom til at dominere de næste mere end 20 år. 3.489 dødsofre blev det til mellem udbruddet af de såkaldte Troubles i 1969 og Langfredagsaftalen i 1998, der siden da har garanteret en relativ fred. 

Kevin Hjortshøj O’Rourke gør klart, at EU-medlemskabet er med til at ændre forholdet mellem den tidligere koloniherre og undersåt både ved at give dem et rum, hvor de kan tale sammen regelmæssigt, og ved rent fysisk at fjerne behovet for en synlig grænse mellem de to lande – og dermed en del af roden til konflikterne. 

Således var det først med det indre markeds adkomst og fjernelsen af de sidste varekontroller internt i Unionen per 1. januar 1993, at de sidste kontrolstationer på grænsen mellem Irland og Nordirland kunne lukkes ned, forklarer professoren.

Farligt at pille ved grænsen
Samtidig har regionalt EU-samarbejde om frie energistrømme, retten til at søge lægehjælp i nabolande, uddannelse på tværs af grænser med mere gjort sit til at integrere de to samfund.  
Han citerer den amerikanske senator George Mitchell, der var udsendt af den daværende amerikanske præsident, Bill Clinton, som mægler i fredsprocessen i 1990’erne, for at sige: ”Jeg tror ikke, at EU var essentiel for selve forhandlingerne. Men jeg tror ikke, at forhandlingerne nogensinde havde fundet sted, hvis der ikke havde været et EU.” 

Piller man ved det fundament, piller man ved noget, man ikke ved hvor ender, advarer Kevin Hjortshøj O’Rourke. 

”Der er ingen på den irske side, som siger, at hvis vi får en hård grænse, så er der borgerkrig i morgen. Men vi siger, at det er risikabelt. For Langfredagsaftalen – hvordan har den fungeret? Den sagde til nationalisterne i Nordirland, at måske bor du på den forkerte side af grænsen, men du er irsk statsborger, og grænsen kan du ikke se, og den betyder ikke noget i din hverdag,” siger han og understreger, at det var hele grundlaget for, at irerne i forbindelse med aftalen i sin tid droppede den del af landets egen grundlov, der havde et erklæret mål om et genforenet Irland. 

”Det har vi gjort i en hel præcis kontekst, og hvis grænsen kommer tilbage, så er den kontekst væk.” 

”Og så er der jo også det problem, at hvis grænsen kommer tilbage, så er det ikke alene en grund til at ærgre sig, men man har også et mål. Så derfor er det farligt.” 

Den konservative splittelse
For ham som fagperson er det mest frustrerende, at mange i den britiske Brexit-debat bagatelliserer eller ignorerer betydningen af et Irland i EU og et Nordirland uden for EU. 

”Hvis man tænker fem sekunder over den irske grænse, så kan man jo se, at Nordirland ikke kan være uden for toldunionen og det indre marked, uden at der kommer en grænse igen.” 

”Det, som de stadig ikke har forstået i den britiske regering, er, at der er en sammenhæng mellem handel uden friktion og det indre marked og toldunionen. Og det er kernen af vores problem lige nu. Og det har de aldrig villet forstå, fordi der er to fløje i det Konservative Parti, og hvis man skulle acceptere det, så splittede man partiet. Men sådan er det.” 

Kevin Hjortshøj O’Rourke trækker trådene helt tilbage til 1840’erne, hvor de første sprækker viser sig i partiet i synet på frihandel.  

I dag kalder professoren de britiske Konservative for ”to partier i ét” med den såkaldte European Research Group (ERG) med Jacob Rees-Mogg i spidsen som de hårdeste fortalere for at frigøre sig fuldt og helt fra EU, mens den mere moderate fløj er mere opsat på en skilsmisse, som holder dørene åbne til Europa. 

”De moderate vil have handel med EU uden friktion, og ERG vil være ligesom Singapore og gøre, hvad de vil med regler og social dumping, importeret klorkylling fra Amerika og så videre. Og hvis du er madame May og gerne vil holde sammen på det hele, så skal du jo sige til den ene fløj, at vi kan handle uden friktion, og så skal du sige til den anden fløj, at vi bliver uafhængige, og vi kan gøre, hvad vi vil.” 

”Når man siger, at briterne vil have their cake and eat it, så er det det, vi taler om. Det er også derfor, at Nordirland er blevet så besværligt, for det er der, de bliver nødt til at konfrontere den inkohærens. Og det er det, de aldrig vil gøre.” 

”Men Brexit viser os sandheden om, hvad EU i virkeligheden er.” 

Er det problemet, at politikerne ikke kan deres basale grundregler for, hvordan EU-samarbejdet foregår? 
”Der er rigtig mange, som ikke forstår det. Hvis man vil være uhøflig, kan man sige, at der altid har været en slags kultdyrkelse af amatørismen hos The Tories. Når briterne spillede cricket, så var det gentlemen against players – playerne var de professionelle, mens den adelige klasse var amatører. Og problemet er nok, at der er for mange gentlemen i regeringen og ikke nok spillere.”

Forrige artikel Tiltalt byrådsmedlem fundet død i fængslet Tiltalt byrådsmedlem fundet død i fængslet Næste artikel V om færre ældretilbud: Man bliver ikke et socialt tilfælde, fordi man fylder 65 V om færre ældretilbud: Man bliver ikke et socialt tilfælde, fordi man fylder 65
Løkke er historisk tæt på valgdeadline

Løkke er historisk tæt på valgdeadline

NEDTÆLLING: Det er 55 år siden, at en statsminister sidst har været så tæt på senest mulige valgdato. Det skyldes blandt andet, at Løkke som person er en nøler, siger Altingets politiske kommentator.